Skriv en kommentar
Det er forfatteren til The Beach, der her slår pjalterne sammen med ”The Eye 1+2” Oxide Pang og sammen har de skabt ”Hotel Heaven”, hvis originale titel er The Tesseract.
Det er en noget anderledes film der er blevet til. Hotel Heaven virker utroligt forvirrende ved første øjekast, men lidt efter lidt går puslespillet op og man finder ud af, at man er spektator til et helt univers i sig selv. Der benyttes en helt speciel fortællestil, som er kendt fra Quentin Tarantino's værker og som andre har kopieret i film som ”Go” og den mexikanske film ”Amores Perros”. Det karakteristiske ved denne stil, er at historien ikke fortælles kronologisk, men ud fra brudstykker af hvordan forskellige skuespillere oplever samme situation. Dette kan skabe grobund for en del forvirring i starten, men man påskønner kunsten med tiden som man lærer de forskellige personer at kende.
Historien foregår som udgangspunkt på Hotel Heaven i Thailand. Her har den engelske Sean bosat sig, da han skal møde nogle thailandske narkotikasmuglere. Han har fået et job og nogle stoffer, som han skal smugle til England. Den herlige lille jordnære thailandske bellboy på hotellet, Wit, ved mere om gæsterne end som så. Hans snuhed og nysgerrighed fører til at andre kommer til at kende nyheden om Seans arbejde. En farlig lejemorder er på sagen og en kvindelig psykolog bliver indblandet i misæren. Mange andre mennesker kommer til at tage del i hele ulykken og snart er det svært at finde ud af, om der er nogle der slipper levende fra mareridtet.
Man vil nok genkende stilen i filmen, ikke bare fra Quentin Tarantino's film, men der kom i løbet af 90'erne (og efter år 2000) en del film, som mindede om hinanden i fortællestil. Her tænkes naturligvis på Magnolia, Grand Canyon, Things You Can Tell By Looking At Her og Punch, Drunk Love m.fl. Filmene havde alle det særpræg, at historien fortaltes bagfra, med brug af flash forwards. Det er i sig selv en ganske interessant synsvinkel og ide. Man fanges af historien og undrer sig hvordan de forskellige roller interagerer.
Det kan blive svært at oversætte den originale engelske titel på filmen - ”The Tesseract”. En definition findes da. Frit oversat efter en Google definition: En ”Tesseract” er i geometrien en hyperkubus, en regulær, konveks polykron med 8 kubiske celler. Den kan tænkes som en 4-dimensionel analog version af en terning. Groft sagt, er tesseract'en for en terning som en terning er for rektanglet. Hvordan dette kan relateres til filmen siger lidt om, i hvilke dimensioner historien forsøges fortalt. Man må under alle omstændigheder overgive til manuskriptforfatter Alex Garland, at han har kastet sig ud i et ambitiøst projekt. Sammenligningen med en Tesseract skal nok mest forstås på en sådan måde, at mange forskellige menneskers liv kommer i forbindelse med hinanden på kryds og tværs. På de mest uforudsigelige måder.
Instrukøren Oxide Pang er den ene halvdel af Pang-brødrene. Det lykkes for Oxide Pang at skabe et nervepirrende univers, hvori vi finder en mængde dygtige skuespillere. Filmen kan få hjerter til at banke, fortællestilen er spændende og eksperimenterende. Oxide Pang har instrueret film som The Eye og The Eye 2, så han har haft berøring med genren. Alex Garland har skrevet The Beach, som blev instrueret af Danny Boyle med Leonardo DiCaprio i hovedrollen.
Bland The Cube med The Matrix og træk et par millioner fra budgettet, så har man faktisk Hotel Heaven. Det er naturligvis en smule overdrevet, men giver en ide om genren. The Tesseract forbliver en ganske interessant bud på en god lørdag aftens underholding.
Dvd ekstra materiale
Intet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
SF/Fox.
