Skriv en kommentar
Zhang Yimou er en af de instruktører i dag, der rendyrker den skønne æstetik. Instruktøren kredser konstant omkring kinesisk kulturhistorie, som hans film repræsenterer og diskuterer. Senest kom storfilmen ”Hero” (2003), der var en fabel om samlingen af Kinas rige, tidligere har Yimou lavet bl.a. ”Vejen hjem” (1999), ”Ju dou”(1990) og ”Under den røde lygte” (1992). Fælles for alle Yimous film er det dvælende nostalgiske tempo og de farvemættede billeder. Filmene er altid henlagt til en fortid og Yimou har ofte kredset omkring mødet mellem en moderne tankegang og det traditionelle. Med ”House of flying daggers” fortsætter Yimou ud af det spor, han fandt med ”Hero”. Her er den maleriske æstetik blandet med store kampscener, hvor selv tyngdekraften synes sat ud af funktion. Det er vanvittigt flot og meget fascinerede at se på.
Handlingen udspiller sig år 859, hvor Kinas Tang-dynasti er i forfald. Oprørsgrupper kæmper en indædt kamp for at omstyrte magthaverne. House of Flying Daggers kan med deres præcise daggerkast ramme meget præcist og fra lang afstand. Gruppen, der har visse ligheder med Robin Hoods raske svende, skjuler sig langt ude i skovene. De to kaptajner, Leo og Jin, der får til opgave at tage oprørslederen ud af spillet, udtænker en snedig plan, der skal gøre det af med The Flying Daggers. Kaptajn Jin udgiver sig derfor for at være en omstrejfende ranger. Han befrier den smukke, blinde Mei, der sidder fængslet for sit tilhørsforhold til House of flying daggers. Planen er, at Jin skal vinde Meis tillid og følge med hende til gruppens hovedkvarter og leder. Men Jin og Meis rejse bliver lang og farefuld, og de to begynder undervejs at nære tætte følelser for hinanden. Bag facaderne gemmer sig skjulte dagsordener, som gør det psykologiske spil komplekst.
De to elskende er fanget i et storpolitisk magtspil, hvor individets interesser må komme i anden række, og hvor kærligheden har trange kår. Derved bliver filmen en historie om kærlighedens komplekse natur og det med flyvende daggers, præcise pile og flyvende fights med politiske undertoner.
Asien har en lang tradition for kampsportsfilm, sideløbende har dragelandet også produceret tragiske kærlighedshistorier. I ”House of Flying daggers” møder drama og action hinanden. Man kan se filmen for dens elegante og teknisk fremragende scener og for dens virkeligt gode lydspor. Mais blindhed bliver incitament til at give lyden en ekstra dimension. Lydene fremhæves konstant og understreger kampsportens meditative niveau. Undervejs er der mindeværdige kampscener i alskens forskellige skove og stilarter. Filmen står i tydelig gæld til Ang Lees ”Tiger på spring, drage i skjul” (2000), der indførte wire-teknikken, der giver mulighed for, at bevægelserne i kampsporten bliver svævende flotte.
Desværre holder kærlighedshistorien ikke vand, og filmens centrale temaer trasker derudad. Man får på fornemmelsen, at teknikken har taget overhånd, og bestræbelserne på at lave spektakulære stunts har fjernet fokus fra såvel den politiske som den personlige historie. Den afsluttende finale glider næsten over i det komiske, fordi filmen insisterer på at frembringe de store følelser på trods af manglende motivation.
Den ellers på papiret interessante konflikt mellem statsmagt og oprørsgruppe bliver desværre heller ikke rigtigt til noget, og Robin Hood-Lookalikesenes motiver forbliver skjulte, ligesom repræsentationen af rigets politiske situation er decideret fraværende.
Set i lyset af Yimous tidligere så psykologisk gennemførte film, fremstår ”House of Flying Daggers” som en godt tænkt historie, der undervejs i skabelsesprocessen er løbet af sporet. Fortællingen vil meget men formår for lidt. Mesterfotograferingen og det stemningsfyldte lydspor formår desværre ikke at redde helhedsindtrykket. Tekeshi Kaneshiro, der er kendt for sine fabelagtige præstationer i Kar Wai Wongs to mesterværker ”Fallen Angels” ( (1995) og ”Chunking Express” (1994), spiller Jin, og det gør han for så vidt ret fint. Mai spilles af Zhang Ziyi, der følger op på sin præstation i ”Tiger på spring, drage i skjul”. Hun er meget smuk og yderst elegant. Sidst i trekanten indgår Andy Lau, der spiller kaptajn Leo. Han får ikke mulighed for at levere synderligt meget i ”House of Flying Daggers”. Karakteren Leo fungerer desværre ikke optimalt.
Yimou er en af verdens dygtigste filmskabere, og derfor kan man med sindsro læne sig tilbage og vente på næste film fra kineserens hånd. Indtil da kan man nyde ”House of Flying Daggers” for dens flotte billeder og spektakulære stunts, men forvent ikke en mesterlig historie.
