Skriv en kommentar
Den er uendeligt berygtet, næsten lige så frygtet som instruktør Ruggero Deodatos foregående ”Cannibal Holocaust” (Kannibal Massakren) og blandt de øverste på listen over 70erne og 80ernes såkaldte Video Nasties. Men ”House on the edge of the park” er simpelthen noget af de mest overhypede gylle jeg nogensinde har set! Der er ikke specielt meget blod, der er intet plot, der er dårligt skuespil, men ikke så dårligt at det er sjovt – der er kun halvanden times formålsløst plagiat af Wes Cravens otte år ældre og langt mere velfungerende og forstyrrende ”Last house on the left”.
Ud over titlen har Deodato også stjålet skurken, David A. Hess, fra Cravens film, der sammen med Giovanni Radice fra Kannibal-filmene og Fulcis ”City of the living dead” spiller to voldelige, sociopatiske bilmekanikere der inviterer sig selv med til fest hos en lille gruppe rige yuppie-typer. Ideen går hurtigt galt og de fattige tager de rige som gidsler i et plot der ikke virker som meget andet end en undskyldning for at vise den ene stupidt ”sexede” voldtægtsscene efter den anden. Samtlige kvindelige medvirkende får lov at smide tøjet og tænde bare en lille smule på at blive molestreret før de rige ungknøses sande bagtanker bliver afsløret i det ulogiske og usammenhængende, afsluttende twist.
Cravens sociale kommentarer og implikationer er væk og tilbage er kun et pornofilms-agtigt plot-skelet der virker som katalysator for ensformige scener og irriterende dialog. Da det hele hen mod slutningen endelig bliver voldeligt er det uden bid ligesom resten af filmen har været uden spænding, logik eller nerve. Ikke engang når den forsøger at være modbydelig lykkedes det, snarere tværtimod. Man keder sig og glæder sig til det er slut.
Deodatos forrige film, ”Cannibal Holocaust”, ramte verden med enorm stor kraft og selv i dag er det en modbydelig og tankevækkende omgang. Det er ikke mindst fordi det er en film der alle sine vulgære udskejelser til trods havde noget på hjerte og i det mindste havde en pointe. ”House on the edge of the park” har hverken eller. Kun et nogenlunde underholdende disco-soundtrack.
Når filmen alligevel får to stjerner så skyldes det først og fremmest to faktorer. For det første skal hatten af for AWE for fortsat at udgive film som denne, der ellers er sjældne på det danske marked, men ikke desto mindre er berømte og berygtede. Det er fedt at et dansk selskab tør satse på disse film og anerkender det faktum at de har et marked. For det andet har vi igen med en glimrende, teknisk udgivelse at gøre. Billedet står fantastisk klart i anamorfisk 16:9 og lydsiden er tydelig og defineret. Ovenud tilfredsstillende udgivelse.
Bonusmaterialet begrænser sig desværre til en detaljeret Deodato filmografi, et tekstinterview med Radice (det samme der tidligere er udgivet på både ”City of the living dead”/”Zombiernes by” og ”Cannibal Ferox”/”Jaget af kannibaler”) og en række trailere for nye og gamle AWE-udgivelser.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Voices Music & Entertainment.
