Skriv en kommentar
Filmbranchen tæller efterhånden ikke mange instruktørsærlinge. Ingen ligesom den spøjse Ed Wood, der valsede rundt i stramt kvindetøj og høje stiletter, mens han instruerede på baggrund af mærkværdige, intuitive fornemmelser. Der er langt mellem originale instruktører som den drømmefikserede David Lynch, for hvem dansende dværge, der taler baglæns og mutte kvinder, der taler med et stykke brænde, er meningsgivende bestanddele i ellers utilregnelige produktioner og den hurtigtalende auteur, Woody Allen, der taler virkeligheden til live og taler sig selv til filmisk udødelighed.
En sådan instruktøroriginal er også den spanske Pedro Almodóvar. Når denne sære spanske snegl leverer en ny film, holder alverdens publikum vejret, for hvad har han mon nu fundet på, denne spanske originalitet, der har mejslet sin egen selvstændige, særprægede lille niche i den filmiske klippekolos. Hvad har excentrikeren nu hittet på? Er det til at tage og føle på? Er det til at gøre rede for?
Med Huden jeg bor i fastholder Amodóvar sin sædvanligvis usædvanlige signatur, men bevæger sig nu tilmed over i thrillergenren, hvor særligt Hitchcock som filmens primære inspirationskilde ikke lader sig fornægte.
Plastikkirurgen Dr. Robert Ledgards (Antonio Banderas) har siden sin kones tragiske død i en voldsom bilulykke eksperimenteret med at skabe en ny type hud, der er mere resistent end den menneskelige. Hans ufrivillige forsøgskanin har været en mystisk ung kvinde, Vera (Elena Anaya), som er låst inde i et sterilt rum, og hvis umiddelbare kontakt med omverdenen begrænser sig til lægen selv samt husets samvittighedsfulde husholderske, Norma (Blanca Suárez), der også er lægens moder, uden at han selv aner det. Da Normas anden søn, den kriminelle Zeca, kommer uanmeldt forbi, flammer kastanjerne frygteligt op i det i forvejen vildsomme bål, og der er kun én, der kan rage dem ud af dette selviscenesatte inferno ...
Hævnen er transseksuel
Huden jeg bor i er først og fremmest en rørende film. Rørende, fordi den grundlæggende baserer sit forlæg på livets ubærlige tilfældigheder. Og det er også heri, at filmens sørgelige atmosfære udspringer fra, ligesom det er heri, at filmen henter sin fundamentale styrke. Eksempelvis begår lægens forbrændte kone selvmord, da hun en morgen vågner op og ved et tilfælde hører sin unge datter synge en skøn sang, som hun selv har lært hende, nede fra haven. Moderen kommer ud af sin sygeseng og slæber sig hen til vinduet for bedre at kunne høre sangen, men da hun ser sit eget vansirede spejlbillede, bryder hendes verdensbillede sammen og hun vælger den ultimative udvej.
Denne triste sang, der altså kom til at symbolisere moderens endeligt, medfører senere hen, ironisk nok også ved et tilfælde, at et romantisk møde, der ved første øjekast tager sig ud som frivillig elskov, ender som misforstået voldtægt. Filmens primære handlingsforløb konstitueres altså af tilbagevendende sammentræf, men det er i aktørernes forskellige perspektiver og reaktioner på disse arbitrære hændelser, at filmen rigtigt udfolder sit potentiale.
Uden at afsløre for meget bliver Huden jeg bor i et interessant konglomerat af Greven af Monte Christo-hævntematikker, Hitchcock-beåndede forviklingshistorier og noir-inspirerede udpluk, der alt sammen bidrager til at mønstre en film, som ophidser sin tilskuers opmærksomhed, kildrer ens indre detektiv, afprøver ens moralske grænser, men vigtigst af alt viser, at sandheden ikke forefindes i nogen absolut, rendyrket form. Men med modifikationer, og i dette konkrete tilfælde, i bogstaveligste forstand.
I modsætning til Almodóvars tidligere film, er denne renset for overvældende emotionelle udbrud og højtravende affektive indskud, der hyppigt får den dramaturgiske line til at bølge højt og synke lavt. I Huden jeg bor i er sindsstemningen holdt på en minimalistisk følelsesmæssig frekvens, der virker som skræddersyet til filmens overordnede afdramatiserede livsnerve. For det, som foregår indeni filmens karakterer, foregår primært under huden på dem, so to speak, men denne proces materialiseres også på overfladen – i hvert fald i Veras ekstreme karakter. Øjnene synes at være det mest talende og sigende organ i denne film og evner så sandelig at snige sig ind under tilskuerens hud.
Instruktionen er generelt på højt plan, ligesom Almodóvars altid fine forståelse for den velkomponerede billedæstetik er fremherskende og til tider helt hypnotiserende. Manuskriptet er godt bygget op med plads til langsomt etablerende karakterdybde og fornem handlingsudvikling, der hverken fortravler eller sløver sig.
Filmen ses naturligvis forlæns, men forstås alligevel baglæns, og denne film kræver næsten et gensyn for fuldt ud at kunne indfange alle finesserne og indse alle forudsætningerne for virkelig at kunne begribe filmens hvorfor, der danner grundlaget for dens hvordan.
Huden jeg bor i er en intens thriller uden genrens traditionelle tumultariske effekter eller opstyltede chokmomenter. Den indfanger vigtige temaer som den personlige håndtering af tab, tab af uskyld og identitet, den elementære identitetsforståelse samt livets uransagelige veje, der til tider er ligeså kringelkrogede som en ufremkommelig labyrint.
På trods af enkelte skønhedsfejl, ender Huden jeg bor i alligevel på fire store ON-Z stjerner, fordi den tør, hvor andre havde tøvet for længst …
