Skriv en kommentar
Human Resources handler om den unge mand Frank, der vender tilbage fra Paris til sin provinsielle fødeby. Her skal han i ledelsespraktik på byens store fabrik, hvor hans far har fungeret som maskinarbejder i mere end tredive år. Fabrikkens ledelse ligger i åben krig med fagforeningen om indførelsen af en 35-timers arbejdsuge. Frank forsøger velmenende at få hul på forhandlingerne med nye metoder, men planter sig i stedet i orkanens øje med ledelsen og fagforeningens iltre lille dame Frk. Arnoux blæsende fra hver sin side.
Herfra bygges konflikterne op. Frank skal finde egne ben at stå midt i konflikterne, hvor han trods sin uddannelse er helt urutineret. Franks far er derimod selvudslettende autoritetstro, hvilket frustrerer den unge, selvsikre og mere oprørske Frank.
Hele cirkusset omkring faglige konflikter som et bærende filmisk tema er et 70’er fænomen, og derfor er Human Resources i fare for at falde ned i anakronismens dyb. Men Laurent Cantet kender sin stil, dens muligheder og begrænsninger. Derfor han lader sine karakterer bære handlingen, og de folder sig smukt ud som både detaljerede og tvetydige, så vi ikke er i tvivl om, at Human Resources er en film og rigtige mennesker. Det er derfor værd at nævne, at alle skuespillerne bortset fra Jalil Lespert, der spiller Frank, er amatører.
Autenticiteten øges af et fladt og køligt billedsproget, som vi kender det fra de britiske socialrealister, der generelt spøger i Cantets debut. Alligevel er der plads til fine billeder og små finurlige detaljer. Billedet af Frank, der på sin første arbejdsdag går med sin dokumentmappe under armen mellem to blåtklædte fabriksarbejdere, er således et godt signalbillede. Ligeledes er det en fryd at se faren betale med kontanter, hvorimod Frank selvfølgelig bruger plastickort. Konflikterne lurer hele tiden inden deres virkelige udbrud. Alt i alt er Human Resources en film, der udmærker sig ved at være raffineret på en kølig og uhøjtidelig facon.
