Skriv en kommentar
Det er vel nok noget nær umuligt at forestille sig, helt præcist hvor stort, hvor inhumant og hvor kynisk, det i virkeligheden er. Statistikken siger op imod 800.000 mennesker, der hvert eneste år bliver handlet på tværs af landegrænserne. Bortset fra salg af våben og narkotika, så er menneskehandel med andre ord den mest indbringende forretning på verdensplan.
Til trods for sine helt selvklare gribende menneskeskæbner, er det imidlertid relativt begrænset, hvor meget temaet er blevet behandlet på film. Svenske Lukas Moodysson gav os i 2002 godt nok sin mesterligt afskyelige Lilja 4-Eever om en 16-årig pige fra det tidligere Sovjetunionen, der rejser til Sverige med drømmen om et bedre liv.
Nu griber instruktøren bag actionthrilleren Art of War fra 2000 fat om temaet i den næsten tre timer lange tv-miniserie, Human Trafficking. Et projekt, der bestemt fortjener al ære og respekt for sine medmenneskelige intentioner, men som med ganske få sporadiske undtagelser savner gennemslagskraft, mod og brutalitet til for alvor at gøre ondt.
Vi præsenteres her for tre skæbner. Natasja, en 21-årig enlig tjekkisk mor, der rejser med en charmerende fremmed mand til USA i forventning om for alvor at have fundet kærligheden. Nadia, en 16-årig ukrainsk skolepige, der i al hemmelighed forlader sin desillusionerede far og forfølger den naive drøm om en modelkarriere i USA. Og Anne, en 12-årig amerikansk pige, der under en ferie med sine forældre i Filippinerne bliver bortført af skruppelløse menneskehandlere.
Midt i det hele står så agenten Kate Morozov – noget forkrampet spillet af den næsten glemte Mira Sorvino; hendes chef i skikkelse af en klassisk tilbagelænet Donald Sutherland på grænsen til det ligeglade og en skurk i toppen af det hele i form af en habil Robert Carlyle. Kate Morozov involverer selvfølgelig sig selv meget personligt, som agenter nu engang gør det i den slags film, og ikke mindst takket være et par gevaldige genveje i manuskriptet kommer hun helt ind i det forkromede system. Det er den ene side af filmen: spændingshistorien, som med Sorvino, Sutherland og den amerikanske piges mor på heltesiden er forudsigelig og ret så uspændende.
Bedre held har instruktør Christian Duguay med skildringen af pigerne og det miljø, de ufrivilligt trækkes ind i. At fortællingen i første instans er lavet til amerikansk tv, har ganske givet sat anselige begrænsninger i forhold til, hvor grusom og chokerende billederne kunne blive.
Rå realisme, som i Lukas Moodyssons bidrag om temaet, er det som nævnt heller ikke. Men det lykkedes alligevel i kraft af den lange spilletid at skabe ægte og momentvis gribende portrætter af både Natasja, men især Nadia, som spilles glimrende af Laurence Leboeuf. Derimod er den tredje del af fortællingen – bortførelsen af den amerikanske pige Anne – ret malplaceret og indtil meget langt ind i filmen meget stillestående.
