Skriv en kommentar
Richard Morais' bestseller Hundredefodsrejsen, som bl.a. i 2010 blev kåret til bedste sommerlæsning i Oprah Winfreys O, The Oprah Magazine har nu fundet sin vej til det store lærred. Det er der kommet en charmerende, omend lidt langtrukken hyggefilm ud af.
Maison Mumbai flytter ind
Efter at have mistet deres restaurant i Indien under tragiske omstændigheder, tvinges familien Kadam til at søge lykken i Europa. Skæbnen (i forklædning af et bilsammenbrud) bringer dem til den lille franske by St. Antonin, hvor stædige Papa Kadam insisterer på, at de genåbner familierestauranten. Desværre er deres genbo, Mme Mallory, ejeren af en etstjernet Michelin-restaurant, ikke helt så begejstret for ideen. Uenigheden mellem de to spisesteder udvikler sig hurtigt til en nabostrid, der kulminerer i en nær gentagelse af Kadam-familiens ulykke. Den voldsomme udvikling har dog en formildende effekt på den skrappe Mme Mallory, der yderligere opdager, at der måske er gastronomisk talent at hente hos den yngste søn, Hassan Kadam.
Chocolat 2?
Jeg tør godt fortælle, at hele affæren får en lykkelig slutning og det ender med et mere end harmonisk naboskab. Det kan ikke komme som den store overraskelse, da et enkelt blik på filmplakaten næsten kan fortælle dig så meget. Spørgsmålet er, hvor godt filmen formidler denne hundredefodsrejse mod en happy end.
Filmens tematik har mere end en smule tilfælles med Hallströms Chocolat, der tilbage i 2000 ligeledes serverede alvorlige emner som xenofobi og medmenneskelighed på gastronomisk, forførende og farverig vis. Ligheden er næsten komisk påfaldende, når der f.eks. i begge film er tale om ”de fremmede”, der ved skæbnens hjælp føres ind i en lille fransk by, hvor de, mod alle odds, opnår de lokales accept. Men fred nu være med det; det er en god historie, lige meget hvor ofte den bliver fortalt - forudsat naturligvis at den fortælles rigtigt.
Fra fornøjelig spadseretur til langsommelig hundredemilsfærd
Til at starte med ser det lovende ud. Skuespillerne er godt castet, manuskriptet balancerer fint mellem det vittige og det alvorlige og især fejden mellem de to klanledere, Mme Mallory (Helen Mirren) og Papa Kadam (Om Puri) er en fornøjelse at overvære. Alle hovedkaraktererne er så hammercharmerende, at man ikke kan andet end at glæde sig over at gøre deres bekendtskab. Og så er det jo altid lækkert at kigge på indiske pangfarver og savle over kulinariske udfoldelser. Og her er der lidt for en hver smag - hvad end man er til boeuf bourginon eller chicken masala, så skal mundvandsmekanikken nok komme i gang.
Halvvejs går der dog lidt for meget ”Lasse Rørstrømsk” i den. Da de kulinariske evner i filmens anden halvdel fører vores hovedperson Hassan til Paris, er det som om, den fine balance tipper over i halvkedsommelighed sentimentalitet, der ikke rigtig formår at berøre. Der er for mange lange afskedsscener og jeg har ikke tal på, hvor tit skærmen dramatisk går i sort.
Egnet til filmaften
Ser man bort derfra, er der dog stadig meget at komme efter. Sammenligner man Hundredefodsrejsen med f.eks. Chocolat (og med alle de førnævnte ligheder for øje er en sådan sammenligning slet ikke urimelig), vil man nok konkludere, at denne film er sjovere og mindre mørk, men at Chocolat som helhed er en langt mere formfuldendt og vellykket film. Ikke desto mindre synes jeg, at dette indisk/franske (dog nok først og fremmest hollywoodske) eventyr er både underholdende og charmerende og at det, ligesom Chocolat, i høj grad egner sig strålende til en hyggelig filmaften. Det er i bund og grund en gedigen feel good-film, der især opløftes af sjove præstationer leveret af en solid Om Puri og skarp Helen Mirren.
