Skriv en kommentar
Raymond er en ordentlig mand. Han sørger for at være repræsentabel og går nøjagtig og kontrolleret til værks. Men noget trykker ham. Han fornøjes ikke med sit job. Og det kan man roligt forstå når man ser hvordan hverdagen udspiller sig for en fængselsbetjent i Blok H i Long Kesh fængslet (som i folkemunde blev kaldt The Maze (labyrinten)) i Nordirland, 1981.
Davey er en pæn ung mand. Men han er blevet arresteret for at sympatisere med IRA, og sendt til Maze sammen med andre IRA folk. Det bliver ikke bare en hård start for ham på hans første fængselstid, men et rent helvede af ydmygelse og vold.
Bobby er IRA medlem. Han er patriotisk og har en stærk udstråling. Han er en klar alpha-han. Og hans tanker er klare og gennemtænkte. Han er træt af at få tæsk af fængselsbetjente og da hans kilder udenfor fængslet beder ham forhandle med Storbrittanien, bliver det for meget. Han arrangerer en sultestrejke med ham selv som første offer.
Filmen er bygget op i tre afdelinger. I første afdeling følger vi Raymond og Davey og ser hver deres historie. Vi stykker deres hverdag sammen af klip, følelser, små detaljer.
Anden afdeling er en samtale mellem Bobby og den Nordirske præst Fader Dominic. De debatterer i en stærk dialog, filmet i ét langt klip, om sultestrejke er den rigtige vej at gå.
Tredie afdeling er Bobbys sultestrejke. En hård og pinsom omgang der ender med den uundgåelige svagelighed og endelige død.
En politisk film der i høj grad er centreret omkring følelser mere end selve den politiske historie. Man slipper dog ikke for Margaret Thatchers kølige afvisning af sultestrejken som en uvirksom protest.
Filmen er drevet frem af små detaljeklip. Et par minutter i en stille celle. En mand der gør rent på fængselsgangen. En reaktion på udlevering af tøj. Men på grund af omstændighederne er ikke alle detaljer lige afdæmpede. Der er en fin balance mellem de stille øjeblikke og de vanvittige eksplotioner af vold.
Det skal også nævnes at samtalen mellem Bobby og Fader Dominic måske er en af de stærkeste skuespilpræstationer i nyere tid. Der bliver spillet igennem så man sidder og rumsterer rundt i den mørke biografsal af ren fryd over dialog og skuespil og samtidig presses af den hårde virkelighed der ligger til grund for samtalen.
I den sammenhæng må man give et ordentligt læs respekt til Michael Fassbender der i rollen som Bobby skærer skarpt igennem som et skuespillerhåb af dimensioner. At han giver sig til sit yderste for jobbet er man heller ikke i tvivl om når man ser resultatet af sultestrejken. Skuespilleren gik igennem en yderst heftig diæt, der efterlod ham i en tilstand der nok rivaliserer, hvis ikke overstiger hvad Christian Bale gik igennem til optagelserne af “The Machinist”.
For de visuelle er der masser af lækre detaljer, selvom legen med lav dybdeskarphed til tider bliver lige i overkanten. Farver, lys og omgivelser efterlader ingen tvivl om kompetent crew.
Hunger ligger lunt et sted mellem kunstfilm og spillefilm og det er ingen overraskelse at Steve McQueen har en fortid som kunstner og videoudstillinger der har kørt på både Guggenheim og Centre Pompidou. Han har instrueret med fast hånd og viser at han ikke er bange for spillefilmsgenren med dette gennembrudsbrag.
