Skriv en kommentar
Filmens præmis er enkel og stærk. Budskabet og det overordnede plot er sameksistensen mellem libanesiske muslimer og kristne i en afsides landsby, som ellers har levet side om side roligt og fredeligt. Ved filmens begyndelse begynder de spæde spændinger mellem de to religioner at tage fat. Gennem aviser og landsbyens eneste fjernsyn toner status på landets, Libanons tilstand frem. Den grusomme religionsborgerkrig har vist sit grimme ansigt i mange af de omkringliggende landsbyer.
Landsbyen, som vi følger, forbliver unavngiven filmen igennem. Landsbyen bygger tydeligvis på fællesskabet. Der er brug for alle for at få hverdagen til at fungere, men også på den sociale side, er der stærke venskabsbånd og uanset religiøs overbevisning, kender landbyboerne hinandens slægtninge tilbage i tiden.
Optrapnings scener til konflikter
Scenen hvor Issam, den ældste søn og storbroder til Nassim, sparker og skubber én lille dreng på krykker, fordi han leger foran kirken, bliver afværget af én kvinde, som bærer slør. Issam kalder den lille dreng for hedning og de andre landsbyboer står blot og glor uden at gribe ind. Scenen formår virkelig at få den fanatisme frem, som religionskonflikter medfører. Issam kender udmærket den lille muslimske dreng på krykker. Han plejer at lege foran kirken med de andre børn. Pludselig er det forbudt og drengen er et nemt offer, da han ikke bare kan stikke af og løbe ligesom de andre børn.
Én anden gribende scene er den afdøde søn, Nassims moder. Efter hun har vasket og anbragt sin afdøde søn ét midlertidigt sted, inden den forestående begravelse, går hun med faste skridt direkte ind i kirken. Hun kaster sand på jomfru Maria og skælder ud. Hun spørger jomfru Maria statuen, hvorfor hun lod det ske. Hun truer med sin knytnæve af smerte og raseri og siger, at hun jo selv er moder. Hun slutter af med at sige, at aldrig vil hun sætte sine ben i dit (kirkens) hus igen. Scenen er dybt rørende, vedkommende og sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor være stærk i troen, når den fører til tab, smerte og lader ting stå til.
Små historier spundet ind i en stor fortælling
Fra instruktørens side og hovedrolleindehaver, Nadine Labaki, orkestrerer hun på mesterlig vis de små, personlige narrativer. De antydes, og der lægges ledetråde ud, men de bliver aldrig udfoldet. De små historier er tydelige bl.a. om forelskelsen mellem en kristen og muslim, drengen som dør på grund af religionskonflikter, borgmesteren og hans kone, Yvonne, hvis ægteskab bliver sat på prøvelse.
De personlige fortællinger indgår ubesværet i den store fortælling. Der er fokus på fællesskabet, en landsbys krise i Libanon. Derfor bliver det en kollektiv fortælling frem for små individbaseret parallel historier, hvilket får filmens budskab skarpt og tydeligt frem.
Filmen er en blanding af drama og komedie, som elegant og forfriskende løfter en politisk, betændt konflikt. Intermezzoer med musikstykker af Khaled Mouzanar virker ikke afbrydende, men yderst velplaceret og forstærker filmens budskab. Samtidig giver den libanesiske musik en autenticitet, melankoli og et kulturelt indblik i, at Libanon er mere og andet end borgerkrig. Nadine Labaki viser med sin film, at Libanon kan byde ind med kunst og kultur på ypperste niveau – noget vi i Vesten endnu ikke kender meget til.
Hymne til kvinderne i Hvor går vi hen nu?
Filmens titel Where do we go now? (original titel Et Maintenant, On Va Où?) indikerer på smukkeste vis, at slutningen er åben. Kvindernes fællesskab er stærkt, modigt og hårdfør. De viser vej og gør alt, hvad der står i deres magt for at redde deres landsby, børn og deres ’svage’ mænd, som indimellem bliver fremstillet på et infantilt niveau.
Hvor går vi hen nu? er informerende, aktuel og berigende
