Overskrift konkurrence


Standard facebook

Seneste artikler
Det Er Drømmen, ...
Game Of Thrones ...
Galla Premiere P...
Den Ukendte Dans...
Jaime Rosales Ta...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Stalker
Stalker billede

Judy
John Wick: Chapt...
Maleficent: Mist...
Valhalla
Long Shot
Aladdin
Zombieland: Doub...
Mary Queen Of Scots


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Biograf anmeldelse

Hvad med Kevin?

12. april 2012 af Nikolaj Kennov

5 stjerner Skriv en kommentar

Hvad med Kevin? billede

Et teenage-oprør af blodige dimensioner.

Hvad med Kevin (oprindeligt en roman af Lionel Shriver) er en rigtig feel-bad fornøjelse: grum og ulyksalig i sin før-efter ransagelse af en skolemassakre. Filmen kredser om den moderlige tilgivelse af et barns utilgivelige gerning, men er også et stilistisk studie af psykopaten – i denne kontekst en teenagedreng, hvis destruktive handlinger forløber sig som iskolde indikationer på en latent og farlig uligevægtighed. Hvad med Kevin bryder også op på vores strukurelle billede af kernefamilien som en sikkert zone, hvor problemer heles og forløses, og ihvertfald ikke skabes – forestillingen om at vi hænger uløseligt sammen og at der går et usynligt bånd imellem forælder og barn. Men hvad nu hvis man ikke kan tyde dette bånd? At barnet viser sig at være en infantil skabning avlet af dig selv? De mest forfærdelige ting kan ske, trods bedste familiære intentioner samt relationer, og barnet kan ikke fornægtes. Det er en del af dig.

Moderen, Eva (altid formidable Tilda Swinton) er gift med den godmodige Franklin (lalleglade John C. Reilly), og sætter sin karriere over styr da hun bliver gravid og føder deres søn, Kevin (Ezra Miler). Forholdet mellem mor og søn er problematisk fra starten, og hun vælger derfor at få endnu et barn at trøste sig med. Kevin begynder langsomt at udnytte sig af forældrenes og søsterens svagheder, og får inden længe planlagt en grusom gerning. Eva prøver efterfølgende at tackle sin følelser af sorg og skyld, og vi får flere selvransagelser med i hendes anti-nostalgiske tilbageblik – for har hun nogensinde elsket sin søn? Og bærer hun indirekte ansvaret for hans massakrerende gerninger?

Filmen fremstiller ondskaben i et ambivalent skær: for er ondskaben opavlet af forældrenes virkelighedsfjerne apati eller har barnet en medfødt mental afvigelse? Sidder det i hans dna? Begge forældre vælger stovt at overse deres barns åbenlyse psykopati, og affejer hans problematiske perfiditeter med en tålmodig tro på at han vil vinde godhed og personlighed med alderen. Denne manglende realitetssans kan eventuelt være sammenkædet med faderens ignorance, hvilken tillader ham at opføre sig lettere enfoldig overfor Kevins åbenlyse had mod moderen. Men også moderen er svagelig, og drømmer at hun bader i blod (eller er det tomater?), hvilket hænger sammen med hendes tidligere tilværelse som eventyrer. Hun er ligeså mentalt fraværende som sin mand, og dette fravær forårsager indirekte sønnikes psykopati og den forestående tragedie.
Forældrene vælger i stedet at underdrive problemerne, og moderen når aldrig at erkende sønnikes mentale ubalance selvom der er tydelige indikationer herpå. Unge, tilbagelænede Ezra Miller giver Kevin den rette ufortrødne nihilistiske ondskab, hvis motiv synes ikkeeksisterende og hvor ”the reason is the reason”. Og anæmiske Tilda Swinton er dejligt udenforstående og håbløst idealistisk i sin moderlige og tålmodige tro på Kevins normalitet, hvilket giver filmen en underbyggende, suspense-agtig uro. For vi ved hvad der vil ske.

Filmen er en kende konstrueret og skifter mellem før og efter tragedien. Strukturen er ituslået og opbrudt, og fragmenterne samles først til slut, hvor soningen imellem mor og søn udelukkes. Filmen giver ingen forklaringer overfor Kevins ondskab, og som tilskuer frustreres man (på en god måde) af disse manglende fortegn. Der gives glimtvist informationer om den den buldrende tragedie, men aldrig en afsluttende moralisering eller en løftet pegefinger, hvilket befrier filmen fra at blive et pædagogisk studie udi sagesløs ondskab. Filmen efterlader en masse spørgsmål – for hvor kommer ondskaben fra, når familien egentlig viser sig at være ligeså glatpoleret som de hvide vægge i dens kliniske kæmpehus? Er Kevin bare ond, eller er det nærmest telepatiske bånd imellem mor og søn årsag til Kevins klaustrofobi? Kan man overhovedet sammenkæde Kevin og hans psykotiske opførsel med moderen?
Allerede som baby skriger han så meget, at moderen må gå hen til trafikstøjen for at overdøve hans larm – men er det virkelig forårsaget af koliksmerter, eller har drengen en bagvedliggende agenda? Han gør også grin med sine forældres snak, virker underligt fraværende og apatisk, maler sin mors tapet over med en paint-ball pistol. Kevin har igennem sin perfide snilde og klogskab, for længst opdaget sine forældres interne fallit –grænseløst afprøver ha moderen, men behager faderen med sin falske entusiasme, når han intetanende vender hjem fra arbejde. Kevin er en ond som dagen er lang, og hans ondskab får frit løb igennem moderens godmodighed og tyrkertro på hans raskhed.
Derfor kan man sige at Kevin nok har en biologisk splint ondskab med sig fra fødslen, men også mangler den nødvendige opdragelse for at undslippe denne sygelige spiral. Dog er det igen et spørgsmål der ikke besvares i filmen, men som kan gøde mangt en diskussion – filmen efterlader altså en tvetydighed, der sagtens kan dybdeanalyseres på flere planer og stadig ikke rykke ved en sikker forestilling om Kevins tilstand. Men det er helt sikkert at Kevin nok er den mest ondsindede skabning undertegnede længe har mødt på film!

Hvad med Kevin er iscenesat igennem moderens forkomne blikfang: Der leges med farver, håndholdt kamera, forlængede passager og ulækre nærbilleder af ellers daglige gøremål. Den kan til tider nærmest fremstå lidt art faux, hvor konstruktionen forholder sig direkte urealistisk i forhold til instruktør Lynne Ramsays øvrige film. Hendes kunstneriske ouevre ligger sig indenfor stærke, socialrealistiske dramaer fra Englands forslummede ghettoer, men Hvad med Kevin er radikalt anderledes. Den er hyperrealistisk og konceptuel i sin behandling af skolemassakren, hvis centrale scene, udelades til fordel for symbolladne billeder af moderen badende i tomater (aka blod) og Kevins næsten Breivikske opfattelse af sig selv som en slags moderisk ”superstar”.
Kevin er indbegrebet af den radikale stjernepsykopat, hvis motiv kun kan eksistere på baggrund af hans virkelighedsfornægtelse og selvvalgte outsiderposition: Han forklarer at alle er fanget bag skærme, og at dem inde i fjernsynet også ser fjernsyn. Så hvem kigger de alle sammen på? De kigger på ham. Hans sidste og mest ondskabelige gerning er altså måske forårsaget af et behov for at underholde – men Hvad med Kevin er ingen teenage-smasker som Hunger Games. Den er ramme alvor, og filmen sidder plantet i kroppen længe efter du har forladt Kevins meningsløse mørke!

Titel: Hvad med Kevin?
Original Titel: We Need to Talk About Kevin
Premieredato: 12. april 2012
Instruktør: Lynne Ramsay
Skuespillere: Tilda Swinton, John C, Reilly, Ezra Miller
Spilletid: 112 min.
Selskab: BBC FILMS, SF FILM, 2011
Genre: Drama , Gyser
Link: http://www.weneedtotalkaboutkevin.co.uk/


banner
Overskrift Højre Block
Skin
Leave no Trace
Maleficent: Mist...
MANDSKORET
Long Shot
Dronningen
Buñuel i Skildpa...
Fat Front
Edmond
The Vanishing



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...