Skriv en kommentar
Som med alle store klassikere kan man også med Edward Albees mesterværk af et ægteskabsdrama lægge betoningen et nyt sted for hver opsætning og dermed spille det gang på gang lige ind i vor tid.
Sådan forholder det sig også med den debuterende Mike Nichols´ virtuose filmatisering fra 1966 (to år efter stykkets verdenspremiere på Broadway) med stjerneskuespillerne, ægteparret Elizabeth Taylor og Richard Burton, hvor rollespillet ægteparret imellem får sin helt særlige betoning. Filmatiseringen udsendes nu i en gedigen 40 års-jubilæumsudgave på 2 discs.
Udgangspunktet er hver gang det samme; ægteparret Martha (Elizabeth Taylor) og George (Richard Burton) river og flår, nogle gange korporligt men mest med ord, hinanden til blods igennem en meget lang nat. Som vidner og spejle til opgøret er inviteret et par gæster, det unge ægtepar Nick (George Segal) og Honey (Sandy Dennis). Opgøret foregår i ”dannede” kredse, dvs. i et universitetsmiljø, hvor Martha er datter af universitetets rektor og George er historiker ved samme universitet. Det dannede forklarer også det meget veltalende ægtepar.
Først og fremmest er Albees fremragende tekst en eklatant fremvisning af, hvad fastlåste kønsroller kan gøre ved mennesker. Martha giftede sig med George, fordi han så at sige skulle indtage faderens plads både privat og på universitetet, om ikke som rektor så dog som leder af det historiske institut. Marthas tilværelse er helt og holdent afhængig af Georges´ succes og ikke om i hvilket omfang hun har været i stand til at realisere sit eget. Men da George ingen succes har haft, ja så er deres tilværelse slet og ret ikke lykkedes. Tværtimod er de støt og roligt ved at forsumpe sammen, så at sige i skyggen af den mægtige rektor, fra hvis hus de i filmens begyndelse vralter berusede hjem. Og med hensyn til familieliv er det nok så som så, i hvert fald er det tabu for dem at tale om deres søn.
Det er Albees mesterskab, at han så tydeligt udtrykker den fatale binding det fastlåste kønsrollemønster afstedkommer: Hun kan i et væk bebrejde ham hans manglende succes, hans fiasko, hans mangel på mod og handlekraft – men eftersom hun så at sige er ”dømt” til at realisere sig gennem netop ham, bliver hun i ægteskabet. På samme måde med ham; eftersom han som mand netop er den der skal vise mod og handlekraft og arbejde successen hjem, må han ”retfærdigvis” tage hendes bebrejdelser på sig, tage skylden på sig. Ligesom hende kan han ikke skilles fra hende, men er ”dømt” til at realisere netop denne kvindes succes og identitet. Eller er der virkelig kærlighed på spil bag det destruktive ”samliv”?
Hvad der er specielt slående i Mike Nichols´ udgave er den fremhævelse af rollespillet, som selvfølgelig er tilstede i teksten, men som altså her trækkes helt frem fra de første replikker, der handler om hvilken film (!) citatet ”What a dump!” kommer fra (”Beyond the Forest” (-49)), til de afsluttende ord. Først og fremmest var det et scoop i 1966, at lade et af filmverdenens mest berømte ægtepar spille ægtepar i et unikt ægteskabsdrama - og det spiller for den filminteresserede stadig ind, når man ser filmen i dag. Vel er det Albees tekst, men hvor går grænsen mellem de to ægteskaber – ikke mindst set i lyset af at netop Taylors og Burtons ægteskab til stadighed skildredes som stormfuldt i sladderspalterne. Dertil kommer de mange spil/lege der omtales og sættes i gang netop med de betegnelser af ægteparret, fx George´ fatale barndomserindringer som han også skrev til bog, men som aldrig blev udgivet pga. rektor, Marthas fader. Eller forholder det sig overhovedet sådan, er det virkelig erindringer, blev de virkelig til en bog, og forhindrede rektor virkelig dens udgivelse? Svaret blæser i vinden. Og det gør det mange gange denne nat. Vi overværer mao., hvordan to store skuespillere der er gift med hinanden bruger spillet til at punktere håb, drømme og længsler ikke bare mellem de to men mellem alle der ikke tør lade spillet blomstre imellem sig - og så dog netop spiller for fuld udblæsning! Så hvad skal man tro?!
Det ser ud ud som om, med streg under ”som om”, at vi er vidner til fatale lege der så at sige æder livgivende forestillinger og håb op eklatant, for de anvendes konsekvent til angreb på identiteten og samlivet med den anden. Kulminationen er derfor, ikke overraskende, spørgsmålet om barnets eksistens. Men når Richard til slut spørger: ”Who´s afraid of Virginia Woolf?” og Martha svarer: ”I am”, rækker filmen langt udover et opgør med traditionelle kønsroller, med den moderne Virginia Woolf som emanciperende ”skræmmeeksempel”, og kommenterer tværtimod kritisk en moderne tid, hvor frigørelsen netop ligger i, hvad man kan forestille sig og gennemspille, og ikke i faste identiteter og hvordan man plejer at gøre. Det er skræmmende, det er djævelsk, og det er blændende!
Filmens virtuose og intense sort/hvide fotografering står Haskell Wexler for; sammen med skuespillernes virtuose præstationer, gerne i closeups, fremstår dette ikke som filmet teater, men ekspressiv filmkunst af højeste karat.
Af ekstramaterialet skal først og fremmest fremhæves to nyproducerede dokuprogrammer, som man i virkeligheden snildt kunne have gjort til et program. Her skildres fint de spændende produktionsomstændigheder; hvordan en debuterende Mike Nichols blev sat til at instruere to af Hollywoods største stjerne; hvordan filmen med sit saftige sprog så at sige brød den forældede censur (sammen med Antonionis ”Blow Up”); hvilke overvejelser man gjorde sig omkring den sort/hvide fotografering; og ikke mindst om den intense klipning af filmen. I programmerne møder man både Edward Albee, klipperen Sam O´Steens datter, der er særdeles vidende omkring hendes fars arbejde ved klippebordet, producere, filmhistorikere m.fl. Men både instruktør og Elizabeth Taylor glimrer ved deres fravær.
Fremhæves skal også kommentatorsporet til udvalgte scener. Her samtaler instruktøren med en anden mester, Steven Soderbergh og fotografen Haskell Wexler.'
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Bros..
