Skriv en kommentar
Selvom moderne psykologer efterhånden konkurrerer i, hvis kritiske røst skal høres højest, når talen falder på Freuds forældede psykologi, hans næsten fanatiske klyngen sig til barndommens arvæv, hans fuldkommen fikserede fokus på barnestadiets drømme og traumer, er det som om dette efterhånden propagerede Freud-forbud ikke er nået til celluloidstrimlens psykologiske signalementer. Hvem kan overhovedet nævne en film, hvor den martrede hovedpersonen ikke finder den udløsende årsagssammenhæng hertil i barneårenes velforvarede oplevelser …
Endnu en sådan indirekte søgen tilbage til de første leveårs aldrig hensvindende sår ses i det tyske, retorisk spørgende drama - Hvis ikke os, hvem så.
Som dreng oplever Bernward Vesper (August Diehl) at høre faderen skyde hans elskede kat. Den selvsamme aften fortæller den formynderiske faderfigur drengen en sælsomt pædagogisk historie om dyrerigets selvretfærdige hegemoni, om nattergale, der byggede deres reder langt fra jorden, så kattenes skarpe kløer ikke kunne fange dem. Om kattenes faretruende tilstedeværelse, om menneskenes pligt til at vogte sig for disse evigt rugende farer, om de mange opofringer, der er nødvendige i denne naturens kamp mellem det stærke og det svage.
Spol femten år frem i tiden, til 60´ernes selvreflekterende ungdom i Vesttyskland, og Bernward, involveret i et lidenskabeligt forhold med den unge Gudrun Ensslin (Lena Lauzemis), forsøger at definere et bæredygtigt livsgrundlag, han kan bygge sin omtumlede tilværelse på. Draget af det skrevne ord grundlægger han og Gudrun et undergrundsbogforlag, hvis første udgivelse er en kontroversiel publikation af Bernwards fars tidligere nazistisk orienterede arbejde.
Samtidsviserne peger dog på en opfarende opbrudstid, langt væk fra nazismens og fascismens diktatoriske stemningsbilleder. En tid, hvor både Bernward og Gudrun stiller spørgsmålstegn til deres fædres rolle og involvering i Nazitysklands blodige historie. Atmosfæren er nervøs, utilfreds, kogende, og påvirket af denne både politiske og sociale ustabilitet, bryder Bernward og Gudrun med den trykkende konformitet, der omringer dem, og som de bl.a. ser manifesteret i deres forældres passive generation, og tilslutter sig i stedet vestreorienterede forfattere samt mere eller mindre aggressive aktivister.
Hele verden er i udbrud, i opbrud, i opløsning. Det er en global bevægelse, en international aktivisme. Men efterhånden indser Bernward og Gudrun, at selv om de er enige om det endelige mål, er deres respektive idéer om vejen dertil ganske forskellige. Gudrun bliver en proaktiv del af den provoldelige Baader-Meinhof-bande, mens Bernward langsomt bukker under for psykedeliske illusioner og sentimentale erindringer om en skudt kat, han elskede så højt …
Tysklands aldrig afsluttelige opgør med sig selv
Der er åbenbart ingen slutdato på Tysklands ustandselige opgør med sig selv. Bevares, 2. Verdens Krig er da en af de mest gruopvækkende begivenheder i verdenshistorien, og Tyskland spillede en ikke så lille rolle i alle udgydelserne, men her små halvfjerds år senere er Tyskland altså langt fra færdig med at glane i bakspejlets dis og revurdere sine demoraliserende fortidslevn. Også i Hvis ikke os, hvem så går tematikkerne i bakgear og fæstner sig ved fortidens synder. Men i modsætning til mange andre film om det samme emne, magter denne film ikke at gribe rundt om problematikkens egentlige skelet, men roder usikkert rundt i fortidens kiste, smider rundt med alskens fortidsruiner, støver gamle relikvier af uden at synliggøre dem tilstrækkeligt, pudser udlevede efterladenskaber af uden rigtigt at gøre sig begreb om dem, slænger med rester og rudimenter, kaster rundt med ængstelige arvestykker og smertende levninger. Alt sammen uden at danne sig et holistisk billede af de mange brudstykker, der desværre forbliver opspaltede brikker i et aldrig helt samlet puslespil.
Selv om forældre-børn-modellen er opfriskende og langt hen ad vejen virkningsfuld, kommer den ikke til sin fulde ret i denne film, bl.a. fordi relationen mellem Bernward og hans nazistiske fader aldrig bliver etableret tilfredsstillende kraftfuldt, til at man kan forstå og følge sønnens opgørstrang med denne grusomme fortid. Opgøret føles derfor symbolsk og overført, i stedet for konkret og følt. Det er meget ærgerligt, for filmen havde været langt bedre, havde den dvælet længere ved denne problematiske relation. I stedet aner man problematikkerne, men de borer sig aldrig ind i sjælen.
Derudover lider filmen under et beklageligt fravær af et egentligt fokus. Den prøver så ihærdigt både at portrættere Bernwards lod og supplere denne jævnbyrdigt med Gudruns skæbne. Det er forståeligt, eftersom deres veje er så dybt indfiltrede, men filmen lider under dette dobbelttydige perspektiv, da det uheldige resultat bliver, at man aldrig helt lærer nogen af karaktererne ordentligt at kende. Filmen lægger ellers godt ud med at dedikere sig til Bernward, men indgyder pludselig forvirring, da også Gudrun trænger sig på og dermed fraspalter filmens subjektivitet.
Skuespillet er temmelig godt, om end enkelte skuespillere overspiller i ny og næ. Manuskriptet er velskrevet med fine, til tider citatværdige dialoger, men instruktionen virker rodet og dermed en anelse forfejlet. Der er mange indskudte dokumentariske montager fra virkelighedens verden, der forvirrer mere, end de gavner. Dertil føler man nu og da, at man skulle have gravet sine gamle historiebøger frem, inden man så filmen, da der ofte bliver henvist til diverse historiske forhold og figurer i Tyskland, som denne anmelder havde svært ved at følge med i.
Filmen er baseret på virkelighedens personer og begivenheder, og undervejs i filmen kan man næsten ikke tro, at dette virkelig er sket. Og dog. Verden står jo ikke stille. Politiske optøjer er selv i dag naturlige forekomster. Ligesom fundamentalistiske folk er det. Og filosofiske diskussioner om det etiske samfund, de forsvarlige midler, det efterstræbelsesværdige formål. Konkrete bedrifter, der spreder skræk og angst. Og de, der glæder sig over det. Og de, der fælder tårer.
Midt i dette overvældende faktuelle og filmiske virvar gemmer sig en lille historie om en lille kat og en lille dreng. Og denne anmelder er overbevist om, at denne lille historie havde grundlagt en langt stærkere lille film, end nogen opblæste hændelser og storladne skæbnefortællinger har formået at gøre.
