Skriv en kommentar
Lad mig starte med at give jer et godt fif.
En god indikator for, om en film er god eller dårlig.
”Hvor flodkrebsene synger” er en bog, der har slået rekorder for flest uger som nummer 1, på New York Times fiction bestsellerliste.
Der er så, desværre, ingen garanti for at en film, der er baseret på en bog, bliver en succes.
Det er faktisk mere reglen end undtagelsen, at filmen flopper pga. dens manglende tid til at udfolde sig.
Med den skepsis in mente, ser man så traileren til filmen, hvor ingen af skuespillerne, eller instruktøren er kendte personer, der vil/kan trække publikum til biografen.
Derfor prøver produktionsselskabet at sælge filmen via producerens navn, den kendte skuespiller Reese Witherspoon, og på filmens sang-performer, der er Grammy-vinderen Taylor Swift.
De to er stjernerne ifølge traileren.
Jeg må ærligt indrømme at mine forventninger dalede da jeg lurede det.
Det er et gammelt filmtrick, som i de fleste tilfælde indikerer at filmen ikke er det store værd, men heldigvis fejler teorien også ind i mellem.
Filmen handler om den unge, ensomme Kya Clark, spillet af Daisy Edgar-Jones, som ikke lever et helt almindeligt liv ude ved marsken i North Carolina.
Hun har en primitiv tilværelse med en voldelig far, der jager både hendes mor og søskende væk.
En dag forlader han så også Kya, og efterlader hende alene til sig selv i den store verden.
Livets uforudsigelige lussinger tvinger Kya til at vokse op som en ensom analfabet, der klarer til dagen ved at samle/sælge muslinger og være et med naturen, men fremmed for sin egen art.
Hun er ”Marskpigen”, som ingen vil være sammen med, som alle bagtaler, frygter og afskyr.
Men én dreng/fyr, Tate Walker, spillet af Taylor John Smith, føler sig betaget af hende allerede fra start af.
Hun er anderledes, og det gør at han tiltrækkes af hende og vælger at hjælpe hende, blandt andet med at lære hende at læse og åbne op for en ny verden udenfor marsken.
Kya og Tate er på mange måder ens.
De forelsker sig i hinanden, og lover hinanden troskab, på godt og ondt.
Men Tate har også drømme, drømme der gør at han, for en tid, må forlade Kya.
Dage bliver til måneder, og måneder bliver til år og Tate dukker ikke op.
Han har også efterladt hende.
Lige når livet er hårdest møder Kya en ny fyr, Chase Andrews, spillet af Harris Dickinson, der ligesom Tate, viser hende den opmærksomhed som hun altid har efterlyst.
Hun forelsker sig endnu engang og finder lykken igen, men Chase er ikke den samme som Tate.
Er det en god eller dårlig ting?
Det kommer nok ikke som en overraskelse, for nogen, at Tate selvfølgelig dukker op efterfølgende, og fortryder sine handlinger.
Det starter et trekantsdrama, hvor Kya er splittet imellem nutid og fortid.
Da den ene af mændene så tragisk bliver fundet død, er helvede løs.
Intet bliver det samme igen.
Hvad skete der mellem de to fyre og Kya fra det barske marskland?
Var det mord eller var det et uheld?
Det skal retten afgøre.
Det hele lyder rimelig meget, som noget man har set og hørt før ikke også?
Men det er det ikke!
Indrømmet! Jeg tog fejl.
Filmen er meget mere end det jeg har beskrevet, og formår at holde seeren interesseret og fastlåst i løbet af de 125 minutter den varer.
Historien er utrolig godt skruet sammen, hvor den ikke kører en kronologisk tidslinje, men springer i tider.
Tid har altid været noget jeg har været fascineret af, og dér rammer den plet.
Jeg havde svært ved at koge min tekst ned for, at ikke afsløre vigtige detaljer, og det er netop detaljerne man skal være opmærksom på i løbet af hele filmen.
Der bliver kørt på hele følelsesregisteret, og det er uden at det bliver for sukkersødt.
Kærlighed, bedrag, vold, lykke, succes, mord, uskyld, drama, den indeholder alt det og meget mere,
Skuespillerne gør det rigtig godt i deres roller og er overbevisende sympatiske.
Man føler virkelig med marskpigen og kommer til at holde af hende.
Der var nogle ting i historien der var lidt forudsigelige, det trækker lidt ned, men er til at leve med.
Jeg vil ikke gå ind i den evige diskussion om filmen overhoved kan måle sig med bogen.
Jeg har ikke læst bogen og jeg vil nok få diverse bogklubber på nakken hvis jeg påstår filmen er bedre, men jeg kan sige så meget, at filmen er tiden og pengene værd.
Lad os tage et skridt tilbage til titlen.
Hvad var der så dér, hvor flodkrebsene synger?
Der er kun én måde at finde ud af det på, eller faktisk to, tøv ikke, skynd jer!
