Skriv en kommentar
”Hysteria” er en film, der ikke hæver sig over resten af hollywood-komedier, men alligevel er snigende hyggelig og morsom i sin chit-chatbaserede form, sin humoristiske afpilning af borgerskabets dyd og forstokkede seksualmoral.
Vi fortælles at dette er den (grusommeligt) nok sande historie om massageapparatets, vibratorens eller dildoens (kært barn, mange navne) gryende fødsel i et samfund præget af overhysteriske kvinder med den officielle lidelse kaldet ”hysteri”. ”Hysteri” blev plejet igennem en uhyggeligt nærgående medicinsk behandling, en vulvamassage, hvis orgastiske udfald ikke var ligeså kendt af deres distancerede ægtemænd. I victoriatidens London havde kvinden ingen plads andet end i køkkenet og under manden, der hurtigt fik overstået sin penetrære nødvendighed og sikret den videre arv. Sex blev betragtet som en synd, et tabubelagt emne der ikke tjente andet formål end at videreføre sin egen biologi – men den elektroniske dims, den snurrende glædesspreder fik bla. kvinderne seksualitet til at gungre mod ligestillingens første spæde skridt i starten af det 20. århundrede.
”Hysteria” følger den unge, flidsomme doktor, Mortimer Granville (Hugh Dancy), der efter et kort vikariat på et bakteriebefængt hospital ansættes hos Londons førende ekspert i kvindesygdomme, Dr. Dalrymple (Jonathan Pryce). Den i særdeleshed efterspurgte doktor mangler assistance til klinikken, hvis speciale får kvinderne til at flokkes om doktorens særegne metoder – en helt speciel, manuel bækkenbundsmassage, der løsner både klit og korset, men på officiel basis går for at kurere hovedpine, svage nerver og stress. Mortimer bliver hurtigt sat ind i metoden, men bliver samtidig forført af Dr. Dalrymples rapkæftede og idealistiske datter (Maggie Gyllenhal), hvis foretagende hos tyendet i fattighuset ikke just behager faderen, der anklager hende for at lide af hysteri. Da Mortimer bliver afskedet grundet et uheldigt tilfælde, overanstrengelse i hånden, opfinder hans sammen med sin nonchalante sambo, Edmund, en snurrende mekanisme, der hurtigt kommer til at gå som varmt brød med sine varme vibrationer…
”Hysteria” forestår som et konventionelt komedie-drama, men kender sine genrekoder, sin form igennem sine håndfaste dialoger, de søde små vink fra det velspillende hold skuespillere, der undertiden og stædigt forsøger at fastholde den victorianske dydighed og overfladiskhed i sit komiske kammerspil. Maggie Gyllenhal spiller den feministiske datter, den idealistiske kvinde, der ofrer sig for fattigdom og ligestilling for at finde behag og mening i sin egen velstillede tilværelse. Hun har brod og mandhaftighed i sit viltre, men morsomme temperament, og går det ganske godt overfor den tuttenuttede og pertentlige Hugh Dancy, hvis lægeskikkelse gradvist forføres længere og længere væk fra sin egen behagelighed og ned i fattiggårdens pløre. Som læge har han lagt et løfte om at hjælpe alle – men den gamle patriark, Dalrymple, sætter sig som en splint i datterens altruisme.
Det er helt rart at se en film, der tør at tage sin genre alvorligt og fremstille et ømtåleligt historisk kapitel – en film der ikke tager sig selv alvorligt og derfor heller ikke forventer tilskuerens alvor. En letbenet komedie der rent faktisk fungerer grundet emnets saftighed og virkelighed – og som filmen så sandt, men ironisk konkluderer – hvis hysteri virkelig er en lidelse, ville mange kvinder lide af den. En sød-sjov film om kønnet og kampen, om manden og kvinden, om håndens godtgørende kraft – derfor; fire store fingre til ”Hysteria”!
