Skriv en kommentar
Hvad sker der med en überskruk kvinde, når hun må se et liv med barnløshed i øjnene? Det spørgsmål forsøger Anders Morgenthaler at besvare med sin syrede gråtonefortælling I am here, der bliver vist de kommende dage i få biografer landet over.
Selvom Morgenthaler med to spillefilm i ryggen ikke er helt ny i instruktørstolen, var det første gang jeg var vidne til denne mere ”seriøse” udgave af hans arbejde. Men med mit kendskab til den kropsvæskeindsmurte Wulffmorgenthaler-stribe samt hans charmerende og skøre børneprogrammer KatjaKaj & BenteBent og The Nelly Nut Show havde jeg en lille mistanke om, at det nok var en lidt skæv fortælling, jeg skulle ind at se. Deri fik jeg i sandhed ret.
Først det dårlige
Filmen deler mig i to. På den ene side lider den under sin lidt forcerede plotopbygning og sin flade, men sparsomme dialog. At Marias (Kim Basinger) mission i livet er at blive mor kan jeg godt være med på. Men at hun og hendes kæreste efter sigende skulle have været igennem ti år med mislykket graviditet og ikke mindre end otte ufrivillige aborter, det er en overdrivelse, der dræber troværdigheden. Og at kæresten efter de ti helvedesår så nægter at adoptere – det fatter jeg ikke et mug af.
Og fortællingen tumler ud af starthullerne og usandsynlighederne hober sig op, afføder filmens kluntede dialog heller ikke just troværdighed. Der pendles mellem floskler som ”Never trust a junkie” og klodsede ytringer som kærestens hårdhjertede ”We've been trying this for ten years. This is over now. So fuck that !”.
Ordudvekslingerne forekommer mig til tider underligt konstaterende og irreelle, hvilket som konsekvens går hårdt ud over skuespillernes arbejde – i hvert fald i filmens første scener.
...Og så det gode
PÅ den anden side finder jeg Morgenthalers idérigdom og visuelle kreativitet vildt forfriskende! Via sit direktørarbejde på en shippingvirksomhed hører Maria om det omfattende salg af babyer, der finder sted på den tjekkiske grænse. Drevet af en indre stemme fra sit sidste tabte foster, begiver hun sig mod Tjekkiet for at anskaffe sig et af de fortabte børn. Og det bliver vildere endnu: på vejen møder hun en pandaklædt junkie-dværg (Jordan Prentice), der skal hjælpe hende med at opfylde missionen.
Historien skider således hul i genrekonventioner og bevæger sig ubesværet fra drama til roadmovie for til allersidst at ende ud i en rålækker horrorfinale. Og selvom den til tider synes at springe over, hvor gærdet er lavest, blev jeg draget af de vanvittige idéer hele vejen hen til det sidste overraskende punktum.
Den visuelle stil er dog nok filmens største trækplaster. Ned i de grå forretningskontorer, de mølædte motelværelser og de snuskede tjekkiske bordeller dumper det overnaturlige og det finurlige. Sammen med den rå og kantede virkelighed skaber den drømmende subjektivitet en rigtig lækker helhedsoplevelse. Kameraføringen er legende og det vanvittige stilskifte nær filmens slutning giver historien en næsten von Trier-lignende kvalitet.
Det er altid herligt at være vidne til filmprojekter, der således hylder den kreative skabertrang og ikke går så højt op i det der med evindelig pengemageri.
Og penge er bestemt ikke det umiddelbare formål med I am here. Med kun seks visninger på landsplan skal man tage sig gevaldigt sammen, hvis man vil spytte penge i bøssen og nå at fange filmen i biografen. Men det er nu ikke en tåbelig investering, for trods sine svagheder viser Morgenthaler med sin nye film, at det altså ikke kun er Lars von Trier, der kommer med spændende og nyskabende bidrag til den danske filmproduktion.
Filmen bliver vist følgende steder:
6. januar: Aalborg, Biffen
7. januar: Aarhus, Øst for Paradis
12. januar: København, Grand - galla
12. januar: Kolding, Nicolai Biograf og Café
13. januar: Odense, Cafebiografen
14. januar: København, Grand
