Skriv en kommentar
Historien om individet, der tvinges til at vælge mellem følelser og forventninger, er fortalt adskillige gange tidligere. Det samme med historien, om forældre der inspireres og lærer af deres børn. Og igen, historien om lystvækkelse i et etableret menneskes bedøvede tilværelse – også fortalt før.
Faktisk er alle delkomponenter, i den historie der udgør ”I Am Love”, ikke bare fortalt før, men fortalt uendeligt mange gange før.
Den succesfulde Ricchi-familie står overfor en stor omvæltning, da den store patriark Edoardo Snr. vil nyde sit otium, og derfor overdrager sit forretningsimperium til sin søn Tancredi og sit barnebarn Edoardo Jnr. Imellem disse står kvinden Emma, der efter en opvækst i Rusland, immigrerede til Italien, for at blive kone til Tancredi, og senere mor til Edoardo Jnr. og datteren Elizabeth. Tyve år er gået, og selvom Emma spiller rollen som pligtopfyldende kone og medfølende mor til perfektion, er hendes tilværelse passiv og foruden passion. Den eneste del af hendes liv der er lystbetonet, er hendes forhold til mad. Men Emma er ikke den eneste der finder Ricchi-livet mangelfuldt. Sønnen Edo er mere interesseret i at åbne en restaurant med vennen og kokken Antonio, end at videreføre familiens firma, og datteren er flyttet til London for at forfølge fotografdrømmen, og finder der kærligheden, i form af en anden kvinde. Dette åbner Emmas øjne for, at der er en livsvej udenfor Ricchi-dynastiets tradition, og hun indleder en affære med den unge kok Antonia, der får fatale konsekvenser for både Ricchi familien som hele, og Emma personligt.
Til trods for fortællingens konventionelle og klichéfyldte karakter, trækker den på nogle forcer så kraftfulde, at den løftes op og bliver givende for sit publikum.
Tilda Swinton, der spiller den altoverskyggende rolle som Emma, ejer skærmet hvert sekund hun er på. Hendes karakteristiske androgyne skikkelse ændrer fremtoning, fra skrøbelighed til styrke, fra bourgeoisie til bohème. Hun spiller alt med et nervepirrende nærvær.
Billedsiden har en nærmest poetisk passage, hvor samværet mellem den unge Italiener og Swinton vises sløret og lyrisk, med et kamera der fanger selv det mindste spindelvæv mellem kornblomstens knopper. Med føling for konturer og lys, får scenen et på én gang overjordisk og jordnært præg, der sanser sanseligheden som det sjældent før er set.
Ja, historien er fortalt før– men aldrig fremført på denne måde.
Selvom der til tider bruges lettere klodsede virkemidler, som når lyssætningen ligefrem sætter spot på det som seeren skal lægge mærke til i billedet, eller dialogen italesætter det som den burde få seeren til at tænke, formår filmen alligevel at foretaget nytænkende greb. Især i portrættet der dannes af hovedpersonen igennem Swinton, og hendes forhold til sine børn, sin mand, og sin elsker.
”I Am Love” er en film der stoler på sit publikum, og deres evne til selv at forbinde leddene hvormed historien fortælles, men også en film der spænder lidt ben for sig selv i sin fremførelse. Hvilket er en skam, for imellem Swintons geniale spil, og de stilsikre og lækre billeder, rummer filmen så mange muligheder, der desværre aldrig bliver udnyttet til fulde.
