Skriv en kommentar
Prøv at forklare en amerikaner, at du kommer fra et land, der ikke er meget større end deres mindste stat. Prøv så at fortæl dem, at der indenfor det lille lands grænser er en så umådelig stor forskel på sproglige normer, at hvis man fra østkysten af Jylland tager til vestkysten af Jylland kan man risikere ikke at forstå ”en hylende fis”, som det hedder på nudansk. Amerikaneren der måske kunne finde på at besøge os for vor havfruer, monarker og eventyrforfattere går i virkeligheden glip af noget særligt ved Danmark – vort sprog og de fantastiske afvigelser, der findes fra det konstruerede rigsdansk, som de måske taler på Nyhederne.
En særlig gruppe danskere prøver at bilde resten af indbyggerne fra Danmark ind, at det danske sprog er noget særligt dansk. Filmen I Danmark er jeg født beviser hvor vidt forskellige vi danskere i virkeligheden er, og beviser desuden så smukt, at der sagtens kan være plads til flere. Der findes ikke en særlig danskhed andre skal indordne sig under. Ikke en gang sproget er ens selvom det er dansk.. Hvor er det fantastisk at se to aldrende bornholmere tale om gamle dage uden at forstå en lyd af det hele – og det er endda sagt fra en magister i netop dansk.
Peter Klitgaard, der er filmens instruktør, har gjort sig den fabelagtige umage at samle bevis mens tiden er. Der er ingen tvivl om, at globaliseringen og den moderne verden vil udrydde regionalsprogene stille og roligt. Sådan er det. Det kan man begræde eller lade være med. Filmen gør det som sådan ikke, men debattere selvfølgelig problematikken. Og hvad skal en køn pige fra Lemvig-egnen sige, når et fjols siger: ”Du er godt nok kønnere, når du ikke taler”.
I Danmark er jeg født er en lille perle af national (ikke nationalistisk) stolthed. Filmens små dækbilleder er smukt indsamlet af Dan Holmberg og essensen er regionalsprogene. I begyndelsen hører vi Den grimme ælling (som måske kunne henvises til vort sprog), der læses op af alle mulige danskere med dialekt inkl. landets majestæt med hendes old school Bredgade-dialekt (som det hedder på nudansk). Dernæst underholdes vi med alle mulige anekdoter, sange, diskussioner, historier på alt fra vestligst vendelbomål over vestfynsk syd for stødgrænsen og Østermarie-bornholmsk til amagerkansk til en afart af nordsjællandsk, jeg ikke anede eksisterede. Ind i mellem har vores dronning fået plads til at gøre sig nogle overvejelser over det danske sprog og filmen er i det hele taget og heldigvis blottet for akademiske forklaringer, hvorfor filmen også blot fortæller sig selv i et roligt tempo, hvor man næsten forstår alt. Lykkeligt vis er filmen ikke tekstet, og det er netop også essensen i dens holdning, at vi netop ikke er ens – og at der er plads til mange alsidigheder i vores land, og folk der ikke har dansk som modersmål.
Filmens dokumentariske og historiske funktion kan ikke overses. Kulturministeriet bør straks købe en kopi og bevare den under de mest hensigtsmæssige forhold. Regionalsprogene vil gå tabt, men heldigvis har vi nu denne film som bevis for en tid, der var engang. En lille mangel er måske lidt mere nuanceret østjysk. Vi møder kun en østjyde, men tro mig, man taler meget forskelligt i Vejle Amt i forhold til fx Djursland. Men er sjælden stille filologiperle, hvis kulturelle værdi ikke kan undervurderes. 5 stjerner
