Skriv en kommentar
Psykologen Lisbeth (Signe Egholm Olsen) har et forskningsprojekt kørende på den lukkede sindssygeanstalt Katrinebæk, men da en dreng (Frederik Johansen) under projektet prøver at begå selvmord, og forklarer at det er Guds vilje, løber det løbsk for hende. Hun kontakter præsten Helen (Sofie Gråbøl), der i projektets sidste døgn skal prøve både at afdække drengens fortid og forstå projektets egentlig mål og metoder.
Det helt enkle
Handlingen fremstår meget enkel, hvor tilskueren nærmest aldrig vildledes til at digte fejlagtigt videre på de huller i fortiden, der efterhånden fyldes ud. Drengens fortid (og dermed det meste af filmen) fortælles i korte flashbacks, og det er der igennem, at man skal forstå drengens (0307’s) motiver for at slå et uskyldigt ægtepar ihjel. Helen er sammen med tilskueren på en kortvarig, men hidsig jagt efter sandheden om og grunden til drengens sindslidelse og aggressive adfærd. Det forklares aldrig hvorfor det lige præcis er hende der burde kunne knække drengen udover, at det er fordi, hun er præst og dermed burde have en større forståelse for den proces, drengen går igennem. Sofie Gråbøl er ikke særligt overbevisende som præst, men det føles meget naturligt at følge hende i hendes afdækning af hvad der sker på institutionen Katrinebæk. Hun går ekstremt ihærdigt til opgaven næsten som en amatør-psykolog - eller som en sweaterbærende efterforsker.
En omvendt Penkowa
Tilskueren bliver lige så ivrig som Helen til at forstå, hvad der er ledt til drengens adfærd. For af alle på anstalten, er han den mest interessante, da han intet siger. De fleste andre indsatte virker sindssyge, fordi de i bund og grund er skøre, mens drengen virker som om, han gemmer på noget underliggende uhyggeligt. I rollen som drengen, eller 0307 som er hans nummer på Katrinebæk, ses Frederik Johansen, der ikke er helt ny foran kameraet, men i alle fald viser her, hvilket talent han virkelig er. Det er dog sjovest at se Signe Egeholm Olsen som den hysteriske forsker, der nærmest som en omvendt Penkowa, vil gøre alt for at få ægte resultater, koste hvad det vil - og så alligevel ikke.
Velovervejet tænkepause
Søren Kragh-Jacobsen er som instruktør, kendt for at holde nogle års pause mellem hans film, og det har i dette tilfælde højst sandsynligvis betalt sig. Manuskriptet er baseret på teaterstykket I Lodjurets Timma af Per Olov Enquist, som Jonas T. Bengtsson og Tobias Lindholm har oversat til et filmmanuskript. Uden at vide alt for meget om teaterstykket, kan man dog tydeligt mærke Lindholms stærke fortællestil, der er blevet fint understøttet af Kragh-Jacobsens gammeldags men solide filmiske fortællegreb. Der er ikke en finger at sætte på hvordan kameraet er sat eller lyden er brugt, hvilket er uovertruffent. I Lossens Time er en film, der i kølvandet på Kapringen, Submarino, osv. følger trop som en af de bedre danske socialrealistiske dramaer med et filmisk overskud, der gerne måtte ses oftere i de danske biografer.
