Skriv en kommentar
Hans værker har nærmest for status som noget af mytologisk karakter, det har været bandlyst at hæfte dem til diverse film, så med denne er der sket et bemærkelses værdigt skred.
I stedet for bare at fylde på imaget af Bob Dylan, er filmen blevet konstrueret, som en slags amerikansk stemme, hvor seks Bob Dylan´er indtræder forskellige scener.
På fabulerende vis går turen igennem Dylan´s omskiftelige liv, via en 11 årig sort dreng Woody Guthrie (Marcus Carl Franklin), som er en helt bogstavelig reference til den unge Dylan, der forsøgte at lyve om sit jødiske middelklasse ophav. Woody er en landevejsbaron, plaget af kærlighedens sorger, sprut osv., med den unge alder til trods, lever han fra hånden til munden som troubadour, og før at komplicere tingene yderligere, opsøger han den rigtige Woody Guthrie (hvid og stærkt sygdomssvækket) på et hospital.
En anden look a like Dylan, kalder sig selv for Arthur Rimbaud (fransk digter) og er under afhøring for at skulle stå til regnskab og forklarelse for sine lyriske eskapader. Muligvis en McCarthy heksejagt der tog sin begyndelsen af 50´erne imod alt uamerikansk virksomhed.
Jack (Christian Bale) afbilder den unge lettere sky protest sanger, der modsætningsfuldt havde en oprører i sig der til hver en tid fortrængte den indadvendte person.
Dylan karakteren Jude (Cate Blanchett), er den af alle figurer der har størst fysiske lighedspunkter, med sit androgyne og amfetaminpåvirkede fremfærd, var Dylan uden at være Dylan, i hans Blonde On Blonde”W periode, fra midten af 60´erne. Det var også her hans smed den akustiske guitar under en live koncert på Newport Folk festival i 1965, med en elektrisk opstrenget. Det var dengang folk genrens grand old man Pete Seeger, ledte efter og fandt en økse for at hugge el-kablerne midt over.
Den mest distanceret Dylan figur, kvindebedåren Robbie (Heath Ledger) forelsker sig en den unge franske Claire (Charlotte Gainsbourg), de danner hurtigt par, lever boheme livet i Greenwich Village, får børn, han elskerinde, og den mindst flatterende Dylan imitation, er en skildring over Dylans eget brud med Sara Lowndes, og som også skildre sine kærligheds kvaler i albummene ”The Freewheelin´” og ”Blood On The Tracks”.
Den sidste Bob Dylan, Billy (Richard Gere), som den fredsløse Billy The Kid, er denne Billy blevet aldrene lever et roligt og adstadigt liv i skoven, i modsætning til den virkelige legende der faldt som 21-årig for en af sherif Pat Garretts kugler. Her møder han igen sin nemesis, en Pat Garrett der vil bygge en seks sporet hovedvej.
Todd Haynes (”Far From Heaven”, ”Velvet Goldmine” m.fl.) har med sit katalog allerede cementeret sin plads blandt de alternative stjerne instruktører.
Han gør et genialt kup ved at lade Cate Blanchett være en af fortolkerne til denne berømte folklore. Hun vandt for denne præstation prisen for bedste kvindelig hovedrolle på dette års Venedig Film Festival.
En anden af filmens genialiteter er at Bob Dylans navn ikke bliver nævnt en eneste gang, alligevel er hans tilstede værelse så tydelig og klar.
Todd Haynes inspiration til denne film, ligger i hans vurdering af at Dylan har været en af musikhistoriens største banebrydere, og hans enestående evne til komponere. Det siges at han skrev teksten til en hel sang under en taxa tur i New York.
Filmen er en lang rejse, og kræver en del indblik i Dylans liv for virkelig at kunne sprudle, ellers kan den hurtig akkumulere en gabende oplevelse for sit publikum.
