Skriv en kommentar
Det ukendte Georgien
Det er yderst prisværdigt, at filmimportør Reel Pictures har gjort det muligt, at vi kan få et indblik i livets hverdag i det fjerntliggende land, Georgien, i filmen I morgen danser vi, hvor vi møder en sensitiv ung danser Merab (Levan Gelbakhiani). Han arbejder på en café, og her møder livets barske vilkår med slåskampe og stoffer – men mere mangfoldigt, da han også står forrest til mulig optagelse i den georgiske nationalballet, hvor han har øvet med stor styrke og i familiens stolthed – i håb om, at han kan blive udvalgt som ledende danser og leve af det – men han er oppe mod en balletleder, som har rynker i panden og hele tiden siger: Forfra.
Vi følger hans engagement hjemme, hvor det ikke er pænt at tage mad med hjem og hans indkøb af kartofler i mørket, som moderen slet ikke synes om, men nu får han i balletten følge af en ny danser, Irakli (Bachi Valishvili), som han skal konkurrere med om pladsen i statsballetten, da Zaza er smidt ud efter et seksuelt forhold til en mand i Yeravan, Armenien, og nu arbejder som trækkerdreng.
Men han bliver også seksuelt tiltrukket af den mere sikre danser med smidigere kropsbevægelser – og på et weekendophold ved Batumi bliver kærligheden gengældt, og de indleder i al hemmelighed et kæresteforhold – og vi ser nu en glad og smilende Merab dansende gennem byens spirituelle hverdage, og han optræder lidt morsomt iført stor hvid bjørneskindshue for at ville gøre indtryk på kæreste og rival.
Den svære øvelse
Vi følger hans kamp mod toppen, og da han må vise mere og mere overvurderer han egne evner, og falder forkert i en pirouette, som han skal udføre og må iføre stramt bind og et håb fra alle truppens dansere. Men balletlederen er kritisk over for hans feminine håndbevægelse: den ødelægger vores nationalfølelse.
Filmen fanger mig slet ikke, da der er alt for mange klicheer med kraftudtryk som: Bøsserøv. Mandehørmen i brusebadet. m.m. – det havde været nærværende at se den smukke hovedstad Tbilisi om dagen og ikke kun nattelivet i skumle afkroge – og der kunne have været fortalt en flot ny fortælling. Men det er selvfølgelig vigtigt, at den forbudte seksualitet mellem mænd bliver fortalt i lande, hvor Merab er med til at bryde normen, og filmen har en ikke firkantet afslutning.
Men filmen har slet ikke det oprør, jeg i 1987 så fra en anden georgisk (Sovjetunionen) film, Anger, Tengiz Abuladze hvor det sovjetiske folk fik mulighed for at se den symbolske Varlams oprør mod kirken og diktatorer som metaforer for magtliderlighed i 2½ time med gribende og langsomme scener. Hjerteknugende og forfærdende hverdagsrealisme.
Gid den kunne vises igen?
I morgen danser vihar for meget mørke og for lidt lys.
