Skriv en kommentar
Pierre (Stanislas Merhar) og Manon (Clotilde Courau) laver dokumentarfilm, og klarer lige akkurat at holde snuden økonomisk oven vande, ved at tage forskellige småjobs ved siden af. Ved første blik er de et forelsket par, der har det godt sammen. Men under overfladen lurer kedsomhed, ensomhed og desperation. Da Pierre en dag møder den unge Elisabeth (Lena Paugam), betages han og indleder et forhold til hende. Han har dog ingen planer om at forlade Manon, og ser ingen grund til det. Men så opdager Elisabeth, at Manon også har en elsker, og situationen bliver pludselig kompliceret. Alles moral blotlægges, følelserne er i frit opbrud og forholdene knager nu på kryds og tværs.
Det er prisbelønnede Philippe Garrel som har instrueret I skyggen af kvinder, der er blevet udtaget til både Cannes og Toronto filmfestivaler.
Den er vist i et sort/hvid format, med periodevis håndholdt kamera, der får den til at fremstå som ”ægte” optagelser. Scenerne er lange med få klip, og fokus er på personerne og deres ansigter. Der er ikke meget bevægelse, og en voice-over fortæller, opsummerer og forklarer Pierres tanker og handlegrunde, og hvad vi ellers har brug for at vide om deres forhold. Man får følelsen af at være publikum til en dokumentarfilm, som Pierre og Manon selv kunne have lavet.
Detaljerne er tydeliggjort og fortæller effektivt hvad ord ikke formår. Under et skænderi ser vi den lukkede Pierre sitre og ryste synligt, så vi ikke er i tvivl om hans voldsomme og indelukkede følelser. Det virker effektivt til at skabe en troværdig stemning.
Dialogen er god, selv når den er tavs i Pierres mangel på at udtrykke sig. Den viser tydeligt hvordan hverdagen misforståelser kan opstå, når de taler helt ved siden af hinanden, uden at opdage det, og vi ser som publikum en slags parallelle samtaler eller monologer, der er med til underbygge forviklingerne. Det er godt, og det er skuespillet også.
Clotilde Courau (kendt fra spurven) der spiller Manon, er karaktermæssigt filmens lyspunkt. Hun sprudler og smiler, og giver frit løb for følelserne. Da hendes bekymrede mor spørger hende hvad der skal ske med uddannelsen, når hun hjælper Pierre med hans film, svarer hun kækt med et stort smil, at han jo har talent, og ”er der noget bedre end at lave film med den man elsker?”
Som Manons modvægt er Pierre, der spilles af Stanislas Merhar. Hele hans kropssprog når han ligger henslængt på sofaen og ikke reagerer når hun inderligt beder ham komme med ud en aften, er overbevisende. Det er hans lidende ansigtsudtryk hver gang nogen kræver noget af ham, og hans indestængte vrede der viser sig ved sitren i ansigtet, også. Det gør karakteren rigtig god, og til et gennemført øretæveindbydende dumt svin. Man kan undre sig over hvad de to kvinder ser i ham, da han i deres skygge, også kommer til at skygge for dem og deres udvikling.
Særligt Elisabeth, der spilles af Lena Paugam, bliver i til en skygge som den forsmåede og forelskede elskerinde, der sætter alt til side for Pierre, som hun forguder i en grad, så jalousien sender hende ud og spionere, gemt i en naboport med dækket ansigt, så hun ikke bliver genkendt. Hendes ensomme smerte kommer til udtryk, når hun alene sidder på sit lejede værelse og prikker med en gaffel i en gang kopnudler, med trist ansigt og langsomme bevægelser.
I skyggen af kvinder er en ret kort film, der giver et noget banalt kig ind i et pars forviklede forhold og de løgne, der opstår i kølvandet på forviklingerne. Det handler om at falde fra hinanden, og falde sammen igen, i dobbeltmoral, kærlighed og tilgivelse, eller mangel på samme. Men det er en interessant film, og særlig detaljerne og dialogen, gør den til en god oplevelse.
