Skriv en kommentar
Det første vi lærer i livet er at gå – og det sidste. I Jørgen Leths selvbiografiske dokumentar I walk skildrer han sammen med sin søn Asger Leth sin egen proces med at lære at gå efter jordskælvet i Haiti i 2010. Jørgen Leth havde sin bopæl i Haiti fra 1991 til 2010, hvor jordskælvet lagde hans hus i ruiner og han måtte flygte og efterlade alt undtagen sin bærbare computer med filmoptagelser. Den voldsomme oplevelse havde den virkning på den nu 83-årige poet og filmmand, at han fik svært ved at gå.
’Den ene fod foran den anden. Man skal være bevidst om at løfte fødderne. Altså løfte fødderne, fordi der er nogle fliser, der rager op. Det har jeg aldrig tænkt på før’, siger Leth i filmen med sin karakteristiske dvælende vægt på hvert enkelt ord, mens der klippes mellem ham selv ude i venstre side af framen i et stiliseret hvidt univers, ham selv på scenen i Det Kongelige Teater og den brune ’tyktflydende flod’ i Laos, hvor mange af optagelserne er hentet.
Den langsomhed, hvormed Leth nu bevæger sig gennem tilværelsen, kendetegner også selve filmen, som med kameraet afsøger det ældede ansigt, det lidt forvirrede blik, der indimellem lyser op i smil og begejstring, og fødderne, naturligvis, som usikkert bevæger sig fremad iført forskellige ungdommelige sko og strømper som et modsvar til den alder, der umiskendeligt præger den let foroverbøjede skikkelse.
Men hvorfor skal vi egentlig sidde i halvanden time og se på Jørgen Leths halvkvædede overvejelser og hans gangøvelser, hans telefonoptagelser af sig selv om natten, når han ikke kan sove og hans irritation over dette og hint?
Tja…det er et godt spørgsmål. Det interessante ved I walk er egentlig ikke Jørgen Leth, men mere formen, Tómas Gislasons eksperimenterende billeder og klipning, som vi kender fra andre af hans film, den måde, han sammen med Jacob Thuesen får fortalt en mere universel historie om den uønskede aldring med udgangspunkt i en gammel mand og krukket kunstner, der insisterer på sin scene og trods alt igen får skabt et kunstprojekt, som giver en eller anden form for mening – en rød indramning af et stykke regnskov.
På denne måde har Jørgen Leth præget sin tid med sine mange værker, herunder journalistik, digte, hvoraf nogle er citeret i filmen, selvbiografiske romaner og mere end 40 dokumentar- og kortfilm. Han har sat sin umiskendelige eksperimenterende signatur på alt, hvad han har medvirket i, og også denne dokumentar er i hans eftertænksomme, sanselige og eksperimenterende stil, hvilket understreges af hans egne replikker, der indimellem har karakter af oplæsning og gentagelser fra hans eget digtunivers.
Filmens fortælling ligger i billederne, den fine afbildning af en skrøbelig og lidt hjælpeløs mand, som først træder i karakter, når han er på hjemmebane i kunstens univers, som den skabende kraft, han også er. Ved hjælp af mixet mellem dokumentarklip fra hans tid som cykelkommentator, af hans danske cykelhelt Ole Ritter, af droneoptagelser af regnskoven, som han drages af for dens ’kaos’, mørke og uigennemtrængelighed (’En jungle er det mest koncentrerede kaos, der findes’, siger han) samt de mange pov-skud kommer vi ind i hovedet på Jørgen Leth og mærker hans kamp for at lære at gå igen, for ikke at give op, for at insistere på sin plads i livet.
I walk er blevet til et værk, et kunstværk og også et kunstigt værk , en selviscenesat kollage af billeder om et liv, som kan nydes i sig selv og som giver et indblik i en dansk kulturpersonligheds kamp mod (for)faldet.
