Skriv en kommentar
Den forældreløse Anna er vokset op på et katolsk børnehjem og er, når vi møder hende, blevet novice i et kloster. Som 18-årig skal hun aflægge løfte som nonne, men inden hun kan aflægge løftet, beder klosterets abbedisse hende om at opsøge sit eneste levende familiemedlem.
Anne tager afsted, og indvies i mødet med sin nyfundne moster i en familiehemmelighed. Anna heder i virkeligheden Ida og er født jøde. Hendes forældre blev dræbt under krigen, og sammen begiver mosteren og Ida sig ud for at søge efter sandheden om hvad der skete.
IDA er en meget stærk og tænksom film, der stiller store og vedkommende spørgsmål. Den foregår i 1960’ernes Polen, hvor krigen har sat sine spor, og efterladt tydelige ar. Stemningen er alvorlig, men selvom det er store følelser, bliver det ikke sentimentalt. Der er noget fuldendt og stilbevidst over filmen, som giver den en kant af ætsende realisme.
Filmen er sort/hvid og billedformatet er næsten kvadratisk. Det er overraskende virkningsfuld og de digitale sort/hvide billeder er både meget kunstneriske og smukke.
Historien er lineær og enkel, og den prisvindende instruktør Pawel Pawlikowski, der har instrueret filmen, formår at gøre et svært og kontroversielt emne tilgængeligt, uden at lade det drukne i bombastiske følelser.
Dialogen er sparsom, der er kun få karakterer, og lydspor og musik er begrænset til et minimum. Det både forstærker og udtrykker følelserne i filmen, og de to primære hovedroller, Ida (Agata Trzebuchowska) og mosteren Wanda Gruz (Agata Kuleza) får plads til at udfolde sig. Skuespillet er imponerende og stærkt med afdæmpede reaktioner, der udtrykkes i enkelte sætninger og bevægelser.
Ida og mosteren er et umage makkerpar. Wanda er en kæderygende og frigjort dommer, der i tiden under krigens afslutning var berygtet som Red Wanda for at dømme krigsforbrydere hårdt. Hun drikker for meget, og står som stærk kontrast til novicen Ida. De giver hinanden godt modspil på rejsen tilbage i tiden, og begge karakterer forbliver troværdige.
Samlet er det en imponerende, stærk og meget smuk film. Det er en rejse der handler om at slutte fred med fortiden, så man kan finde ro i nutiden. Det er kunstnerisk og vedkommende, og det er en film der, hvis du giver den lov, vil følge med dig ud af biografen, fyldt med tanker om uafdækkede hemmeligheder.
