Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
En sort/hvid film fra Polen, som handler om en nonne? Nej, tak siger mange sikkert med det samme. Men trods denne præmis skal man ikke lade sig skræmme, for denne film er meget tæt på et mesterværk, som alle bør se. Ida er ikke en film, man bliver i godt humør af, men kommer derimod til at tænke også flere dage efter.
Filmen foregår i 1962. Den forældreløse Ida (Agata Trzebuchowska) bor i kloster og inden hun skal afgive sit løfte beder abbedissen hende om at opsøge sin moster, som på trods af utallige henvendelser fra klostret, aldrig har svaret eller vist nogen interesse for sin niece. Ida tager sin kuffert i hånden, med sit tørklæde om hovedet og opsøger mosteren. Der går ikke lang tid før hele Idas verden bliver rystet. ” Så du er en jødisk nonne,” siger moster Wanda (Agata Kulesza), som viser sig at være en deprimeret alkoholiseret dommer, som absolut ikke ønsker at hænge på søsterens datter.
Ida hedder i virkeligheden Ida Lebenstein, hendes forældre blev dræbt under krigen og dem, der dræbte dem bor i dag i deres hus. Her er filmens præmis og man sidder med en masse spørgsmål. Hvad skete der med forældrene, hvorfor er Ida stadig i live og hvorfor er hun endt i et nonnekloster, når hun er jøde? Filmen udvikler sig til en slags roadmovie, hvor Ida og Wanda rejser tilbage til Idas hjemegn, hvor de finder sandheden omkring forældrenes død, grusom som den er. Undervejs oplever Ida også at snuse lidt til en spirende forelskelse og må derefter tage en beslutning. Vil hun tage imod sit nye liv, eller tage tilbage til det sikre liv i det kloster, hun er vokset op i?
Modsætningsforholdet mellem Wanda, den promiskuøse deprimerede dommer og Ida, den kyske ærbare nonne, som aldrig har oplevet den virkelige verden fungerer godt. Selvom de store kontraster kunne virke som en kliché er disse kontraster velbalancerede og fascinerende og man forstår hvorfor Wanda ikke har hentet Ida i klosteret.
Ida er en smuk film, ikke bare filmisk, men i sin fortælleform og historie. At den er i sort/hvid giver den intensitet og troværdighed. Den vandt en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film, og selv uden at have set alle de andre, kan jeg ikke forestille mig, at der fandtes bedre film i 2014.
Historien er på en måde enkel, den lader seeren observere igennem Idas nye syn på verden. Den dømmer ikke, men lader os selv drage konklusioner. Vi oplever en nærhed, som bliver understreget af den blide underlægningsmusik og de sort/hvide nuancer. Selvom filmen er kort, mangler der intet. Slutningen er perfekt og man sidder tilbage med spørgsmål, men man kommer med svarene, når man i hovedet gennemgår filmen igen.
Filmen rører en på flere niveauer og man glemmer den ikke – for den sidder stadig i kroppen meget længe.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Mis. Label.
