Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Er en film om at leve i nuet
Inden for få minutter er vi sporet ind på handlingen…
Sted: London
Begivenhed: snarlig afsked
Hovedpersonerne: Samantha Andrews (Jennifer Love Hewitt) og Ian Wyndham (Paul Nicholls) er halvpåklædte.
Så er banen kridtet op til en gang soap. Det store spørgsmål er, om den bibringer noget nyt eller om den bare er et ekko.
Det er ikke ren idyl imellem Samantha og Ian. Hun skal rejse bort et par uger og vil gerne have ham med, men han er tilbageholdende. Samantha vil også gerne, at han skal møde hendes mor. Samanthas er musiker og skal holde eksamenskoncert, men det har Ian glemt. Lider han af hukommelsessvigt, eller er han bare spændt på sin kommende salgstale, han skal holde? I denne (korte) periode gives ikke et svar. Han får dog holdt sin salgstale, og umiddelbart inden fokuseres på hans ødelagte ur, som man fornemmer, får betydning for filmen. På en efterfølgende taxa-tur anes igen lidt mystik, idet musikken ændrer karakter. Chaufføren og Ian ender da også med at holde en terapeutisk samtale om Ians kærlighedsliv. Efter koncerten spiser Ian og Samantha middag og forholdet diskuteres. I stedet for nærvær skabes der afstand, og hun forlader spisestedet. En taxa prajes, og chaufføren er den samme som tidligere. Lidt nede af vejen påkøres taxaen, og Ian står alene tilbage.
I savnet af Samantha gennemgår Ian hendes ting og læser lidt i hendes dagbog. Han falder grædende i søvn med dagbogen. Næste morgen vågner han med et sæt af Samanthas stemme. Hun lever, og han er forvirret, især da dagen begynder at ligne dagen før. De samme episoder (og navne) optræder, men det er alligevel ikke helt det samme. Har Ian realistiske forudanelser eller var dagen før bare en drøm. Uanset hvad det var/er, kan han så forhindre ulykken?
Det er nærmest et tv hold, der er samlet på denne film. Instruktøren Gil Junger er kendt for tv-serien Et Umage Par, og både Jennifer Love Hewitt og Paul Nicholls har slået deres folder i diverse serier. Deres fornemmelse for romantik er synlig, og de spiller begge med et glimt i øjet, men manuskriptet er helt klart filmens akilleshæl. Temaet er så udvandet, at det som minimum bør indeholde nogle (uventede) twists, så filmen ikke blot er gammel vin i nye flasker. Og nu vi er ved vin-billedet, så synes jeg, at If Only smager meget af Sliding Doors. In Only er blot en anelse mere tør! På trods af at filmen er hensat til London/England, som ellers er kendt for deres humoristiske sans, så er der ikke meget at grine af i denne film. Ikke at der nødvendigvis skal grines i denne genre, men afsenderen har selv angivet filmen som en romantisk komedie. Romantik er der rigeligt af, men komedie er lidt af en tilsnigelse. Min sindsstemning er stort set uændret i løbet af hele filmen på trods af filmens ulykkelige hændelse, hvilket må betyde, at jeg ikke er helt på bølgelængde med karaktererne. Jeg er hverken oppe i det røde felt af henrykkelse, ej heller ved at falde i søvn af kedsomhed, ej heller ved at gå til at gråd.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
