Skriv en kommentar
Handlingen i den græske digter Homers Iliaden udspiller sig sandsynligvis omkring år 1200 før vor tidsregning. Her udkæmper græske konger en krig mod byen Troja om den skønne Helene. Prins Paris fra Troja har forført og bortført Helene under påskud af et venskabsvisit hos hendes gemal, den græske kong Menelaos. Denne skam vil grækerne ikke have siddende på sig, så i ni år belejrer de Troja. I Iliaden beskrives kun et lille udsnit af krigen, nemlig da den græske helt Achilleus melder sig ud af krigen, fordi overkongen Agamemnon har inddraget hans krigsbytte, pigen Briseis. Achiulleus sidder tilbage ved skibene tudende og surmulende. Hektor, der er trojanernes største kriger, søn af kong Priamos og bror til Paris, dræber Achilleus' bedste ven Patroklos. Dette bringer atter Achilleus på banen, og han dræber Hektor. Fortællingen ender med, at gamle kong Priamos får sønnens lig tilbage, fordi Achilleus ynkes over ham.
Den danske forfatter Bent Haller har begået en gendigtning af Homers ældgamle og episke digt Iliaden. Det er der desværre ikke kommet noget godt ud af. Lad mig starte med at slå fast, at jeg generelt er imod gendigtninger af klassiske værker. De har en tendens til at forfladige og forsimple den originale tekst i en sådan grad, at det udhuler og formindsker værkets kvaliteter. Når det så er sagt, så kan jeg godt forstå, at et værk som Iliaden kan kalde på en prosagendigtning som supplement til Otto Steen Dues fortræffelige nye danske oversættelse fra 1999. Iliadens handlingsforløb strækker sig omtrent over de sidste 5o dage af den over 9 år lange trojanske krig. Den gør brug af et ENORMT persongalleri spændende fra guder over skønne kvinder til tragiske krigere. Dertil kommer, at originalversionen er på vers og ret kompliceret rent sprogligt. Man er nødt til at arbejde en del med teksten for at forstå den, men til gengæld får man så virkelig udbytte af teksten. En prosagendigtning kan således anvendes til at danne sig et overblik over hændelsesforløbet og de forskellige involverede karakterer.
MEN når det så er sagt, så lever Bent Hallers udgave ikke op til, hvad man med rimelighed kan stille af mindste krav til en sådan udgivelse. For det første insisterer han på at stave hovedpersonens navn forkert gennem hele bogen. Det er muligvis en detalje, men det understreger meget godt Bent Hallers manglende forståelse for originalværket. Væk er ethvert anstrøg af det, der efter undertegnedes mening, er historiens kerne nemlig den voldsomme og irrationelle vrede og hævngerrighed. Den ender ganske vist i Homers Iliaden med en slags forsoning og fred. Haller har i stedet valgt at lægge vægt på volden, svulstigheden og sexen i historien – og disse elementer findes skam i Iliaden, men de er udformet i et smukt og lyrisk sprog, der tager brodden af de ”anstødelige” handlinger. Det gør Hallers svulstige og til tider kluntede sprog i den grad IKKE! Historien fremtræder i Hallers udgave som ufokuseret og gentagende, og lidt efter lidt mistede man i hvert fald lysten til at læse videre.
”Hun tog om hans manddom og gjorde den stiv og dirrende igen. Hun førte den op i sig og hun vidste ikke hun gjorde det, hun genkendte ikke denne ophidsede og liderlige stønnen der kom ud mellem hendes læber.(…) Nu tog hun ham i sin mund, nu slugte hun ham, hun sugede ham tom, ham som hun afskyede af et ærligt hjerte (…)”
Bent Hallers største forbrydelse er imidlertid, at han ikke nøjes med at gendigte Homers Iliaden, men i stedet vælger at digte videre på værket. Krigslisten omkring den trojanske hest og Trojas deraf følgende fald forekommer ikke i Homers oprindelige værk og det nævnes forsvindende kort i Odysseen. Men det er helt klart en del af den græske mytologi, nedskrevet andetsteds. Læseren bliver ikke af forfatteren gjort opmærksom på, at det altså ikke er med i den oprindelige Iliaden. Dette er simpelthen en nødvendighed og kunne nemt være gjort i en note eller i et eventuelt forord.
Mads Stages illustrationer gør heller ikke meget for bogen, og deres underspillethed og nærmest skitseagtige karakter passer i hvert fald ikke til værkets bombastiske og saftige natur.
På sin vis kan man sige, at Bent Hallers Iliaden litterært gør det samme som filmen Troja gør filmisk i forhold til Homers oprindelige digt. Men filmen lægger ikke skjul på, at den tager sig endog store kunstneriske friheder i forhold til kilden. Det gør Bent Haller derimod, og det er utilgiveligt. Wolfgang Petersen vælger at give sin film en helt anden titel end Homers oprindelige værk, hvor Bent Haller føjer spot til skade ved at benytte den oprindelige titel på sit eget værk, som i sagens natur ikke er Iliaden!
I stedet for at gå i kast med Bent Hallers udgave, kan jeg anbefale Otto Steen Dues flotte nyoversættelse af Homers Iliaden fra 1999. Føler man, at man ikke helt er klar til de svære vers, kan man i stedet med fordel kaste sig over Wolfgang Petersens film Troja, der udmærker sig ved at være lige så ”kulørt” som Bent Hallers bog, men langt mindre tidskrævende! Man kan også med fordel læse Otto Gelsteds gendigtning af Iliaden fra 1955, som på alle punkter er Bent Hallers overlegen.
Bogen er venligst stillet til rådighed af Aschehoug.
