Overskrift konkurrence


Standard facebook

Seneste artikler
Game Of Thrones ...
Støt Cinemaonline
Filmquiz I Valby...
Første Smugkig F...
Den Oscar-Vinden...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Midsommar
Midsommar billede

Sorry We Missed You
Løvernes Konge


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Biograf anmeldelse

Illusionisten

7. april 2011 af Kasper Sølvsten

2 stjerner Skriv en kommentar

Illusionisten billede

Et originalt manuskript af Jacques Tati i hænderne på instruktøren af ”Trillingerne fra Belleville” lyder som en lovende kombination. Men der er ikke mange hvide kaniner i hatten på ”Illusionisten”.

I flere årtier var Jacques Tati én af fransk films skarpeste satirikere, og hans film var på én gang humoristiske, legende lette og fulde af essentiel alvor. I film som ”Festlige feriedage”, ”Traffic” og ikke mindst mesterværket ”Playtime” udstillede og debatterede Tati samtiden, og gennem sit alter ego, den kejtede monsieur Hulot, formåede han at afvæbne tilskueren og få ham til at se på verden med lidt andre øjne og måske tilmed overveje, om det moderne samfunds fortræffeligheder nu også er så fortræffelige endda.

I Sylvain Chomets - i øvrigt vanvittig smukt - animerede fortolkning af ”Illusionisten” er det ikke samtiden, der fremstilles. Tati skrev det originale manuskript i 1956 - angiveligt som en slags personligt brev til sin ældste datter - og mens Chomet har flyttet det meste af handlingen fra Tjekkoslovakiet til Edinburgh, har han undladt at opdatere handlingen. Derfor foregår den fortsat i slutningen af 1950’erne.

Den aldrende tryllekunstner Tatischeff (Tatis fødenavn) må indse, at hans korttricks og hvide kanin ikke længere er nok til at begejstre det parisiske publikum, der hellere vil se rockmusik og anden nymodens underholdning. Han pakker derfor sine kufferter og rejser mod de britiske øer. I London har han dog heller ikke meget held med sig, og han sætter derfor kursen mod Skotland.

I en lillebitte kystby, langt ude på højlandet, hvor den moderne verden endnu ikke er nået til, formår Tatischeff igen at skabe begejstring med sine tricks, og særligt den unge pige Alice fascineres. For hun tror, den gamle tryllekunstner er i stand til at trylle ting frem af ingenting. Hun forstår ikke, at når han hiver et par skinnende, nye sko op af sin hat og forærer hende dem, ja, så er det, fordi han har købt dem i en butik forinden.

Da tryllekunstneren forlader den lille by for at rejse til Edinburgh, sniger Alice sig med ham, og han tager hende snart til sig som en far. Men Alice har en stor forkærlighed for fine sko og dyre klæder, og da Tatischeffs tryllerier ikke vækker megen begejstring i storbyen, må han finder på alternative metoder for at tjene penge til de to og især til pigens dyre vaner. Tryllekunstneren forsøger at fastholde illusionen, men det bliver stadig mere vanskeligt at skjule, at det hele er et stor bluffnummer. Derfor må han i sidste ende beslutte sig for, hvordan han skal fortælle pigen sandheden om verden.

I stedet for at være en fortælling om samtiden, som Tati havde tænkt ”Illusionisten”, er den i Chomets fortolkning blevet til en fortælling om fortiden, set gennem fortidens briller. Det er der for så vidt ikke noget galt i. Det kan være både interessant og yderst relevant at beskæftige sig med fortiden, også selvom man undlader at gøre det gennem en nutidig optik. Chomets forrige film, ”Trillingerne fra Belleville”, der også foregik i en fortidig verden, var for eksempel yderst interessant. Det er ”Illusionisten” bare ikke.

Fortællingen om tab af barndommens uskyld er naturligvis eviggyldig, men rammen den her er fortalt i, er temmelig irrelevant. For mens det muligvis var en diskussion, der var værd at tage i 1956, om det er trist, at en middelmådig tryllekunstner ikke kan tjene til dagen og vejen, fordi publikum hellere vil se rockmusik, kan det næppe få nogen op af sofaen i dag.

Tatis film var ikke kendetegnet ved, at handlingen buldrede derudaf, tværtimod. Det var som oftest den underspillede komik i de enkelte scener, der var filmens egentlige omdrejningspunkt i højere grad, end det var det overordnede plot. Derfor er det, der skuffer mest ved ”Illusionisten”, også, at den er så godt som blottet for de humoristiske indslag, der kunne have undskyldt noget af handlingens manglende relevans. Den vidunderlige ”Trillingerne fra Belleville” var én lang parade af skøre indfald og sjove karakterer, og derfor kunne man vel også have forventet at grine bare en enkelt gang eller to, mens man ser ”Illusionisten”. Men selv de scener, der ligner potentielle komiske guldgruber, som da Tatischeff skal vaske en bil, eller da han tror, Alice har lavet ragout ud af hans hvide tryllekanin, er næsten smerteligt usjove.

Den animerede hovedperson i ”Illusionisten” har en slående lighed med monsieur Hulot fra Tatis egne film; den kejtede, langlemmede mand i regnfrakken, den bløde hat og den evige paraply. Men hvor Tatis alter ego var sjov og charmerede i sin klodsede sammenstød med den moderne verdens mærkværdigheder, er Chomets illusionist bare trist og kedelig at være i selskab med. Ikke noget under, at publikum ikke gider se på ham.

Titel: Illusionisten
Original Titel: L'illusionniste
Premieredato: 7. april 2011
Instruktør: Sylvain Chomet
Skuespillere: (Stemmer), Jean-Claude Donda, Eilidh Rankin, Duncan MacNeil, James T, Muir, Paul Bandey
Spilletid: 80 min.
Selskab: Pathé, 2010
Genre: Tegne- og animationsfilm
Link: http://www.lillusionniste-lefilm.com


banner
Overskrift Højre Block
High Life
Harpiks
SORRY WE MISSED YOU
Midsommar
The Two Popes
Drømme fra Ødema...
Knives Out – Var...
Den Gyldne Handske
Jumanji: The Nex...
En Hvid, Hvid Dag



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...