Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
I anledning af festivalen Images Of The Middle East udgiver Electric Parc i samarbejde med Natfilmfestivalen et bokssæt med 3 film fra henholdsvis Marokko, Egypten og Iran.
Den marokkanske “Le Grand Voyage” af Ismaël Ferroukhi er en afdæmpet og intens film om en faders og søns rejse fra Frankrig til Mekka. Det indlysende, at en troende muslim, faderen, mindst én gang i sit liv bør gøre en rejse til Mekka, bliver her forklaret uden teologiske forklaringer eller fatale opgør med den ikke-troende, sønnen. Og det fantastiske sker, at fader og søn finder hinanden.
Det er rent ud sagt en lise at følge fader og søn på den lange rejse, 5000 km. i bil fra Frankrig til Mekka. Og det er det, fordi det sker uden den mindste forceren udi dramatiske konfliktoptrapninger og vendepunkter – og uden en masse ord, men tværtimod gennem en meget stor tiltro til rejsens billeder af landskaber og mennesker, krydret med en forsigtig, men distinkt brug af metaforer som man forstår, hvad enten man har rod i en muslimsk eller kristen kultur. Ja, man glemmer helt, og det med meget stor ret, viser det sig, at forvente fundamentalist-terror og -propaganda frem mod Mekka.
Nuanceringen i forholdet mellem den unge, vestligt orienterede søn, med mobiltelefon og ikke-muslimsk kæreste, og den troende, arabisk orienterede fader gør, at man umærkeligt føres lag på lag under den åbenlyse konflikt. Spørgsmålene om, hvorfor sønnen skal afbryde sine studier, endda med fare for aldrig at få sin studentereksamen, for at køre den aldrende, forstokkede (?) fader til Mekka, og om hvor retfærdigheden, fornuften og forståelsen for den næste generation er henne i det projekt melder sig gang på gang undervejs. Og alligevel vokser pilgrimsturens ro, ja spiritualitet og uforudsigeligheder frem, som noget begge bliver klogere af. Konfliktens sort/hvide udgangspunkt løses op og lader os forstå en generationskonflikt der ikke kun handler om mennesker fra muslimske kulturer der nu lever i Europa, men har mindst lige så meget at sige om vores eget vestlige og ”afklarede” forhold til de gamle og de unge. Faderen kommer hjem og det samme gør sønnen, da han til sidst sælger bilen i Mekka for at flyve tilbage til Frankrig.
”Le Grand Voyage” føjer sig på overbevisende måde ind i rækken af de bedste roadmovies.
Den egyptiske ”Destiny” (1997) af instruktøren Youssef Chahine fortæller, hvorledes islamiske fundamentalister ødelægger et andalusisk 1100-tals-samfund, hvor muslimer, jøder og kristne lever i fred med hinanden. Unge muslimer føres ud i ørkenen, hvor de vender mere eller mindre hjernevaskede tilbage for at udføre mord og bogafbrændinger. Filosoffen Averroës, hvis lære er af humanistisk art, undgår med nød og næppe at blive det næste offer for fundamentalisterne, og hans elever og beundrere redder hans bøger fra ilden ved at kopiere dem og smugle dem i sikkerhed i Egypten.
Averroës er en virkelig skikkelse; nemlig arabisk filosof og læge (1126 – 1198), der først og fremmest er kendt for sine oversættelser af den klassiske filosof Aristoteles, hvis lære han forsøgte at forene med Koranens lære. Han hævdede, at begge værker var grundlæggende overensstemmende, at de udtrykte samme sandhed; koranen gennem billeder og Aristoteles´ værk gennem klar tale. Her mødes arabisk og vestlig kultur på bedste måde.
Youssef Chahines film gennemspiller i gennemført kulørt stil en historisk fortælling der utvetydigt gør op med muslimsk fundamentalisme. Hverken den kulørte, melodramatiske stil, med glansbilledsetups af landskaber og smækre mænd og kvinder, der gerne bryder ud i sang og dans og naiv, billedrig tale, krydret med elskov og drabelige mord, eller det at handlingen finder sted i 1100-tallet skjuler på nogen måde det aktuelle humanistiske budskab.
Om end det kan være svært at fastholde interessen for filmens kitchede stil, som i al fald for undertegnede ikke fremstår ironisk, gør opgøret mellem humanistiske muslimer, der lægger vægt på videnskaben, kunsten og filosofien, og fundamentalistiske muslimer, for hvem magtbegæret og netop ikke religionen er saliggørende, indtryk. Ikke mindst når præcise og alt for aktuelle ord slår igennem det glansbilledkitchede univers. Som fx når filosoffen og lægen Averroës udtaler: ”Du lader andre tænke for dig. (…) Det er for let. Det er for let at retfærdiggøre den dovenskab, det had og den jalousi, du har indeni, ved at give andre skylden for den. Ønsker du storhed? Det kan du opnå ved at gøre noget for andre. Ugudelighed er at svælge i sit eget had. Det er kætteri. (…) Sprede Guds ord? Hvor indbildsk! Du er så hul, at du gentager ligegyldig hvilket vås, du hører. Lær et digt og et koranvers og så er du digter og lærd? Hvad ved du om medicin og astronomi, om matematik og kemi, om filosofi? Ved du nok om kærlighed, om sandhed, om retfærdighed, til at erklære, at du vil sprede Guds ord? Svar mig! (…) Dyr har mere hjerte end dig og din sekt. Forstår du det?”
I forhold til de to øvrige film i boksen er den iranske film ”Beautiful City” (2004) af instruktøren Asghar Farhadi uden europæiske (franske) medproducenter. Ikke desto mindre kan man godt glemme alle fordomme omkring manglende professionalisme i forhold til for os film fra fremmede, dvs. ikke vestlige lande. I øvrigt har ikke mindst den iranske instruktør Abbas Kiarostami (bl.a. ”Smagen af kirsebær”, 1997), allerede overbevist om det store filmiske potentiale i Iran. Instruktøren Asghar Farhadi fortæller et tæt og overraskende drama gennem en sublim personinstruktion og med fotografen Ali Loqmanis velkomponerede billeder, der ikke er bange for at gå tæt på kroppe og ansigter. Resultatet er fremragende.
Den unge A´la får udgang fra ungdomsfængslet for at tale sin dødsdømte kammerats sag. Hvis den myrdedes fader vil tilgive kammeraten, undgår han henrettelse. Men dels er tilgivelse ikke sådan at få hos en fader der har mistet sin unge datter, og dels spiller blodpenge ind. Både tilgivelse og blodpenge synes som næsten uovervindelige hindringer at opnå. Centralt i historien står også det kærlighedsforhold som langsomt spirer frem mellem A´la og den dødsdømtes søster.
Som i de to øvrige film får vi et nuanceret indblik i et muslimsk samfund, hvor fundamentalisme ikke spiller hovedrollen. Ja, her spiller religionen endda positivt ind, da en imam taler med vægt til den bitre fader om tilgivelsens vigtighed – med henvisning til Koranen. Og man lægger også mærke til, at kvinderne står stærkt og positivt i det mandsdominerede samfund. Men helt centralt er de stærke ungdomsportrætter af mennesker nederst på den sociale rangstige.
Det kan ikke nok understreges, at filmene i dette fine boxsæt ikke skal ses som eksempler på en filmkunst på vej. Her er tværtimod tale om filmkunst af højeste karat – den fortællemæssige rigdom, hvad enten vi taler om fortællingerne, billederne eller skuespilpræstationerne er overvældende. Og for den tilskuer der tør åbne øjnene, står det nuancerede billede af muslimske samfund og kulturer, der her præsenteres, i skærende modsætning til det unuancerede billede vi ellers præsenteres for i de daglige nyheder og i den offentlige debat.
Et stort hurra for dette boxsæt – gid initiativet krones med held, så at en sådan filmudgivelse ikke blot er en éngangsforeteelse.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Electric Parc.
