Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Selv om komedien fortsat spiller en rolle, så er der milevidt fra Paul Weitz’ In Good Company til hans egen fuldtræffer American Pie fra 1999, som han instruerede sammen med lillebroderen, Chris Weitz.
Imellem de to film drejede brødrene komedien Down to Earth og den fint underholdende, men også lidt for harmløse, About a Boy. Det er i høj grad de samme svagheder vi finder i In Good Company, der viser at springet fra den platte, men ikke ucharmerende teenagekomedie til det mere voksne komediedrama ikke er lige til for Weitz – hvad enten de kun er en eller to.
Nuvel, komediedramaet er en svær genre at gøre til mere end ’blot’ behageligt selskab, når vind og vejr skal fordeles ligeligt mellem alvor og sjov. Med mindre man ejer det originalt skæve som eksempelvis Coen-brødrene eller simpelthen rammer det uimodståeligt – og til dels uforklarligt – charmerende, som fx Rob Reiner gjorde det i The American President eller som James L. Brooks gjorde i As Good As It Gets.
In Good Company er rigtig fint behageligt selskab, men videre original eller uimodståeligt charmerende er den altså ikke.
Filmens tre stjerner på skuespillerfronten gør ellers et fint stykke arbejde inden for de rammer, de bliver budt. Dennis Quaid, der nok engang beviser, at han er bedst, når karakteren har en komisk kant, er Dan Foreman; annoncechef på magasinet Sports America.
51-årige Dan har stor erfaring inden for annoncesalg, og bliver mildest talt noget forbavset, da han efter en fusion bliver degraderet og præsenteret for sin nye chef: Den blot 26-årige Carter Duryea (Topher Grace).
Med vante tanker om sammenhængen mellem alder, erfaring og hierarki vendt på hovedet, er der basis for konflikt på arbejdspladsen, og tingene bliver selvsagt ikke formildnet af, at Carter begynder at se lidt til Dans halvvoksne datter, Alex (Scarlett Johansson).
Det er i samspillet og modspillet mellem Dennis Quaid og Topher Grace, In Good Company først og fremmest underholder. Både Quaid og Grace kombinerer fint det dramatiske med det komiske. Quaid som manden, der har store problemer med at tackle, at hele hans liv bliver vendt på hovedet, da han degraderes på jobbet; datteren flytter hjemmefra og konen bekendtgør, at hun efter mange års pause venter endnu et barn.
Topher Grace som den unge fremadstormende Carter, der ønsker at fremstå smart og selvsikker, men i virkeligheden er usikker og fuld af misundelse på Dans når alt kommer til alt velfungerende familieliv.
Konflikten mellem den konservative erfaring og den fremadstormende ungdom er altså sat. Men den går ret hurtigt i tomgang, og går på udkig efter en optrapning – og får selvfølgelig øje på den oplagte mulighed i Scarlett Johanssons Alex.
Der er rent faktisk indledningsvis en form for charmerende og underspillet kemi mellem Topher Grace og Scarlett Johansson. Men det er også en kemi, der ikke får en jordisk chance for at udvikle sig og få sit eget liv. For In Good Company skjuler alt for dårligt, at relationen udelukkende er et redskab i optrapningen af hovedkonflikten. Og så sidder vi tilbage med en konflikt, som stille og roligt udvandes og afsluttes præcis så ligegyldigt og forudsigeligt, som genren har vænnet os til.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Sandrew Metronome.
