Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
I London møder den unge nyuddannede Toby Wright (Cris Addison) op på sin første arbejdsdag hos en eller anden minister ved navn Simon Foster (Tom Hollander) for et ikke særlig betydningsfuldt ministerium. Lige i dag er en spændende dag, for ministeren er kommet for skade at antyde at en krig i MellemØsten er under optræk – vel at mærke en krig hvor USA og Storbritannien er med. Ministeren ved knapt, hvad han har sagt, han har det med bare at snakke og gerne efter munden. Men premierministeren er rasende, det forstår vi på den spindoktor, Malcolm Tucker (Peter Capaldi) der holder alle ministre i ave – eller forsøger at gøre det. Interesser i Det Hvide Hus har også hørt ministeren og nu inviteres han derover for at gå videre med sagen - hvad det så vil sige…
”In the Loop” er et veloplagt, nutidigt spinoff på den politiske TVsatire ”The Thick of It”, så det er oplagt at sammenligne med forgangne tiders ”Javel Hr. Minister”. Den uintelligente minister er den samme, til gengæld er han ikke længere omgivet af magtfulde embedsmænd. Nu er ministeren omgivet af diverse rådgivere og spindoktorer der navigerer eller forsøger at navigere ikke særligt overbevisende i et hav af projekter, der udelukkende sættes i værk for at pleje magtinteresser og egen karriere; ingen ved hvem der er medlem af hvilke udvalg og hvorfor, imens der føres et hav af mobilsamtaler, og imens man bevæger sig rundt uden at få øje på virkeligheden. Der er ikke skyggen af fornuft, idealisme eller forsøg på at gøre det gode – jo måske skyggen. Det er lige før man længes tilbage til embedsværkets mindstemål af anstændighed midt i al det meningsløse projektmageri.
Det er ikke lårklaskende skægt – men skægt når alt og alle i det politiske system udstilles så eklatant og skarpt som her. Kaos og meningsløshed som samtidens politiske rum er fremragende og meget konkret fremstillet. Så vigtigst er filmen måske i sin virtuose omgang med det politiske sprog; lige fra topspindoktor Malcolm Tuckers (Peter Capaldi) mildt sagt latrinære af slagsen der i en uendelighed hældes ud over alt og alle, høj og lav i systemet, til den dannede, nyansatte assistent/rådgiver Toby Wright (Cris Addison) der vel nok har en eller anden form for relevant videregående uddannelse, men som nu blot vælter rundt som en elefant i et spil kegler og forsøger at spille spillet politisk korrekt, alt imens han vel egentlig ikke vil andet end karrieren; sproget fortæller det. Og så sætter han alligevel sit ægteskab på spil, men hvad gør det, når virkeligheden er en iscenesættelse.
Idealismen, fornuften, ja utopien var trods alt til stede i sproget i ”Javel Hr. Minister” – nu er slige sager renset helt ud. Så hvad taler de egentlig om i det politiske system? Og det skal være min eneste indvending; 106 minutters orddiaré er trættende - men trods alt også en vigtig lektion i dagens politiske klima.
Vi befinder os i ministerier, i mødelokaler og på kontorer og på vej til og fra. Der fortælles selvsagt i et højt tempo, og stederne er minutiøst fremstillet, og derfor grå efterhånden som sproget tager til. Lidt gråt fremtræder det hele – og er det vel egentlig også. Der spilles ligeså realistisk gråt – selv den latrinære superspindoktor Malcolm Tucker fremtræder efterhånden noget grå. Og det kommer derfor ikke bag på os, da han endelig sættes eftertrykkeligt på plads af James Gandolfini, som den amerikanske skrivebordsgeneral George Miller. Helt i forlængelse heraf skal der nok være dem der savner en egentlig ”helt” i filmen. Instruktøren afholder sig konsekvent fra ”heltedyrkelsen” og moralen og lader ordflommen flyde igennem de politiske rum.
Er det sjovt eller er det tragisk? Tja. Tiden er fattig på den, men her er den, den vaskeægte politiske satire.
PAN Vision.
