Skriv en kommentar
Hvis du derimod ikke er typen, der finder det spændende med endeløse samtaler om folks skeletter i skabene, så er dette ikke serien for dig. Der sker vitterlig ikke andet på det konkrete plan, end klienter, der sidder i psykologens sofa og bliver grillet eller forsøger at grille terapeuten i stedet for. Samme location hver gang, kun opdelt af korte overskrifter, der fortæller patientens navn og dag og tidspunkt for konsultationen. Således er det terapeutens arbejdsuge, vi får præsenteret på denne måde, hvor vi som en anden praktikant får lov til at overvære konsultationen på nærmeste hold.
Når det er sagt, så er det faktisk overraskende, så spændende en så visuelt ensformig beskæftigelse kan være på levende billeder. Ikke mindst takket være det formidable skuespil. Klienterne er troværdige og formår alle at drage os ind i deres univers, hvor vi bliver undrende, irriterede og fascinerede af deres manglende selvindsigt, de overraskende vinkler, de indimellem afslører og den konstante udfordring af psykologen Brookes grænser.
Livet for en (amerikansk) psykolog er tilsyneladende en blanding af opgaver, hvor en del af dem er bestillingsopgaver fra eksempelvis forsikringsselskaber, der ønsker en vurdering af en persons arbejdsevne, PTSD og lignende konkrete opgaver.
I sæson 4 møder vi Colin, der er på rehabilisering fra fængslet, hvor han har skabt problemer på grund af sit opfarende temperament, og vi møder den smukke 18-årige overklassepige Laila, som er sendt til psykologsamtaler af sin mormor, fordi Laila efter eget udsagn er lesbisk, elsker sex og har et forhold til en 15-årig pige. Også Eladio (en fantastisk velspillende Anthony Ramos) er online-klient hos terapeuten Brooke med den lækre lejlighed og det ensomme liv. Vi får også – sporadisk – indblik i Brookes eget privatliv, nok til, at vi lige kan identificere os og føle, at vi oplever gennem hendes øjne. For det er omdrejningspunktet og nøglen til at serien alligevel er stjernerne værd; skuespillerne formår at fascinere os, og instruktøren Rodrigo García sørger for, at vi oplever og drages ind i klienternes såvel som psykologen Brookes (spillet af Uzo Aduba (’Crazy Eyes’ i Orange is the new black) egne problematikker frem for blot at være betragtere.
Hvis du elskede de tre første sæsoner af In treatment fra 2008, 2009 og 2010 kan det være, at du som jeg har lidt svært ved at sluge, at det ikke længere er Gabriel Byrne, du finder i rollen som den udfordrede psykolog med det belastende privatliv. Men klædeligt nok er sæson 4 opdateret til nutiden, Brooke er en moderne afroamerikansk kvinde i en moderne lejlighed og også Corona-pandemien spiller en rolle i de tematikker, klienterne kommer med.
Det er dog som om også seriens fokus er skiftet til at ligge lige rigeligt på Brooke og mindre på klienterne, hvilket ikke er en fordel, endnu mindre fordi det ikke er ordentligt motiveret, hvorfor vi skal dvæle endeløst ved Brookes ansigt – og måske også fordi hun alt andet lige ikke har Gabriel Byrnes helt eminente evne til at udtrykke en masse med en næsten umærkelig trækning i sit ansigt eller et enkelt næsten neutralt blik.
Formatet med afsnit på 25-30 minutter er dog helt som det plejer, og den stramme opbygning med samme 3 klienter og en supervisorsession hver uge gør det til interessant og let tilgængelig underholdning for os, der er interesserede i, hvad mennesket rummer og nyder skuespil af høj kvalitet.
