Skriv en kommentar
En svensk krimi-film-kultur-invasion på vej?
Svenskerne er krimieksperter. De litterære forlæg er mange, og tv-skærmen har ofte fascineret med såvel Hamiltons universalkniv som Wallanders skarpsindige hjerne. Nu får vi så fornøjelsen af at få muligheden for at opleve Mankells kriminalkommisær Wallander på det store lærred. Wallander er en ældre politidetektiv, der i tråd med genrens konventioner binder tråde sammen til en helhed, hvorved forbryderne kan pågribes.
Svensken har åbenbart opgivet at lade tropperne sejle over Øresund og erobre vores land, i stedet planlægger de nu en kulturinvasion af dimensioner. Ikke færre end tretten spillefilm om kriminalkommisær Wallander påtænker de at lave deroppe, og nu er den første kommet. Det drejer sig om filmatiseringen af Mankells roman ”Innan frosten”. Wallander er fra Ystad og har problemer med ekskonen, der er rasende utilfreds med, at snushanen har glemt datterens politieksamen. Da datteren ydermere får ansættelse ved den samme politistation som Wallander, går løjerne i gang. Den garvede mand forsøger at lære den meget individuelle datter op, men hun går sine egne veje. Sammen må fader og datter dog tage affære, da en række mystiske hændelser begynder at hærge i området omkring Ystad. Et par afbrændte svaner, en forsvunden bedstemor, en rituel hængning af en kvinde og en kommende homovielse noget er rivende galt. Via en google-søgning finder politiet frem til en internetside, der har et missionsk sekterisk skær over sig. Kan fader, datter og deres kollegaer mon hive samarbejdet op af detektivhatten og forbinde sporene på den rigtige måde?
Som sådan er der tale om en slags symbolsk overgang, den modne patriark Kurt Wallander synes ikke at være ved fordums skarphed, mens datteren Linda har nogle af de Lara Croft’ske karakteregenskaber, der må til i en moderne efterforskning.
Plottet, hvor far og datter sammen skal afsløre de frygtelige folk, der står bag, fungerer desværre ikke optimalt. Historien fremstår mange steder flad, og opklaringsarbejdet virker mere tilfældigt end genialt, og det er jo ikke meningen, når det drejer sig om ægte klarttænkende opdagere. Aktionsekvenserne er hæderlige men heller ikke mere, og derfor kommer filmen på alle områder til at fremstå som en noget svag fortælling. Deri blandes krimigenrens overordnede samfundsanalyser ind som et bagvedliggende element, og den fundamentalistiske tanke, der ligger bagved forbrydelserne, kommer derved til debat. Desværre ikke nogen synderlig nuanceret debat. De etiske og psykologiske mekanismer fremstår noget banale og intetsigende, så heller ikke her er der meget at komme efter. Derfor forlader man biografsalen godt skuffet. De svenske krimier er i en klasse for sig, og jeg gik til filmen med en forventning, om at nu kunne vi endelig opleve det i biografen.
Krister Henriksson spiller selveste Kurt Wallander, og det gør han til dels fint nok, men oppe på det niveau, hvor han virker som skabt til at være detektiven, når han aldrig. Genrens fineste film er netop fremkommet ved, at detektiven var personificeret ved en skuespiller, der simpelthen næsten ikke kunne tænkes at spille andet, og den effekt udebliver desværre her.
Datteren Linda Wallander fremstår i skikkelse af Johanna Sällström. Hun bringer via sin præstation forhåbninger om, at vi stadigvæk tør håbe på noget større og mere overbevisende fra de kommende film i serien. Hun er således både overbevisende og charmerende, som vidensbegærlig independent-pige på vej mod en stor karriere indenfor politiet. Instruktør på filmen er Kjell Åke Andersson, der i 1996 omsatte Göran Tunströms litterære klassiker "Juleoratoriet" til lærredet.
Den svenske kulturkrimiinvasion lader altså fortsat vente på sig, og man må foreløbigt blive ved tv-skærmen, hvor vi de senere år selv har holdt skansen ret fint med især "Rejseholdet" og teknologi-"Ørnen".
