Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
En morgen vågner verden op til noget der vil forandre tingenes tilstand for altid. Over alle de store byer i verden svæver kæmpe rumskibe. De hænger der bare, som ventende dødsengle, eller frelsende budbringere fra det ydre rum. Menneskeheden er i tvivl om deres skæbne. Men menig mand ved ikke alt, og faktum er at en lettere distræt videnskabsmand, David Levinson (Jeff Goldblum) har knækket en kode som de fremmede sender rundt blandt hinanden. Koden er ikke en venlig hilsen om at de kommer med fred, men et nedtællingssystem. En nedtælling til dommedag. 3-2-1-0 og verden bliver flået fra hinanden. Tusindvis af uskyldige mennesker bliver ristet, og hele byer bliver på få minutter udslettet, og lagt i ruiner. Midt i dette kaos befinder piloten Steven Hiller sig. Han melder sig på ny under flyvevåbnets faner i kampen imod fjenden, og snart har han sikret sig et af de mystiske rumvæsner, som han slæber med til en hemmelig base. Her viser det sig at regeringen har et af rumskibene gemt i forvejen, og snart planlægges et modangreb, der kræver snedighed fra både videnskabsmænd og gamle veteraner. Men verden er i forfald, og selv præsidenten Thomas J. Whitmore (Bill Pullman) må flygte fra det hvide hus, inden det bliver smadret, men heldigvis er han folkets præsident, og snart samler han verden i en modstandskamp uden sidestykke i verdenshistorien. Hvis man kan stå sammen, kan man klare alt, også en pludselig invasion fra rummet.
ID4 har så mange handlingstråde, at man har svært ved at bevare overblikket i en genfortælling af historien, der strækker sig over en spilletid på 145 min. Når man ser filmen er det også ganske tydeligt at manuskriptforfatteren har haft det samme problem, for det hele virker rodet, og flere af handlingstrådende kunne man som tilskuer godt have været foruden. Dette ville også have bragt den samlede spilletid en anelse ned, hvilket uden tvivl ville have klædt filmen gevaldigt.
Der er ingen tvivl om at instruktøren Ronald Emmerich ville lave den ultimative film om en invasion fra rummet, og det er næsten også lykkedes. Effekterne er for tiden den er indspillet i fremragende, og selv den dag i dag, er flere klip blevet en del af den Amerikanske filmhistorie. Eksempelvis klippet hvor Guds eget lands højborg, Det Hvide Hus, bliver totalt smadret, eller de ikoniske billeder af de gigantiske rumskibe der hænger over verdens hovedstæder. Her er tale om virkelig vellykkede effekter. Måske så vellykkede at man helt glemte at fortælle en vedkommende historie, men i stedet sovsede manuskriptet ind i patriotiske replikker og klæbrige skuespilpræstationer, der tilsat en instruktør, der måske ikke er kendt for at få sine skuespillere til at yde deres ypperligste, resulterede i en film der her i 2016, nok er kendt af de fleste, desværre nok mest på grund af dens kitsch værdi, og til tider irriterende dårlige skuespil.
Skuespillet er et kapitel for sig selv. Det er tydeligt at Ronald Emmerich har været totalt ligeglad med hvordan de ellers dygtige skuespiller har udfoldet sig. Will Smith får frihjul, og hvis man kan klare hans lettere hysteriske og super selvfede fremtoning, som den friske prins han er, ja så er alt vel godt. En ellers solid skuespiller som Bill Pullman levere i ID4 en total håbløs version af den amerikanske præsident. Han fremstår ulækker patriotisk som kun en amerikaner kan. Prøv næste gang du ser filmen at forestille dig dåselatter efter alle præsidentens replikker, så er det næsten til at holde ud, og selv den tå krummende scene, hvor han tager afsked med sin dødende kone bliver seværdig. Rækken af skuespillere der kæmper med tåbelige klicher og dårlige onliners er uendelig, dog vil jeg fremhæve Randy Quaid der virkelig ikke får meget at arbejde med i hans rolle som den fordrukne amerikanske krigsveteran, der offerer sig selv for verden i et næsten tåre vædende klimaks. En skuespiller der til gengæld virkelig gør det godt er James Duval der spiller sønnen til den fordrukne pilot. En lille birolle som brænder igennem. James Duval er ellers mest kendt for hans roller i flere af Gregg Araki’s film. Blandt andet The Doom Generation og Nowhere. En skuespiller der er god til at få meget ud af lidt, på en troværdig og ægte facon.
ID4 er total glatpoleret Amerikansk underholdning af værste/bedste skuffe, og man burde egentligt nok lave et drikkespil, der går ud på, at man skal bunde en bajer, hver gang der i filmen gøres honnør, eller hver gang der er en cigar med i en scene. Så ville man også være ganske stiv under præsidentens tale, og man vil nok bedre kunne abstrahere fra Bill Pullmans virkelig dårlige præstation.
Alt dette til trods har undertegnede set den flere gange, og været ganske underholdt hver gang. For på en eller anden måde har den de sidste 20 år sneget sig ind på listen over ”Guilty Pleasure” film. Altså film man godt ved ikke er de bedste i verden, men alligevel virker underholdende på en sær dragende måde. Og præcis sådan er ID4. Selvom den roder rundt med en alt for lang spilletid, og er fyldt med håbløse replikker og en navlepillende hovedrolle, så glider det hele ned gang på gang, og det vil det sikker også gøre 20 år ud i fremtiden. Så på en eller anden mærkværdig måde ramte Roland Emmerich alligevel plet dengang i 1996.
Ekstramateriale.
Der er en hel Blu Ray skive sat af til ekstramateriale, og det er muligt at hører kommentarspor med både instruktøren og producenten af ID4. Der er også flere Making of programmer, men det mest spændende er et nyt 30 minutters dokumentarprogram om tilblivelsen af filmen.
Filmen er i alle versioner på denne udgivelse flot overført til Blu Ray. Billedet står knivskarpt og lyden kan nydes i Engelsk DTS:X og DTS-HD-MA 5.1.
ID4 er venligst stillet til rådighed af Fox-Paramount.
