Skriv en kommentar
Introscenen er sat sammen som et ”levende” fotoalbum, der giver en hurtig indflyvning til Rileys liv siden vi sidst så hende i 2015. På et billede puster hun lys ud på lagkagen, da det er hendes 13-årige fødselsdag og far og mor står med flag og synger og er der altid for deres ”lille/store” pige og det er ren og skær kernefamilieidyl. Indtil Riley en morgen sætter sig stortudende op i sengen med kropssved og lugter under armene og er helt perpleks følelsesmæssigt. Den røde alarmknap med ordet ”pubertet” går larmende i gang med lyd og svirrende rødt lys i følelsernes inderkerne ”headquarters”.
Gensynet med de fem følelser; Joy (glæde), Disgust (afsky), Fear (frygt), Anger (vrede) og Sadness (tristhed) begynder i ”In-media-res” med en helt almindelig arbejdsdag for de fem følelser, hvor de afslutter dagen veltilfreds, at de er lykkedes med at skabe endnu en god dag i Rileys 13-årige liv. Joy og Disgust sorterer kuglerne med de dårlige og halvdeprimerende oplevelser fra og Joy hælder kun kuglerne med de gode/glade erindringer med succesoplevelser i røret, som suges ned til langtidshukommelsen for at lagres for evigt.
Den røde knap på deres enorme tastatur med alle dets finesser, har lægget i dvale som en tikkende bombe siden Riley kom til verdenen. De fem følelser får nærmest et hjertestop, da den røde knap går i gang og for en gang skyld har hverken Joy eller de fem tilsammen en løsning. Ind gør de nye følelser deres entré: Anxiety (angst), Envy (misundelse), Embarrassment (flovhed) og Ennui (kedsomhed).
Riley får sin livsmulighed sammen med sine to hjerteveninder Bree og Grace fra skolen og hockey-holdet at spille sammen med de store piger fra highschool, og hvis det går over al forventning blive udtaget til holdet. Bree og Grace er hendes fortrolige, ”best bodies” og ”besties” og en alenlang række af kælenavne for de tre fandt sammen, da Riley flyttede til San Francisco. På vej i bilen til hockey-træningslejr får Riley at vide, at Bree og Grace skal på en anden highschool end Riley. Følelsen af svigt bliver katalysator for Rileys følelsesmæssige op- og nedture på træningslejren, hvor de nye følelser, især Anxiety og Envy får Riley til at handle og gøre grimme ting for at komme med på highscool hockeyholdet koste, hvad det vil, selv de bedste venner ser Riley som irritationselementer stå i vejen for hendes store ambitioner.
Mens Riley kæmper en indre kamp med sine ekstreme humørsvingninger og de komplekse følelser står i fuldflor på træningslejren, kæmper de gamle følelser og de nye følelser om livets blomst i headquarters. Den blå blomst hvor Joy kun vil se glæde, positiv energi og selvtillid f.eks. siger Riley ”I am a good person” modsat den røde blomst med Anxietys ord får Riley til at miste troen på sig selv: ”I am not good enough” og tager alle sorger på forskud og giver Riley en følelse af ikke at være tilstrækkelig.
”Inside Out 2” besidder på ingen måde de samme finurlige oneliners som i den første ”Inside Out” f.eks. Sadness’: ” I am too tired to walk” og så lader hun sig falde forover med hele sin kropsvægt og stikker højre fod op, så Joy kan trække hende videre på deres eventyr og mission. Den originale og første ”Inside Out” er en dybere fortælling om Rileys indre følelsesliv og fantasi. Selvom opfølgeren udadtil arbejder med mere komplekse og dynamiske teenagefølelser, så har det modsat effekt. Følelserne i den originale kommer alle i spil på en ubesværet måde og rammer netop et komplekst niveau og et helstøbt følelsesregister end de nye følelser, hvor to af de fire følelser stjæler scenerne med Anxiety i hovedrollen og Envy som suppleant og Embarrassment og Envy som mindre biroller. Præmissen om at introducere et nyt sæt af følelser for at udvide Rileys følelsesregister er ganske originalt tænkt, men formår ikke at skabe en troværdig og humoristisk overgang fra tab af barndommens spontanitet og sorgløshed til livsglæden ved at være et ungt menneske, som forsøger at navigere i en lind strøm af hormoner og humørsvingninger, hvor følelsen af at hele verden ligger for fødderne af en til total kaos og mørke tanker og nå bunden for at finde ud af, at man kan ikke nå længere ned, men kun "up".
