Skriv en kommentar
Der kommer utallige af denne slags film hvert år. Film som sigter højt men falder lavt. Store blockbusters skabt til at afføde en franchise. Jeg har altid fingrene krydset for denne slags film, der med et simpelt præmis afføder en række eksistentielle lommefilosofier, og derfor har uendelige muligheder for spin-offs, prequels og fortsættelser. Men de falder næsten altid pladask til jorden. Hollywood må efterhånden snart have fundet ud af hvorfor. Det er nemlig for engang skyld hverken skuespillerne eller manuskriptets skyld. Faktisk kan begge disse snildt være under et middelmådigt niveau, og filmen stadig være vellykket. Nej, det er instruktørens skyld. For midt i alle fjollerierne er årsagen til, at de fleste gerne vil se en blockbuster som f.eks. “Infinite” nemlig, at de blot vil underholdes. Så hvorfor skal vi konstant afspises med udbrændte båtnakker som f.eks. Antoine Fuqua? Manden har da givet os vellykkede film, men det er efterhånden nogle år siden, og hvis vi skal underholdes af vellykket action og en film skåret ind til benet, er han da på alle måder den forkerte til et projekt som dette.
I starten af “Infinite” bliver vi mødt af en doven voice-over. Der findes mennesker, der kan huske alle deres tidligere liv. Nogen vil bruge dette til at redde Jorden, andre vil hellere ødelægge den. Samme beskrivelse kommer igen senere i filmen. Præmissen er simpel. Den giver ikke mening, men den er simpel. Der er de gode, og der er de onde. Alligevel bruger filmen uendelige mængder af tid på ligegyldige detaljer gennem diven eksponering. Værst af alt, bliver mange ting gentaget flere gange.
I filmen følger vi Mark Wahlbergs karakter Evan, der af en eller anden grund, kan en hel masse. Han er nemlig en af dem, der egentlig bør kunne huske sine tidligere liv, men som skizofren, er det blevet behandlet med medicin, og hukommelsen er aldrig kommet helt tilbage. Indtil nu. For hans tidligere bedste ven Bathurst (Chiwetel Ejiofor) har skabt en dims, der kan destuere alt liv på Jorden, og kun Evan ved hvor den er gemt - hvis han så bare kan få gang i hukommelsen. Dette bliver starten på den klassiske kamp mellem de to grupper - og gæt engang hvem der vinder? Jeg afslører det ikke, men du har nok gættet det.
Fuqua bruger al sin tid på, at få en film der ikke hænger sammen til at hænge sammen. Det lykkedes ikke, men til gengæld skal vi slæbes gennem grinagtige passager, beskrivelser, eksponering og lommefilosofier, når det eneste vi egentlig vil se, er folk der slå, blier der jages og eksplosioner. For det er dét, der bliver lagt op til. Visuelt laver Fuqua en nutid og et univers, der minder uhyggeligt meget om “The Matrix”, og det er netop her, at filmen funkler mest. Fuqua kan dog ikke håndtere vellykkede actionscener længere. Der er langt op til f.eks. “The Equalizer”. Så derfor er filmen mest interessant i sin indledende fase, hvor publikum stadig har spørgsmål til handlingen. Underholdningen skal derimod helst findes i det mindst vellykkede. Wahlberg har en barnlig naivitet, der sjældent bliver udnyttet korrekt, og i denne film er den næsten ligeså grinagtig som i “The Happening”. Derfor er filmens lavpunkt også dens højdepunkt, og der er mange ufrivilligt komiske øjeblikke undervejs.
Anden halvdel af “Infinite” er hård at komme igennem. Den ene uinspirerede actionsekvens afløser den anden, og der er ingen overraskelser undervejs. Dette er på alle måder en biograffilm, så muligvis den havde virket mere engagerende på et stort lærred, men hvis et 65” fjernsyn og god surroundlyd ikke kan redde en hjernedød blockbuster, er det svært helt at tro på. Selvom “Infinite” falder igennem på næsten alle punkter, kan den dog stadig anbefales til folk, der ligesom jeg venter på den næste store sci-fi/action franchise. Det er ikke meget, der skulle laves om, før filmen rent faktisk havde været vellykket.
