Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Fotografen Magnus (Per Graffman) har speciale i familiebillede-portrætter, skønt hans egen familie ikke just er det perfekte glansbillede. Alligevel beslutter han sig for at samle sin stivnet familie til et sidste portrætbillede, før hans far dør. Dette skal samles i en collage med billeder af familien, som Magnus har fundet hos bl.a. sin bror. Her finder han også et billede af en ukendt kvinde, som hans bror af uvisse årsager ikke vil give fra sig. Magnus nupper dog negativet med hjem og begynder i et art detektivarbejde at finde frem til, hvem kvinden egentlig er. I sin søgen, springer flere skeletter ud ad skabet i form af hemmeligheder, der forbinder kvinden til familien og hele det skrøbelige familiebillede vælter langsomt sammen....
”Ingen Tårer” er en ambitiøs slægtsfortælling, der strækker sig over tre generationer og knækker i forsøget. Den prøver så vidt mulig, at fremstille fordækt familieløgn og svigt på en så skæbnesvanger dramatisk vis som muligt. Dog forbliver filmen intet mindre end dybt uinteressant og komplet uvedkommende. Og det er til trods for, at der er en vis semi-selvbiografisk indgang til fortællingen, eftersom filmen delvis er bygget op omkring instruktør Håkan Bjerkings egne skeletter i skabet. Det kunne skabe en følelse af personlige efterladenskaber og opgør, men nej. Ganske vist bliver far og mor fremstillet så overkarikeret onde, at stedmoderen i ”Snehvide” er omtrent så virkelighedstro som pølsen i et pølsehorn. Det virker imidlertid ikke som om, at Bjerking selv er kommet helt ud ad skabet, og vovet taget det obligariske teenageopgør med sine egne forældre, da filmen er ubeklageligt pubertetshæmmet i sit udtryk.
Selvom ”Ingen Tårer” i bund og grund handler om Magnus' opdagelse af familiens mørke sider, og herunder at få svar på tilbagevendende spørgsmål om sin egen baggrund og opvækst, er det meste af filmen et flashback til hans forældres og bedsteforældres unge år. Hvor de tre tidsforskudte fortællinger skulle supplerer hinanden, mister man hurtigt tråden. De mange flashbacks er dybt forstyrrende for konteksten, trådene samles ikke tilstrækkeligt og det bliver alt for klodset udført. Det er ikke helt til at finde ud af, hvilken af de tre parallelforløb, der er den bærende historie. Muligvis fordi filmen iøvrigt er så jammerlig kedsommeligt fortalt, at man bruger det meste af tiden under filmen på at spekulere over, hvornår man sidst har spildt tiden lige så meget. Filmens tema, spørgsmålet om hvorvidt blodets bånd er stærk nok til, at man skal kunne elske sin familie, er muligvis velment og tydeligvis noget der ligger Bjerking tungt på sinde. Som familiefar, skal Magnus se sig selv i øjnene og tage ansvar for sig selv og sin familie. Søgen efter svar i fortiden forblinder dog Magnus til at se hvad der sker i nutiden, og hvad der er skæbnens ironi. Han kan ikke skelne mellem hvad der er vigtigt i hans liv – idéen om den lykkelige familie eller den han i virkeligheden har med sin kone og lille datter. Dog fremstilles det tyndt og patetisk, hvilket gør en trist film mere uhensigtsmæssig trist, på den ufede måde.
Blandt de få positive elementer ved ”Ingen tårer”, er filmens visuelle udtryk af fotografen Philip Øgaard. Nogle vil muligvis huske hans flotte besyv i de fremragende ”Salmer fra køkkenet” og ”Kim Novak badede aldrig ved Genesaret”, og ”Ingen tåre” er stilmæssigt på linje med de to andre film. Mikael Persbrandt, der også er kendt som Gunvald Larson i tv serien ”Beck”, yder en hæderlige indsats som Magnus kaotiske far i hans unge år. Derudover er der ikke andet at sige om denne film, at det kun er være ren og skær spild af tid.
Filmen: 2/6
Lyd:
Lydsiden kan ikke redde meget af filmen, med sit jævne Dolby Digital 5.1. Det giver ikke et tiltrængt pondus, men kvaliteten er nu heller ikke helt ringe.
3/6
Billede:
Heldigvis for Philip Øgaards glimmerende kameraarbejde, står billedet godt og skarpt med sit anamorphic 1.85:1. Flere sekvenser, særligt ved de mange flashbacks, kommer billedekvaliteten til sin ret.
4/6
Ekstra Materiale:
Der er en kort ”bag om kameraet” dokumentar om filmen, som ikke er noget videre interessant. Dog kommer den udmærket rundt om filmen og beskriver instruktør Håkan Bjerkings tilgang til mediet som debutant.
3/6.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sandrew Metronome.
