Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Kip Conley bor i Appalachia, en udørk i Ohio, som synes glemt af verden. Kip og hans søster, Josie, ernærer sig ved at sælge forskellige former for narko til folk i lokalsamfundet. Forretningen er oven i købet gået i arv fra deres far. En yngre bror, Boots, er søgt holdt uden for ’forretningen’, i håbet om, at det i det mindste én i familien kan få mulighed for at kæmpe sig ud af trøstesløsheden. Boots, til gengæld, kan ikke se nogen anden udvej ud af trøstesløsheden end at gå ind i ‘familieforretningen’ … eller ligefrem at starte sin egen inden for samme branche.
Kip bliver spillet af Josh Hartnett med et passende vegt udtryk, splittet som Kip er af sin samvittighed. Han har en gravid kæreste, der arbejder i den lokale skønhedssalon/damefrisør. Kip står alt andet lige som familiens velovervejede og beslutsomme hovedperson. Han er på den ene side plaget af samvittighed, men føler også en stærk loyalitet over for familien. Ikke mindst, når Boots roder sig ud i en narkohandel, der går grueligt galt. Så bakker Kip op – og skyder de 2 dealers, der ellers var på nippet til at skyde Boots.
Rollen som Boots bliver til gengæld ikke løftet nævneværdigt over et meget udvendigt udtryk af Owen Teague. Boots står som ung, ivrig eller rettere utålmodig mand, der ikke mindst er uerfaren med hensyn til at begå sig i den kriminelle verden. Rollen som Josie er lagt hos Margarita Levieva. Udtrykket er koldt og kynisk, men også uden dybde. I starten af filmen er det hende, der leverer de smertestillende piller til en kvinde, der er kommet til skade på sit arbejde – og som efterfølgende tager en overdosis med pillerne.
Bruce Dern har en glimrende birolle, som alders- og sygdomsramt indehaver af det lokale værtshus. Også han vil i grunden gerne lægge afstand til narkohandelen, som alle ved finder sted. Desuden giver Dash Mihok rollen som den vege sherif en fint udtryk. Sheriffen ved udmærket godt, hvad der foregår omkring ham, men loyaliteten over for hans medmennesker vejer tungere end de egenskaber, som man måske ellers kunne forvente hos en lovens håndhæver.
På den måde er filmens grundlæggende temaer ridset op. Kærlighed, loyalitet og ikke mindst overlevelse – når omstændighederne i al overvejende grad spænder ben for at se lys for enden af tunnelen. Lokationen og persongalleriet er der, bestemt, men plottet og dialogen personerne imellem er strikket sammen på en måde, der aldrig bliver rigtigt intens og vedkommende.
Skuepladsen for historien fortjener en vis positiv omtale. Sjældent er Guds eget land fremstillet i så udtalt grad af forfald og trøstesløshed. Adskillige af husene ser ud til at måtte bøje sig for førstkommende efterårsstorm. Bilerne kører rundt kun med mindet om oprindelig lakering. Forretningsvinduer bliver ikke skiftet ud, når der har været kastet sten igennem dem. Og så videre. Så meget mere kan man ærgre sig over, at historien i store stræk er henlagt til aften- og nattemørke, så byens forfald kun glimtvis bliver udnyttet visuelt. Kameraføringen er med andre ord ubeslutsom og langt fra overbevisende fokuseret, hvor handling ellers kalder på det.
Filmens titel refererer selvfølgelig til den gift, som en slange kan plante i en organisme, et menneske – og som det kræver drastiske midler at komme til livs, hvilket også sker i filmens klimaks. Kriminalitetens gift og uafvendelige fremdrift mod undergang og tragedie forbliver imidlertid en kliche, der aldrig bliver rigtigt forløst.
