Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Instruktøren David Lynch kommer man ikke sådan udenom, hvis man holder af filmkunst. Han er uden tvivl en af de mest fremtrædende og særprægede af de såkaldte postmoderne instruktører.
Bevægelsen i hans filmiske udvikling er klar. Fra starten af problematiseres grænsen mellem drøm og virkelighed. Men efterhånden tager drømmen over i hans film. Pointen er måske netop, at denne skelnen mellem drøm og virkelighed er kunstig, meningsløs. Frem træder derfor i det lynchske værk verden som drøm. Men ikke en hvilken som helst drøm, ikke en hvilken som helst verden; tværtimod gennemspilles gang på gang en mørk surrealistisk verden af spænding, vold og sex. Groft sagt er det lynchske univers en fryd for enhver fundamentalistisk freudianer der kan nedkoge alt til et spørgsmål om fortrængte sex- og døds-drifter. Det er de fortrængninger der er David Lynch ærinde, og som han vel at mærke er en uovertruffen mester i at give kunstnerisk udtryk: lige fra den emblematiske ”Blue Velvet” (1986), over ”Wild at Heart” (1990) – for ikke at glemme TV-hittet ”Twin Peaks” (1990-91) – til ”Lost Highway” (1997) og ”Mulholland Drive” (2001) har det været sådan.
Lynch er kompromisløs, eller rettere han er blevet det. Hvor man måske før kunne klamre sig til en virkelighed, man kunne kende – nemlig en med rationelle valg og lineær tid, en fortælling trods alt – så er ”Inland Empire” blevet filmen, hvor Lynch endeligt giver sig helt og holdent hen til det irationelle, det fortrængte i bevidstheden, og følgelig opløser historien. Nu må de fans der i misforstået hengivenhed indtil nu har forsøgt at ”løse” Lynch´ film, da endelig give op; hans værker lever netop i kraft af ”det meningsløse”. Det er og bliver en misforståelse at ”oversætte” værker af den kaliber.
Alt man har at holde sig til denne gang er, at en kvindelig skuespiller Nikki Grace eller er det Susan Blue (fænomenalt spillet af Laura Dern) har fået hovedrollen i en remake af en polsk film, der aldrig blev færdigindspillet, fordi de to hovedpersoner blev slået ihjel under indspilningerne! Da først indspilningerne med Nikki/Susan og hendes mandlige mod- og medspiller Devon Berke eller er det Billy Side (Justin Theroux) går i gang trækkes både Nikki/Susan og vi ind i underbevidsthedens, ind i fortrængningernes drømmeverden. Og vi kommer måske først ud igen ved filmens, i øvrigt fremragende, slutning. Det kan godt være, at vi til slut ser kamera og set, men da er vi i den grad blevet trukket rundt i manegen, så vi bestemt ikke længere er sikre på meget andet end, at verden er mørk, grum og smagløs.
Uanset hvor stor en fan jeg er af Lynch´ værker i øvrigt, skal jeg ikke lægge skjul på, at jeg denne gang i og med hans nu konsekvente koncentration om det irationelle, finder filmen enerverende ved sin evindelige gentagelse af samme motiver (hovedpersonens forbavselse og chok i de mørke, mørke og smagløse rum) og samme tematik (sex, vold og død) og så endda i næsten 3 timer! Hvis der dog bare var noget andet og mere at hente i underbevidstheden, fx en rigdom af livgivende udtryk. Forstå mig ret; jeg har intet imod at slippe for den rationelle og lineære verden - her er 3 timer slet ikke nok! – men gør det da kun, hvis det åbner for andre erkendelser end de allermest konventionelle. Det er paradoksalt at tænke på, at filmen måske var lykkedes, hvis det irationelle konsekvent var stødt sammen med det rationelle, det ikke lineære stødt sammen med det lineære, kort sagt, at der var en historie trods alt, som i de øvrige Lynch-film.
En anden væsentlig forskel fra de forrige film er, at udstillingen af eller måske rettere den æstetiske brug af filmiske konventioner og kulturelle attituder, som var så fremtrædende tidligere, nu stort set er væk i ”Inland Empire”. Heller ikke dét meningsfulde omdrejningspunkt har man som tilskuer mulighed for at klamre sig til denne gang.
DVD-ens ekstramateriale består, udover de obligatoriske trailere, af et kort interview med David Lynch. Et lidt specielt et af slagsen; det er nemlig et ”Interview at the cartier foundation”. Lynch viser rundt iblandt egne værker - malerier og lydinstallationer - og kommenterer kort. Han holder sig fra fortolkninger, men vi hører om den kreative proces. Ved det sidste værk fortæller han om forskellen på billed- og filmværker. Lynch understreger forløbet i filmen, som den store forskel. Han har naturligvis ret, men man får den tanke, at ”Inland Empire” måske ville folde sig helt ud, hvis den var en installation.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.
