Skriv en kommentar
Inshallah en dreng, er en hård og gribende fortælling om Nawal (Mouna Hawa), der lever et normalt liv i Jordan i 2019.
Med en drøm om at udvide familien med et barn mere, får de hverdagen til at fungere, lige indtil en morgen, hvor datteren Nora (Seleenah Rababah) ikke kan vække faderen fra søvnen. Det viser sig at han er død i søvne, og en helt ny hverdag venter Nawal som enke og alenemor.
Regler, som vi i Danmark og Europa ikke er bekendte med, er en kæmpe hæmsko i at få hverdagen til at fungere.
Det er alt fra en lang sørgeperiode på 4 måneder og 10 dage, til at man som enke ikke må bevæge sig udenfor efter solnedgang, for at bibeholde den afdødes gode rygte.
Filmens opbygning, tempo og aura, minder på mange måder om Asghar Farhadis film, hvor Murphys lov typisk er noget der går igen.
Det kan man i den grad også sige er gældende i Inshallah en dreng, for Nawal kommer ud for en masse afsløringer og udfordringer i, at være en kvinde i Jordan, uden en Maskulin vogter.
Hemmeligheder og gæld til nærmeste familie begynder at dukke op til overfladen, og da hun ikke er den store tilhænger af, at sælge ud for at kunne betale afdødes bror, begynder en magtkamp om arven, bopælen og forældremuligheden over Nora.
Det er nemlig således, at hvis der ikke er en dreng i familien, til at overtage arven, så skal den deles imellem afdødes søskende og Nawal.
I frustration over et retssystem der tydeligvis prioriterer mænd frem for kvinder, leder Nawal desperat efter en løsning på hendes problemer, samtidig med at hun prøver at bibeholde hendes arbejde, holde påtrængende mænd på afstand og samtidig være en god mor.
Som titlen antyder, ser hun ingen anden løsning end at lyve sig gravid, og vinde lidt tid fra et allerede tikkende ur.
Men hvordan lyver man sig gravid uden beviser, både før, under og efter en graviditet, i en verden hvor mænd kan tillade sig næsten alt.
Filmen er en stærk fortælling om en modig kvinde, der tager skæbnen i egen hånd, selv når alt virker håbløst og direkte umuligt.
Det er helt forståeligt at den anses som Oscar materiale, og præstationerne er i top.
Man føler sig som en flue på væggen igennem hele filmen, trods et tempo der kører rimelig stabilt.
De 2 priser i Cannes er fuld fortjent, og jeg ser frem til at følge filmen, og instruktør Amjad Al Rasheed i hans fremtidige rejse.
Til sidst er der vel ikke andet at sige end;
Inshallah, en Oscar.
