Overskrift konkurrence


Standard facebook

Seneste artikler
Casper
Idiot Prayer – N...
Sophia Loren Ven...
Disney+ Streamin...
70Mm-Film Samler...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Trolls På Verden...
Trolls På Verdenstruné billede

Honest Thief
Herself


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Biograf anmeldelse

Inside Job

31. marts 2011 af Ana Janic

5 stjerner Skriv en kommentar

Inside Job billede

Finanskrise, recession og bankkrak - tilstandsbetegnelser, der de sidste tre år bedst har opsummeret verdenssituationen. Inside Job klargør tilstandens årsager og stikker pegefingeren frem.

Psykologisk set findes der næsten ikke noget mere forløsende end at konfrontere den skruppelløse charlatan, den samvittighedsløse bølle, den kroniske løgner, den tarvelige tyran, den totalt skyldige … you name it. Konfrontationen skal naturligvis ultimativt afstedkomme en fundamenteret placering af ansvar, som i sidste ende skal tilfredsstille den forsmåede retfærdighedsfølelse. Man har brug for at forstå, før man kan gå videre. Man har brug for en ansvarlig, før man kan angribe problemstillingen. Man har brug for en ordentlig sammenhæng, før man kan få closure.

Verdenssituationens tilstand de sidste fire år har antaget en så drastisk og radikal finansiel karakter, at næppe noget andet tema har udrullet sig så intensivt på avisernes forsider og i alverdens samtalekøkkener som netop den igangværende økonomiske krise. Dagligt beretter nyhedsleverandørerne om stigende arbejdsløshed, faldende indtægter, flere tvangsaktioner, færre arbejdspladser, mere ekstensive bankpakker, mindre gennemslagskraftige forbrugsaktiviteter, utallige konkurser, utilstrækkelige modreaktioner, klækkelige hjælpestrategier, kedelige statistikker. Selv for den økonomiske analfabet, står tilstandens alvor strålende klart. Noget er gået rablende galt, hvordan kunne det komme så vidt, og hvem bærer egentlig ansvaret? Når disse spørgsmål bliver stillet i det private og offentlige rum, begynder den refleksive lavine at rulle med tiltagende fart. Hvem var mesterhjernen bag den moderne tids største og værste økonomiske falliterklæringer? Forløsningen lader vente på sig, for pegefingeren kan ikke lokalisere én enkel, altomspændende faktor, som bærer skylden for hele problematikkens arnested, forløb og (anti)klimaks …

I første omgang blev det anklagende spotlys rettet imod dén institution og dens håndlangere, som har den tætteste affinitet til pengesystemet og markedsmekanismerne – bankverdenen. Måske der er en grund til, at bankrådgivere i almindelighed og bankvæsnet i særdeleshed er forhadte eksponenter for utiltrækkende egenskaber som grådighed, griskhed, opportunisme, narcissisme og magtliderlighed … Forhadt barn har jo mange brændemærker. Deler du denne betragtning, eller har du på noget tidspunkt overvejet disse idéer, vil Inside Job tirre dine ondeste anelser. Har du derimod aldrig i din ustyrligste fantasi tænkt i disse baner, får du dig et enormt chok, når du ser denne film.

Island, Wall Street og resten af verden

Oscarvinderen Inside Job dissekerer finanskrisens anatomi, fra dens klejne begyndelse til den dag i dag, hvor den er under fuld opsejling. Matt Damon lægger stemme til som den narrative turguide gennem vor tids mest demoraliserende økonomiske sammenbrud. Gennem diverse ekspertudsagn og grafiske analyser sætter Inside Job fokus på de meget forskelligartede sagsforhold, der gødede jorden for verdensøkonomiens gjaldrende kollaps i 2008. Den store synder var de glubske storbanker og forsømmelige investeringsfirmaer, som mæskede sig i den amerikanske stats manglende regulering af bankvæsnet. De gik sågar så vidt som at implementerede semi- eller helt kriminelle metoder til at opnå deres tvivlsomme mål. Undervejs præsenterer filmens instruktør, Charles H. Ferguson, flere uantastelige bevismaterialer, som tydeligt tilkendegiver, at der figurerede flere heftigt blinkende advarselstegn om markedets forestående nedtur. Ingen ville dog gribe ind i tide i frygt for at gå glip af den store check eller selv blive stillet for den moralske domstol.

Indledningsvist starter filmen i vores nordlige nabo, Island, hvis gennemgående forfatning bliver fremstillet i et flatterende lys. Rigt, systematisk og velfungerende med en finansielt selvhævdende grundmur, hvis støttesøjler er godt og dybt forankrede i en forsvarlig og gennemtænkt økonomisk politik. Flere rapporter bliver skrevet om landets ganske ekskvisitte og singulære måde at forvalte sin økonomi på. Det, som bliver udeladt, er, at ekspert-skribenterne bag disse lovprisninger alle er blevet betalt for at producere en forskønnet udgave af landets faktiske tilstand. Betalt af den islandske stat, det vil sige. I bagklogskabens lys viser disse ”falske” meldinger sig at blive udslagsgivende. Efter at Islands bankvæsen bliver privatiseret, giver bankvæsnet sig i kast med en horde af problematiske spekulationer uden en bevogtende statslig Big Brother-figur. De får kort sagt carte blanche, og som et uregerligt barn uden forældreopsyn, er det dømt til at gå grueligt galt. Resten kender vi, fristes jeg til at skrive. Island bliver forgældet til op over alle sine vulkankratere, og på kort tid glider hele landet hastigt ned ad en både økonomisk og samfundsmæssig rutsjebane.

Herfra rykker Inside Job nogle tidszoner mod vest. Kulissen skifter, og filmen befinder sig nu i New York. Selv om Las Vegas praler af titulaturen ”syndens by”, er det i denne ombæring New York, som må låne betegnelsen, da The Big Apple viser sig som dét lokkende æble, der leder byens Wall Street folk lukt i fordærv. Inside Job skildrer og anfægter Wall Streets grundmurede struktur og kultur, som grundlæggende befordrer en dumdristig økonomisk arbejdsmetode, der siden Reagans dereguleringsinitiativ har fået kronede dage. Det bliver understreget, at der ikke blev foretaget nogen fornuftige risikovurderinger, ligesom bankerne profiterede voldsomt på aggressive udlån, som tilgodeså et tøjlesløst incitamentskapløb og hensynsløs risikovillighed. Simultant med bankvæsenets uforsvarlige praksis, konfronterer Inside Job desuden denne sektors mindre gennemskuelige assistenter. I særdeleshed dens akademiske samarbejdspartnere, som kompromitterer deres funktion og rolle ved at lade sig betale af markedskræfternes herrer til at udføre forskelligt dubiøst konsulentarbejde og frembringe positive indberetninger om diverse pengeinstitutter. Hermed opstår uforenelige konfliktinteresser mellem principielt uafhængige instanser, når videnskabelige fagmænd tager højde for økonomiske interesser. Korruption og nepotisme må det kendetegnes som, når akademiske teknokrater, som jo hyppigt anses for at være demokratiets samvittighed, er til fals for penge og prestige.

Som om bankfolkenes praktiserede griskhed ikke var nok til for evigt at stemple dem som afstumpede fuskere, udstiller Inside Job tilmed børshajerne og økonomerne som excessive forbrugere af materielle goder, prostituerede kvinder og stribevis af kokain. Dyre penthouse-lejligheder, overdådige yachter, personlige flyvemaskiner, fine kunstværker, eksklusive ferieboliger … Bankfolkene overdynger sig med ekstravagante luksusvarer og forlyster sig tilmed på bordeller og dypper næsen i det hvide pulver – alt sammen på bankens regning. Da de største amerikanske banker begynder at krakelere som dominobrikker på stribe, efterlader de et langt og smertende spor efter sig af håbløs desperation hos de nu pengemæssigt afpillede kunder. I mellemtiden hæver diverse administrerende direktører fede bonusser, inden nøglen endegyldigt bliver drejet om.

Inside Job er ikke i tvivl om sin domsafsigelse. Hele affæren er utilgivelig, ubegribelig og uacceptabel. Ingen er officielt blevet holdt ansvarlig for den økonomiske krise – og hvad værre er, har de mest betydningsfulde arkitekter bag det finansielle bankerot fået nye stillinger i Obamas regering. I denne optik klinger Obamas famøse ”Time for Change has come” som tom, direkte nedsættende retorik.

Kald det kaos, kald det katastrofe

Inside Job er delt op i fem kapitler, som skiftevis fokuserer på alt fra årsag til virkning. Virkningen bliver ikke blot begrænset til USA, men indtager makroøkonomiske proportioner og berører både Europa og Kina. Dog er den konstitutive geografiske beliggenhed den amerikanske med den konsekvens, at man til tider farer vild i alle benævnelserne, persongalleriet og omstændighederne. Jeg forestiller mig, at amerikanske øjne får et mere genkendeligt og subjektivt forhold til det fortalte, eftersom aktanterne er mere eller mindre kendte på de breddegrader. Omvendt går man ind til denne oplevelse med objektive, upåvirkede øjne, når man ikke just er bekendt med de pågældende aktører. At Inside Job vælger en noget stringent opdeling som dens formmæssige indramning, fungerer funktionelt og praktisk, eftersom problemkomplekset er så omsiggribende og indviklet. På denne måde får den etableret orden og kohærens, der er ganske nødvendige for rigtigt at kunne erkende og gennemtænke problematikkens format og dimension.

Matt Damon, som den narrative voiceover, har en behagelig og betryggende stemme, som indgyder troværdighed og giver én lyst til at høre mere. Filmens instruktør, Charles Ferguson, agerer den anonyme interviewer, hvis røst primært bliver hørt, når han skal gå sine snuskede interviewpersoner på klingen. Langt hen ad vejen lykkes det formfuldendt. I modsætning til fx Michael Moores mere direkte og kampberedte approach, er Ferguson mere tilbagelænet i sin forhørsstrategi, med den for ham og os publikum heldige konsekvens, at hans interviewpersoner af sig selv buser ud med deres sande natur. Nogle gange kontrolleret, andre gange mere militant, men i alle tilfælde instinktivt og derfor med større gennemslagskraft, når de bliver presset op i et hjørne, de ikke kan manøvrere sig ud fra. Dette kommer eksempelvis fornemt til udtryk, når Ferguson interviewer Columbia Business Schools fåmælte rektor, som indlysende føler sig både udfordret og busted og i den anledning forsøger at dække over sig selv ved desperat og kuet at pointere overfor Ferguson, at interviewet slutter snart, så mon ikke de skulle bruge tiden mere fornuftigt?

Der hersker ingen tvivl om, at Inside Job har gjort sit researcharbejde på professionel og sober vis. Den økonomiske fødekæde bliver illustreret forståeligt og konsekvent vha. bl.a. anskueliggørende grafer og talrige ekspertudtalelser. Filmens tematiske indhold har dog kun tre retninger; den narrative, beskrivende sagsfremstilling, forskellige eksperters mangfoldige vurderinger og så de involveredes mere eller mindre afdækkende udlægninger. Til tider kan denne inddeling føles forudsigelig og ensformig, og specielt den uddybende voiceover forekommer nu og da fordringsfuld med et væld af informationer og konjunkturer at tage stilling til. Man når næsten ikke at trække vejret imellem de mange budskaber.

Én anden akilleshæl ved filmen er, at den potentielt oversimplificerer krisens egentlige skelet. Hele skylden bliver læsset over på bankvæsenet, og koncentrationen bliver slet ikke eller i meget lille grad rettet mod forbrugerne eller politikerne. Derfor bliver Inside Job også en relativt endimensionel dokumentar, hvis krisedækning altså nøjes med at gøre rede for og diskutere bankvæsnets funktion i hele krisen. Når filmen derudover ikke medindbefatter flere personlige historier om krisens sande eftervirkninger, bliver der ikke trykket på de empatiske og sentimentale knapper. Ud fra den betragtning at det kun er ”skurkene”, der får taletiden og er centrum for al opmærksomheden, er det snarere de mere negative følelser som fortørnelse, vrede, lede og afsky, der bliver aktiveret og gejlet op. Det gør som sådan ikke noget, eftersom disse følelser er kraftfulde og engagerende i sig selv. Flere gange under filmen fangede denne anmelder sig selv i at planlægge et snarligt visit til sin lokale bank for at smide en eksplosiv svada ind i hovedet på sin bankrådgiver.

Inside Job som en aktuel gyserforestilling

Selv om filmen foreviser en hovedsageligt habil og intelligent måde at klarlægge krisens evolution på, bliver man hen imod slutningen en smule forvirret over, hvorfor den slutter af med et så agiterende efterord, der pludselig tilskynder til indblandende aktion fra publikums (borgernes) side. Den opildner til kamp og forandring, men gør intet for selv at foreslå en mulig forandringsstrategi eller udtænke en virkningsfuld model for denne transformation. Derfor fremtriner Inside Job ikke som et definitivt eller absolut forlæg, der også peger og perspektiverer fremad, altså hvordan vi skal gebærde os fremover, men giver nærmere en introducerende og deskriptiv sammenfatning af krisens mest indflydelsesrige og fremskudte ophavsmænd og årsagssammenhænge.

Ikke desto mindre tilbyder Inside Job en medrivende og velkonstrueret kollage af den økonomiske cyklus, der pludselig gik i stå. Den skaber grobund for en masse interessante debatter og efterlader sit publikum med sækkevis af spændende tankestof, der ikke blot bliver reduceret til usaglige postulater og kedsommelige opremsninger. Hele vejen igennem understøtter filmen sine teser med velstruktureret dokumentation. Det er både god journalistisk efterforskning og fængslende filmisk fortælling, som, man næsten ikke kan tro, er ægte.

Tempoet i filmen er tilpas, opbygningen bestemt gavnlig, og energien ekstremt velkørende. Inside Job borer et spiddende og satirisk hul i bankvæsnets etiske skjold og spejler den samlede økonomiske koncern som en flok grusomme, moralske nihilister. Det er både en forargende, skræmmende og til tider endog morsom mosaik af verdens økonomiske dispositioner og apparaturer. Ferguson er skarp og kløgtig med sine spørgsmål, velforberedt og kompromisløs, og enkelte interviews med de skyldplettede involverede er så pinlige og grinagtige, at man ikke ved, om man skal grine eller græde over deres så utrolige hykleri, komediespil og korrumpering. At de ikke skammer sig, tænker man uvilkårligt …

Når man træder ud i virkeligheden igen efter det midlertidige ophold i Inside Jobs skygge, føler man sig en anelse brødbetrygget over, hvor råddent og beregnende et så pertinent område som det økonomiske er. Alt imens dagligdagen udenfor biografsalen summer af liv, trafikken kører hektisk som sædvanligt, og verden på overfladen ikke lader til at genspejle det verdensbillede, jeg lige har oplevet i Inside Job, presser en enkel tanke sig på – har vi egentlig set det værste endnu?

Titel: Inside Job
Original Titel: Inside Job
Premieredato: 31. marts 2011
Instruktør: Charles Ferguson
Skuespillere: Matt Damon, William Ackman, Daniel Alpert
Spilletid: 120 min.
Selskab: Representational Pictures, 2010
Genre: Dokumentar
Link: http://www.insidejob.com
Skyldige ser de ud ...
Skyldige ser de ud ...
Der bliver forklaret og talt og snakket, men ikke undskyldt!
Der bliver forklaret og talt og snakket, men ikke undskyldt!
Wall Streets herrer er glade for købte damer ...
Wall Streets herrer er glade for købte damer ...


banner
Overskrift Højre Block
Saint Maud
Greta
Herself
Body Swap
Idiot Prayer - N...
Roadkill
The Painted Bird
Retfærdighedens ...
Psycho - 60th An...
Freaky



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...