Skriv en kommentar
Det er noget mærkeligt noget med de gyserfilm. De er nemlig til for at skræmme dig. For at holde dig vågen, i kold sved og med klamme håndflader. Når døren knirker pludseligt, træernes grene risler larmende i vinden og gulvet knager, som var der nogen, der gik lige ved siden af din seng, forbander du sikkert Michael Myers, Jason Voorhees, Freddy Krueger, alskens Stephen King-filmatiseringer, genkommende spøgelseshistorier og Ghost Adventures på kanal 8 langt ind i det helvede, de kommer fra. Måske du fremover vil tilføje Insidious til dén skrækspredende liste.
Josh (Patrick Wilson), Renai (Rose Byrne) og deres tre børn flytter ind i et lille forstadshus, hvor det en anelse bekymrede forældrepar får sneget ind, at alting nok skal blive bedre …. Bedre end hvad, tænker man straks? Det får vi ikke at vide, men en gennemsigtig stemning af overvældende uhygge er allerede med disse få ord blevet inviteret indenfor.
I forstadens fint ordnede idyl dufter alting på overfladen af hjemmebagte tærter, hyggelig nabosnak og harmonisk klippede hække, så hvad kan dog gå galt? Alting, viser svaret sig at være, for da familiens ældste søn, Dalton, pludselig falder ned fra en stige på loftet (hvor ellers!) og går i koma, forvandler det ellers trygge hjem sig til et levende mareridt.
Spøger det? Eller er det levende mennesker, der er på spil? Vågner Dalton nogensinde op af sin koma? Og er det overhovedet muligt at lave en gyser med en happy ending?
Bøøøøøh!
Det er de færreste (og måske de færreste også higer efter det) forundt at skrive sig ind i Guinness World Records. Det er ikke desto mindre sket for Insidious´ instruktør, James Wan, samt filmens manusforfatter, Leigh Whannell, der altså begge har indprentet deres navne fast i den berømmede rekordbog for at have produceret den mest succesfulde gyser-filmserie nogensinde. Nemlig Saw-filmserien. Med Oren Peli ved producertasterne, manden, som de sidste par år har skræmt de fleste fra vid og sans med Paranormal Activity, har Insidious virkelig støvet tre moderne gysergenier sammen, og derfor er de fleste gyserfans forventninger da også høje, tårnhøje, himmelhøje … Bliver jeg ramt af dundrende tinnitus grundet mine (og andres) forskrækkede skrig i biografsalen, eller vil filmen tage sig ud som en visuel sovepude, jeg kan zzz zzz zzz til?, spørger de fleste.
Well, lad mig slå én – og vel for en gyserfilm den allervigtigste – ting fast med det samme. Insidious er skræmmende som bare pokker. Denne anmelder hoppede flere gange i sædet, så man skulle tro, at jeg vitterligt sad på nåle, hjertet hamrede som et buldrende tog på skæve skinner, og jeg fangede endda mig selv i at kigge væk en enkelt gang. Whaaat? Kigge væk? Det er ikke sket i meget, meget lang tid for denne anmelders vedkommende. Jo, Insidious, der i øvrigt betyder snigende på dansk, opnår sådan set gysergenrens gyldne målsætning – den spreder skræk. Og rædsel. Og den gør det hverken skånsomt, nådigt eller forsigtigt. Den gør det djævelsk intensivt, forbandet præcist og ganske effektivt.
Her er hverken beskidte vægge, der er blevet spraymalet med dårligt teaterblod, ingen grafiske voldsorgier og udpenslende kropsmaltrakteringer, her er ingen big budget monstre med tænder så skarpe som en sleben kniv, ingen storbarmede blondiner, der altid løber den forkerte vej og ingen ironiske gutter, der råber det skæbnesvangre I´ll be right back. Her er horror i sin mest nøgne, mest originale, mest klassiske form. Og heldigvis for det, for med Wan og Whannell ved roret kunne man have frygtet en vis inspirationsfortøjning til Saw-filmene. Heldigvis har Pelis tilstedeværelse sikret, at Insidious mere låner fra Paranormal Activity-universet.
Jeg vil ikke afsløre for meget af filmen, da den, som enhver anden gyserfilm, helst skal nydes kold, dvs. uden overdreven (hvis overhovedet?) forhåndenværende viden om filmens tematik. Vigtigt er det at fremhæve og applaudere filmens formfuldendte billedside. Filmen har ”blot” kostet i omegnen af en million dollars, hvilket altså selv i danske sammenhænge ikke er noget vildt budget. Alene af den grund er det ret beundringsværdigt, hvad den gyselige trio har fået ud af filmen, men Peli er jo om nogen en champ, når det kommer til at skabe noget godt ud af beskedne finansieringer.
Filmen er fornemt bygget op, som en langsomt nærmende klo af uhygge og ubehag, der, omhyggeligt og roligt kæler dine kinder, for snart at vikle sine dræbende kløer rundt om din vidskræmte hals. Fornemt!
At filmen så alligevel ikke hæver sig over fire stjerner skyldes primært dens anden halvdel. Her skrues der op for en fuldkommen malplaceret humoristisk volumen, ligesom gysergenrens altid irriterende impuls for overforklaring bliver mere og mere tydelig. Det er som om, bagmændene har haft et unødvendigt behov for at materialisere uhyggen, og dermed får de den, ironisk nok, til at fordampe hos publikum. Denne legemliggørelse af gysets immaterielle natur får denne anmelder til at tvivle på, om filmens bagmænd har kunnet enes - ikke så meget om filmens definitive udfald - men om vejen dertil.
Der er ingen tvivl om, at Wan, Whannell (der i øvrigt også spiller med i filmen) og Peli har ladet sig inspirere af filmhistoriens gysergiganter som Poltergeist (1982) og The Shining (1980), men har altså ikke selv formået at puste Insidious op til et gigantisk format.
Både filmens skabere og filmen selv må nøjes med at stå på skuldrene af giganter … men til gengæld står de ildevarslende og uhyggespredende, som et mørkt mareridt, man ikke kan vågne fra …
