Skriv en kommentar
Insidious 2 starter omgående, hvor forgængeren slap. Traumatiseret af begivenhederne i den første film overlader Renai og Josh Lambert (Rose Byrne og Patrick Wilson) det til politiet at bekymre sig om mediet, Elise Rainier, der døde i deres hjem i 1’eren. Som i forgængeren trækker familien teltpælene op på ny, for at søge tilflugt hos Joshs mor, Lorraine (Barbara Hershey). Men det virker omtrent ligeså skidt som sidst; nissen flytter med, og endnu inden flyttekasserne er tømt, må parret og deres børn atter se sig terroriseret af ondsindede ånder.
Men ligesom i 1’eren er det jo ikke huset, men personerne der er hjemsøgte, hvilket indledningen slår fast. En særlig grim skygge har siden Joshs barndom efterstræbt hans legeme, og det er da også denne, der er kamppladsen i 2’eren. Er Josh under angreb eller er han allerede blevet belejret? Filmens personer begiver sig nu ud på en okkult sporjagt for at blive klogere på deres plageånd, og historien forgrener sig i tid og rum. Tilbage til Joshs barndomshjem i 1986. Og til morens daværende arbejdsplads, et nu forladt og forfaldent hospital. Handlingen udvikler sig til en to-frontskrig, der udspiller sig henholdsvis i Loraines hjem og i efterlivets skyggeverden.
Tilbage er hele castet inklusiv den afdøde Elise Rainier (Lin Shaye) og hendes assistenter, Specs og Tucker, der er om muligt endnu mere overflødige end i 1’eren.
Er Insidious 2 en god eller dårlig fortsættelse? Når vi taler gyserfilm, skal det besvares med to andre spørgsmål. Fungerer den som film? Og vigtigere endnu: skræmmer den?
Som film og fortælling er det en speget vurdering. Det er på den ene side rart med en fortsætter, der ærer sin forgænger på især de punkter, der gjorde denne stærk; atmosfære, mytologi, plot og karakterer. Insidious 2's gåde er den samme som 1’eren: selvom det ser ud til at være huset, som er hjemsøgt, er det så i virkeligheden et medlem af familien. Spøgelsernes historier og motiver væves grundigt sammen med 1’erens forklaring på, hvad drømme er; sjælevandringer ind i en åndedimension, der som et førindustrielt landskab, besidder en randzone – ”the further” – det koster dyrt at begive sig ud i. Filmen begiver sig derfor ud i samme terræn som Poltergeist og Nightmare on Elm Street– kun er atmosfæren her tungere, koldere og ondere.
Insidious 2 viser desuden overskud til at give plottet nytænkning. Man kan mærke, at både James Wan og manuskriptforfatteren, Leigh Whannell, har været med fra originalen, og at de derfor evner den svære kunst, det er kun at grave et – og kun ét – spadestik dybere i historien, uden at støde på det virvar af tillæg og forviklinger, som mange ambitiøse fortsættelser belemrer originalens fans med (nærmeste eksempel værende Excorsisten 2: Kætteren). Her præmissen simpel: Genfærdet hjemsøger fordi, det vil leve igen. Og den fungerer bedre og bedre, som filmen skrider frem.
Svaghederne er mange, men de stikker efter denne anmelders mening ikke så dybt, at det gør noget. Skuespillet bliver visse steder overdrevet og grinagtigt, ligesom den farce som Specs og Tucker står for, dratter til jorden, ligeså hurtigt som den leveres. Elise og Renai skærer flere steder så ekstreme grimasser, at de mere vækker latter end indlevelse. Men overordnet leverer filmen solide præstationer hele vejen rundt, så undertegnede har tilgivet svipserne.
Men nu det vigtigste: skræmmer fortsættelsen? Virker den?
Ja og nej. Hvad chok og angst angår, overrumpler Insidious 2 ikke halvt så meget som originalen. Forrådskammeret, som Wan har hentet sine chok fra, er ved at løbe tørt. Genfærdene benytter sig af samme skræmmetaktikker (jumpscares, vuggeviser og forvredne ansigter med sortrandede øjne og arseniklæber) som originalens, og selvom klipning, billedkomposition, og lyddesign gør sit til alligevel at skabe et chok, så er det så at sige ”op ad bakke” mod klicheerne. Det er lydteknikerne mere end nogensinde, der får publikum op i stolene. Men op kommer man da – flere steder.
Alligevel virker filmen faktisk. Virkningen finder bare ikke sted, hvor filmen forsøger at være som originalen; en historie om et (tilsyneladende) hjemsøgt hus. Den befinder sig i der hvor Insidious 2 betræder nyt territorium: i den mulige besættelse af Josh samt den paranoia, der forståeligt nok forplanter sig i Renai, Lorraine og børnene som ultimativt leder os ind i filmens veltilrettelagte klimaks. HER leverer filmen måske ikke angst som sådan, men dog en spændingsfyldt frygt for personernes overlevelse, der kan minde om den, man gribes af i Kubricks uovertrufne The Shining.
Insidious 2 er ikke ueffen – men den er heller ikke på højde med 1’eren. Den lægger op til en fortsættelse, og til den tid bliver det nok med en ny instruktør. Man må håbe at det også bliver med nye ideer.
