Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det kan virke en kende søgt. Den unge instruktør prøver at ride videre på den bølge, der skyllede ham i land som en accepteret og innovativ filmmager. For tematisk minder Insomnia en del om Christopher Nolans gennembrud Memento fra 2000. Vi har en mordgåde og en hovedperson, der skal opklare den trods helbredsproblemer, der ikke sådan lader sig kurere. I Memento var det hukommelsestab, mens det i Insomnia er søvnløshed. Når Insomnia oven i købet er en genindspilning af en tilsvarende norsk film fra 1997, så virker hele menageriet en kende kalkuleret. Men Nolan redder sig igen i land. Denne gang med hjælp fra to af Hollywoods evige esser Al Pacino og Robin Williams samt en fin instruktørindsats på baggrund af det gode norske manuskript af Nikolaj Frobenius og Erik Skjoldbjærg.
Handlingen er flyttet fra Nordnorge til Alaska. Her skinner solen døgnets 24 timer om sommeren, hvilket ikke er hverdag for den rutinerede og respekterede L.A.-strømer Will Dormer (Pacino). Sammen med sin makker, Eckhart, sendes han til den nordligste amerikanske stat for at opklare mordet på den 17-årige teenagepige Kay Connell. Bag udsendingen ligger nogle problemer med Internal Affairs, som efterforsker uregelmæssigheder i en tidligere mordsag, de to betjente stod bag. Og den efterforskning skaber splid i partnerskabet, fordi Ekhart vil lægge kortene på bordet, mens Dormer afskyr Internal Affairs og ønsker absolut intet samarbejde.
Den bihistorie overtager handlingen mere og mere. For konflikten mellem de to betjente eskalerer, og Dormer plages i højere og højere grad af dårlig samvittighed. Så fra at være en regulær who-did-it kriminalfilm bliver Insomnia til en skildring af en betjents kamp mod at miste integriteten. Gennem den stræbsomme lokale betjent Ellie Burr (Hilary Swank) bliver den respekt, Dormer nyder i branchen, fremhævet. Hun betragter ham således som sit store forbillede og forsøger at suge al den lærdom, hun kan, til sig – blandt andet gennem en række fremragende one liners fra Dormers side.
Pacino er naturligvis i sit es som den kyniske men ikke humorløse betjent, Will Dormer. Men selvom han kommer godt fra start med efterforskningen i den lille nordlige flække, så forsvinder humøret ligeså stille, og han bliver aldrig den forventede inspiration for Ellie Burr. Han lider nemlig i stigende grad af søvnløshed. En lidelse, der er dels provokeret af de helt lyse nætter, dels af dårlig samvittighed. Manglen på søvn svækker ligeledes Dormers dømmekraft og realitetssans, hvilket giver let spil for kriminalforfatteren Walter Finch (Robin Williams), der prøver at lokke Dormer yderligere i fordærv. Endnu en gang undrer det mig, at en skuespiller med Robin Williams’ repertoire bruger så megen energi på dårlige komedier. Her brænder han igennem skærmen som den kejtede men snarrådige Finch.
Finch gør livet surere og søvnen værre for Dormer, og efterhånden, som denne proces griber om sig, træder Christopher Nolan i karakter som instruktør. For sammen med nogle intense scener på en tåget strand først i filmen står skildringen af søvnløsheden stærkest i instruktørpræstationen. Med hurtige flashbacks i Dormers hukommelse samt et stadigt mere nervøst kamera viser Nolan, hvordan alting vakler i og omkring den respekterede betjent.
Til trods for lettere overdramatiseret slutning kommer Nolan selv igennem Insomnia uden større vaklen. Filmen svinger sig aldrig helt op under taget, men giver derimod et velskåret bud på, hvordan kriminalgenren stadig rummer muligheder uden at kaste sig ud i vandet psykologi. Desværre mister historien til tider sin fokus – eksempelvis er den lokale efterforskningsleders klichefyldte skeptiske velkomst til betjentene fra storbyen en helt overflødig detalje. Derudover kommer Hilary Swanks unge betjent Ellie Burr til at fremstå som en overfladisk og lettere klodset implementering af en evigt god karakter – især i forhold til de raffinerede Willams og Pacino.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Buena Vista Home Entertainment.
