Skriv en kommentar
Igennem 90-erne lagde man mærke til film, der nok havde en enkelt eller et par hovedpersoner men først og fremmest excellerede i et stort persongalleri, der efterhånden som filmen skred frem, vævede personernes skæbne ind i hinanden. Så forskellige film som Shortcuts, Magnolia og Pulpfiction var hver for sig imponerende i deres labyrintiske fortælleform.
Den irske instruktør John Crowley gør nu kunststykket efter, men i en alt andet end højglanspoleret og stringent form; her går det særdeles håndholdte kamera tæt på personerne og der klippes abrupt både i den enkelte scene og frit imellem det store persongalleri. Ligeledes har Crowley tilsyneladende ingen ambitioner om at udsige store eksistentielle temaer som i Shortcuts og Magnolia eller spille ironisk bold op af filmhistorien som i Pulpfiction, men fortæller os derimod virtuost hvad der sker, når det uendeligt kedsommelige hverdagsliv brydes dramatisk i kærlighedens og forbrydelsens prisme. Åbningsscenens eksplosive vekslen fra kærlighed til vold lægger stilen.
Vi følger en række mennesker i Dublin. Vi følger fyren der har slået op med kæresten for at ”teste” sin kæreste, det skulle han aldrig have gjort; for hun indleder straks et forhold til en bankdirektør, der straks forlader sin kone. Og konen går straks ud i nattelivet med sin veninde for der at møde en fyr der end ikke kan tilfredsstille sig selv mere, ja ikke engang pornofilm hjælper. Den fyr er den første fyrs gode ven. Og den kvinde, hvis kæreste slog op med hende for at teste hendes kærlighed, har en søster der nærmest er traumatiseret efter at hendes kæreste slet ikke var en kæreste men stjal hendes penge, bandt hende til sengen og i bogstaveligste forstand sked på hende. Vi følger også en politimand der føler sig som ukronet konge over Dublins kriminelle miljø og derfor tager chancen, da en talentløs TV-mand står og mangler en historie der kan give ham,TV-manden status i branchen. Og den film der kommer ud af det berører alle de andre. Og flere personer kommer til.
Centralt står en stenkastende snotunge, ikke at vi lærer ham nærmere at kende, men hver gang han kaster en sten mod forbipasserende biler sætter han en kædereaktion i gang der involverer de føromtale personer. Den dødkedelige hverdag, som personerne i begyndelsen af filmen vitterligt er enige om er dødkedelig, brydes, og sætter først og fremmest forelskelsen og kærligheden i spil. Nok er det dramatisk, men Intermission er først og fremmest en komedie i realistiske gevandter – irerne og englænderne har en lang og stadig særdeles levende tradition for socialrealisme, hvadenten der er dømt drama eller komedie.
På trods af det store persongalleri er Crowley i stand til at fortælle levende og detaljeret om personerne. Dog er der én hovedperson, ligesom det ofte også var tilfældet i 90-ernes labyrintiske film – man forlader aldrig rigtig Hollywoodmodellen. John (Cillian Murphy) stabler varer i supermarkedet. Det er ham der vil have en pause (Intermission) på skrømt i forholdet til sin kæreste. Og ligesom den stenkastende dreng sætter han med sin pause noget i gang, han ikke havde drømt om. Den videre udvikling siger jeg ikke mere om, men man overraskes og siger dog til sig selv, ja sådan kunne det godt gå.
Til sidst ville man dog ønske, at Crowley ville noget mere med sine virtuoserier i labyrintisk, socialrealistisk stil. En følelse af at instruktøren ironiserer let overfor sit fine persongalleri melder sig og er måske et udslag af, at dette er en debutfilm, for hvorfor dog undsige kærlighedens mærkværdige ud- og nedslag, hvis det er det man, dvs. instruktøren og hans personer, så åbenlyst vil. Dog, under alle omstændigheder er Intermission en ekstremt velfortalt historie. En herlig skæv komedie.
