Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Den midaldrende politiske redaktør Pierre (Pierre Bokma) får trods protester til opgave at interviewe den unge filmstjerne Katja (Katja Schuurman). Pierre gider ikke spilde sin tid på en dum filmstjerne, og hun gider ikke spilde sin tid på en ligeså dum politisk redaktør. Så et egentligt interview bliver det aldrig rigtig til, men til gengæld en lang aften/nat, hvor de to konstant spiller pingpong med deres identiteter; et djævelsk rollespil, hvor hverken de selv eller os tilskuere kan være sikre på, hvem de egentlig er. Fordomme, tvivl, bitterhed, misbrug og tragedier oprulles fra begges liv – de er skiftevis tiltrukket og frastødt af hinanden i et forsøg på at finde sig selv, at få betydning for sig selv og i forhold til verden. Når de ikke bare med det samme opgiver projektet, er det angiveligt fordi de ligner hinanden; de arbejder begge i en eller anden forstand med fiktionen og rollespillet (understreget ved at rollerne har taget navn efter skuespillerne). Hun gør det åbenlyst som skuespiller og også som den mediedarling, hun er – hvordan er sammenhængen mellem personligheden og stjernen? Under alle omstændigheder problematisk, kan man forstå. For ham gælder, at tiden som reporter i Bosnien under krigen i det tidligere Jugoslavien har sat sig dybe spor i hans personlighed, ja han definerer sig monomant i forhold til rædslerne. Hvorfor? Og hvad er sammenhængen mellem hans historier (?) fra dengang og hans overbevisning om, at oplevelserne har gjort ham til et bedre menneske?
Som man kan høre er scenen sat til en spændende omgang spanking i vores politiserede og mediefikserede verden. Alligevel er filmen for mig at se først og fremmest seværdig pga. de to skuespilleres åbenlyse talent. Derimod er det svært at se, hvad historiens budskab egentlig er. Som udgangspunkt har de to personer ikke rigtig noget at lade hinanden høre; han har fordomme om hende, som talentløs, dum skuespillerinde i soap-operas, der sådan set bekræftes; hun har fordomme om ham som bitter, følelsesmæssigt afstumpet journalist der ”lever højt på” de rædsler, som han oplevede i et krigshærget Bosnien – og ja, hun har ret. Alligevel lader van Gogh hende gå af med sejren, for at blive i deres eget sprog. Hvorfor er ærlig talt svært at forstå – de har som sagt ikke rigtig noget at lade hinanden høre. Man kan få den tanke, at van Gogh forsøger at åbne for et eller andet håb ved at sætte en verden smækfuld af umoralsk politik og underlødig journalistik overfor soapoperaen, der i virkeligheden er udtryk for en eller anden form for egentlig, ægte folkelighed. Måske er det at gå over stregen at læse disse ”værdier” ind i filmen, men det ligger snuplende nær. Under alle omstændigheder føler man sig grundigt snydt med denne udgang på en nat, der sådan set konsekvent rejser relevante senmoderne dilemmaer.
Instruktøren Theo van Gogh blev som bekendt myrdet i november 2004 angiveligt pga. sin islamkritiske film ”Submission: Part 1”. Det er nærliggende at få den tanke, at akkurat den frygtelige omstændighed er baggrunden for udgivelsen af ”Interview” i Danmark. Hvis det er tilfældet, er van Gogh her offer for den samme umoral, som hans journalist lægger for dagen i ”Interview” – en tragedie skal sælge varen.
Iøvrigt findes filmen i en amerikansk udgave fra 2007 med Steve Buscemi som instruktør og Sienna Miller og Buscemi selv i de to hovedroller.
DVD-en har intet ekstramateriale udover en samling trailers (den for ”Italian Stallion” anbefales på det varmeste for sin gennemførte talentløshed; her er kultmateriale).
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
