Skriv en kommentar
Det er ikke første gang, at den populære og mange gange prisbelønnede forfatter Kirsten Thorup oplever et af sine værker blive filmatiseret.
I 1988 lavede Morten Arnfred en film ud af hendes roman ”Himmel og Helvede”, men det forholder sig dog lidt anderledes med den seneste fra bog til film-produktion. Det drejer sig denne gang om romanen ”Baby” fra 1973, der er blevet betegnet som intet mindre end en kult-roman. Den er oversat til adskillige sprog, og den er tilmed blevet sat op på Aalborg Teater i 2002. Og så er det hendes debut-roman, hvis handling er baseret på egne, virkelige oplevelser.
Bl.a. derfor har Kirsten Thorup et meget specielt forhold til netop denne bog. Det og meget mere taler hun om i dette interview i anledningen af premieren på filmen ”Baby”.
Hvordan er det at se sin bog filmatiseret? Er du tilfreds med det endelige resultat?
- "Jeg har jo prøvet det før med filmatiseringen af ”Himmel og Helvede”. Men det er jo altid en meget speciel oplevelse, for det er jo to meget forskellige kunstarter. På film bliver det næsten en helt anden historie end i bogen. Fordi filmen er nødt til at lave en historie, der er indsnæret til færre personer. Så det er næsten en helt skizofren fornemmelse at genkende sin historie, selvom den er helt anderledes.
Jeg har faktisk ikke set det færdige resultat, men skal se den til premieren i morgen. Indtil videre er jeg glad for det, jeg har set på klippebordet. Men jeg har endnu ikke set den med Sort Sols musik i biografmørket. Det er jo der, den skal ses.
Men det føles ligesom at gifte sit barn bort, og så sidde og håbe på at alt går godt. Det er det eneste, der er at gøre. For man har ingen indflydelse, når man sådan afgiver sin historie."
Men hvor stor indflydelse har du haft på filmatiseringen af ”Baby”? De billeder du har haft i hovedet, da du skrev bogen, er de blevet brugt til at skabe filmen, f.eks. til valg af skuespillere?
- "Nej ikke rigtig. De billeder, jeg har haft, da jeg skrev bogen, tror jeg ikke, man kan bruge til ret meget. Det er læseren af bogen og instruktørens billeder, der er de gældende. Ikke mine. Den endelige bog er læsernes billeder af den, og den endelige film afhænger af instruktøren, der går ud fra sit eget indtryk af bogen. Filmen er en helt ny fortælling i forhold til bogen."
Du har været med på sidelinien som manuskriptforfatter?
- "Ja, men kun til en vis grad. Det er kun instruktøren, der har skrevet manuskriptet i sin helhed. Jeg har været med på nogle scener, som ikke er i bogen. Der er flere ting, der er lavet om i historien. Personerne er rykket tættere på hinanden netop for at få en filmhistorie til at fungere."
Hvordan kan man sammenligne det at være forfatter med arbejdet som manuskriptforfatter?
- "Det er to vidt forskellige ting. Fordi et filmmanuskript er mere en slags nodehæfte, der skal omsættes til billeder, hvor en roman er et færdigt produkt i sig selv. Filmen er det færdige produkt, så det er to vidt forskellige ting. To måder at forholde sig til det samme stof på."
Du nævnte, at der er bygget nyt ind i historien. Hvilke ændringer er der sket i med din historie i filmudgaven?
- "Den væsentligste ændring er nok, at to af personerne har fået en tættere familierelation end i bogen. Der er ikke bygget videre på bogen, men bygget noget ind i historien.
De to kvinder Leni og Nova er blevet til hovedpersoner i filmen, og de er også blevet søstre. Det er de ikke i romanen, men det er en stor fordel, for dermed bliver deres forhold også mere følelsesbetonet. Derudover er der skåret en hel del personer og scenarier ud af historien, simpelthen fordi der ikke var plads til dem i filmen.
Men Linda har brugt replikker direkte fra bogen, som en slags stilisering af sproget. Sproget i filmen er stiliseret som replikker. Det har ikke været nødvendigt at ændre på det, da det derfor ikke bærer præg af oprindeligt at være skrevet i 70’erne.
Hvordan stiliseret?
- De taler lidt stiliseret nogle steder. Du hører dem f.eks. ikke sige øh og æv og ih nej. Det er ikke almindeligt hverdagssprog, det er et type-sprog, og det er lidt af et eksperiment. Det er jo så meget interessant, hvad publikum siger til det, om de mener, at fortællingen mister troværdighed, eller om stiliseringen netop opnår eller understreger det tidløse præg.
De mennesker vi møder i romanen Baby indgår på den ene eller anden måde i nogle smertefulde relationer eller afhængighedsforhold af den ene eller anden art. Hvorfor er det så svært for dem at bryde ud af de forhold?
- Bogen skildrer en bestemt periode af de her menneskers liv. Hvis vi tager eksemplet med de to søstre i filmen. De har et konfliktfyldt forhold, men i filmens slutning får de en slags forening, en slags åbning som de i deres liv kan bygge videre på.
Det er tit, man fortæller en historie, som er meget dramatisk, men at der findes en udvej eller en åbning, der kan føre dramaet videre. Der er en åbning i slutningen. De er ikke færdige de personer.
Der er altså håb for personerne, de er ikke fortabte og fastlåst i de destruktive forhold for evigt?
- Nej, jeg mener, at der er håb for de to hovedpersoner. Helt afgjort. Man kan have sine tvivl med nogle af de andre, men de går alle sammen igennem en fase eller en periode i deres liv, som er meget konfliktfyldt og eksplosiv. Men som på en måde bringer det noget positivt med sig, selvom det også kan udmunde i undergang.
Det væsentlige er, at det ikke er en konstant tilstand, men en overgang.
Din roman Baby udkom i 1973, altså for snart 30 år siden. Den har vundet priser, blevet sat op som teaterstykke og er oversat til flere sprog. Hvorfor er den blevet så populær?
- Jeg kan kun gætte, for sådan tænker man jo ikke, når man sidder og skriver den. Jeg var ung, da jeg skrev den, og det er min første roman. Jeg boede på Vesterbro i København, og mange af fortællingens mennesker er portrætter af nogen, som jeg mødte dengang. Jeg fik meget inspiration derfra.
Måske er der noget klassisk ved selve det, at et samfund altid vil have nogle tabere, eller nogen der lever på kanten af samfundet. Det er noget, der altid har været sådan. Måske er det bare nogle andre lag, der lever på kanten i dag i forhold til for 10 eller 20 år siden eller i forhold til fremtiden.
Men der vil altid være dét der med individet overfor samfundet. Der vil altid være nogen, som ikke kan klare sig. Så måske har det tema noget klassisk ved sig. Jeg tror i hvert fald, at historien er tidløs på mange måder. Det, tror jeg også, er Lindas [Wendels] udgangspunkt, at lave en tidløs film. For hvis man bare havde omsat historien til at foregå i dag, så kunne man lige så godt have lavet en ny historie, synes jeg. Og jeg synes også, filmen er blevet tidløs i sine typer og sit sprog.
Da du i sin tid skrev romanen, havde du da en forestilling om, hvem der ville læse din bog, og hvilken oplevelse læseren ville få af den barske fortælling?
- Jeg tænkte slet ikke sådan, men på hvad jeg gerne ville skrive om. Om nogle personer og episoder, som jeg havde set på Vesterbro, som havde gjort stærkt indtryk på mig. Dengang var der ikke så stor medie-eksponering som i dag, så jeg tænkte at litteratur kunne kaste lys over nogle skæbner, mennesker og historier, som ikke var så belyste i det almindelige mediebillede. Det var historiens forudsætning. Jeg ville have, at folk skulle læse om det her så de ikke gik i deres villaer og troede at verden er idyllisk. Jeg oplevede jo den rå hverdag, og jeg ville gengive den måde, som de personer levede på, fordi den var så ekstrem. Det var på mange måder et litterært eksperiment. Jeg har heller ikke skrevet sådan siden.
Baby er blevet kaldet en ”kult-roman”, hvordan har du det med det?
- Det er jeg da glad for. Helt afgjort. Det er en stor kompliment, men det er jo lidt forbavsende, når nu bogen er så gammel som den er. Jeg er stolt over, at den er blevet taget op nu igen.
Har du andre film-planer?
- Nej, jeg skriver egentlig ikke film-manuskripter. Jeg skriver kun romaner nu. Jeg har dog skrevet for TV i 70’erne, lidt teater og enkelte film med Franz Ernst. Så jeg har lavet dramatik, men nu vil jeg kun koncentrere mig om romaner.
Men jeg er bestemt ikke afvisende overfor tilbud i fremtiden, men det kræver, at jeg bliver kontaktet. For selv om jeg elsker film, vil det aldrig være mig, der tager initiativ til en film eller filmatisering.
