Skriv en kommentar
Der er stemning i ”Øst for Paradis”. Den lille århusianske biograf er på den anden ende. Instruktøren Elisabeth Rygård kommer på besøg i anledningen af sin nye tyrkisk/danske film ”Omfavn mig måne”. Billedkunstneren og filmens scenograf Søs Bryschs farverige malerier pryder væggene på førstesalen i biografen. I disse hyggelige omgivelser starter mit interview med den karismatiske filminstruktør.
- Jeg vil starte med at spørge dig om, hvorfor det lige er Tyrkiet, du har valgt som ramme for din nye film ”Omfavn mig måne”?
Det hele startede sådan set i 1993, hvor jeg ville lave en film om digteren Henrik Nordbrandt, som jo på det tidspunkt boede i Tyrkiet. Jeg havde aldrig været i Tyrkiet før, og jeg blev MEGET overrasket. Jeg opdagede, at jeg vidste utrolig lidt om de mangfoldige tyrkiske kulturer.
Jeg vil sige, at der var tre hovedinspirationskilder til at lave filmen. Via Henrik Nordbrandt stødte jeg på en digter ved navn Rumi Mevlana, som levede i 1200-tallet i Konja (I Tyrkiet). Han er mystisker hvilket er en gren inden for sufismen. Rumi har et digt der skildrer opfattelsen af mystikernes opfattelse af verden:
Beyond the right doing – and the wrong doing
There is a field
I will need you there
Det er en tredje vej, han taler om, forstået på den måde at der er et andet lag end den politiske virkelighed, hvor man vurderer hvad der er rigtigt og forkert. I virkeligheden er han ordløs, og essensen kan kun udtrykkes i poesi og tavshed.
Den anden inspirationskilde er folkekulturerne i Tyrkiet, som jo overlever via den mundtlige tradition. På den måde bliver essensen tilbage, mens alt det uvæsentlige udviskes. Det, der overlever i den mundtlige tradition, kan man sige, er perlen i muslingen.
Den tredje inspirationskilde er alevitterene. Det er et folkeslag efter Muhammeds svigersøn Ali, som blev myrdet fordi han levede meget udogmatisk som muslim. Dem der fulgte ham er alevitterne. De bruger ikke traditionelle moskeer, for deres livssyn er, at Gud er over alt. Lige som asikken i filmen (den gamle, blind mand) er de udtryk for folkekulturerne.
Alevitterne anser mænd og kvinder for lige, og på trods at have været forfulgt lyder deres livsmotto: Fejr livet med sang og musik og bægerklang. Alevitterne forener Sufismen med folkekulturen, som jeg oplever det.
- Men Henrik Nordbrandt var altså din indgang til den tyrkiske kultur?
Ja, for gennem ham mødte jeg også en herboende tyrkisk musiker, der lavede musik til portrætfilmen af Henrik ”Mellem bjergene og havet”. Så fik jeg den idé at lave noget mere om tyrkisk kultur og fortælle det videre til et dansk publikum. Han fortalte mig nemlig sin livshistorie, som ”Omfavn mig måne” delvist er baseret på.
- Hvorfor er det vigtigt for dig at lave en film om tyrkisk kultur til det danske publikum?
Jeg håber, at man på den måde kan stifte kontakt til andre kulturer på en anden måde end normalt. I Danmark er mange mennesker uvidende og derfor føler jeg der er behov for at vide mere om andre kulturer, også hvis integrationen skal blomstre. Det er nødvendigt at åbne sig og lære mere og sætte sig ud over de personlige forestillinger, vi nu engang måtte have om fremmede kulturer.
- Er det så hensigten med filmen, eller hvad har du først og fremmest villet skildre? Er det en belærende film, du har lavet?
Nej (lang pause). Det er svært at svare på, men jeg kan fortælle at til den første forevisning af filmen, var der en ældre dame der sagde til mig: ”Hvad handler filmen om” og jeg blev helt paf. Så svarede hun selv: ”den handler jo om alting”, og det blev jeg meget glad for. Jeg kan godt lide at filmen indeholder så mange forskellige elementer og temaer, for jeg kan ikke lide etiketter på den måde.
- Hvad håber du, at folk tager med sig hjem fra biografen, når de har været inde og se ”Omfavn mig måne”?
Et tema i filmen, der er lagt meget vægt på er smerte, sorg og tab. Det er noget vi alle oplever. Det er vigtigt at vi kan rumme eller transformere smerten til noget konstruktivt og ikke laver en offerrolle. Lidelse og sorg er ikke en fejl, men tilhører livsprocessen. Derfor er det vigtigt at snakke sammen på tværs af køn og race, jeg håber filmen kan hjælpe med at se det konkrete menneske i stedet for en stereotyp.
- Kan du forklare lidt om den meget poetiske titel ”Omfavn mig måne”, hvordan skal den forstås og hvordan kom du på den?
I starten anede jeg ikke, hvorfor jeg havde lyst til at kalde filmen det. Det havde jeg bare.
Men månens principper forbinder man med natten, med det ubevidste og det irrationelle. I vores kultur lægges der vægt på det rationelle, hvor alt i virkeligheden kan måles og vejes. Men vi bliver rigere ved at se med begge lys samtidig. Vi skal lære at omfavne månens lys, altså alt det, der opererer i det ubevidste, intuitive – i følelseslyset. Vi skal omfavne det, selvom der gemmer sig frygtelige og også fantastiske ting.
- I filmen kan Osmans far og farfar slet ikke komme overens. De kan ikke finde ud af at stå sammen, selv da situationen for alvor spidser til, hvilket ikke virker specielt fornuftigt eller rationelt. Er det fordi deres ”månelys” er mere styrende?
Det kan man godt sige ja, og det ubevidste og de irrationelle tankemønstre går i arv i alle familier. Far og farfar gentager hinandens mønstre. Når Osmans far siger til sin søn, at han ikke skal blive stædig, så taler han i virkeligheden om sig selv.
- Er det i virkeligheden mændene, der er de stolte i den tyrkiske kultur, hvor kvinderne – i filmen i hvert fald – er mere overbærende og forsøger at forsone?
Jo, men er det ikke også sådan i Danmark? Det bliver jo ofte fremhævet at kvinder er gode ledere, fordi de netop ikke er så stædige og ikke har så stort et ego. Det hænger jo faktisk sammen med at de patriakalske mønstre går tusinder af år tilbage.
- Som jeg forstår det, forsones Osmans far og farfar aldrig. Da Osman nægter at rejse med sin far tilbage til Tyrkiet, opstår der ikke samme splittelse mellem de to. Hvorfor ikke?
Osman er måske mere moderne, og han er lige så tryg i Tyrkiet som i Danmark. Som lille dreng har han gennem den gamle mand asikken lært, at der er en anden mulighed end at blive bitter. Osman er splittet mellem bitterhed og vrede, men først og fremmest er han ulykkelig over, at to mennesker, han elsker så højt, ikke kan finde ud af det sammen.
- Hvordan oplevede du at indspille en film i Tyrkiet? Var der uforudsete vanskeligheder eller fordele?
Hele filmholdet blev modtaget med åbne arme og velvillighed overalt, om det så var i Istanbul, i landsbyerne eller i fagkredse. De var meget villige til at hjælpe med produktionen, sikkert fordi det jo ikke ligefrem er en turistfilm, vi ville lavet, men en film der giver et dybere indblik i den tyrkiske kultur.
- Hvordan har du det med det færdige resultat? Er filmen blevet som forventet?
Jeg er SÅ glad for filmen, den er faldet ud som jeg havde håbet og forventet. Den er jo i høj grad produktet af et kunstnerisk samarbejde mellem mig og Søs Brysch (scenograf) og Søren Skjær (production designer). Vi arbejder sammen som en kunstnerisk kerne, der går op i en højere enhed.
- Nu du taler så varmt for at udvide sin kulturelle horisont, er der så her til sidst en tyrkisk film du vil anbefale vores læsere at se?
Tja, der var en lille underlig tyrkisk film for nogle år tilbage der hedder ”Iol”. Den er seværdig!
- Filmen ”Omfavn mig måne” får både dansk og tyrkisk premiere. Filmen skal vises ved Tyrkiets
største filmfestival Antalja festivalen i oktober i år, herefter får den almindelig premiere i Tyrkiet.
(Interview af Lise Aakjær og Niels Egholm).
