Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Intet varer evigt – og heldigvis for det, når man ser at et så horribelt regime som apartheid kan synke i grus.
27 år sad Nelson Mandela i fængsel, men da han omsider blev lukket ud og overtog præsidentembedet i Sydafrika, var det langt fra en samlet nation, han skulle stå i spidsen for.
Selv om apartheid officielt ikke fandtes længere, tager det en rum tid at udviske årtiers tankegang.
Sorte og hvide står stadig stejlt foran hinanden, og opgaven foran Mandela virker uoverkommelig.
Clint Eastwood, der jo efterhånden er en bedaget herre sidder i instruktørstolen og har allieret sig med Morgan Freeman (naturligvis, tænker man næsten) der påtager sig rollen som Nelson Mandela.
Man skulle tro, at apartheid efterhånden var en udtømt filmisk kilde, på trods af den store og vigtige historie, der kan og skal fortælles. Der kan dog stadig koges suppe på det ben, og heldigvis har Eastwood givet sin skildring af en epoke i verdenshistorien en anderledes og ganske interessant vinkel.
Det splittede land skal samles – ingen tvivl om det, men hvordan forener man to folk, der har foragtet hinanden i årtier?
Rugbyholdet Springboks har ikke den største succes og det er tilmed de hvides hold, og derfor virker det umiddelbart nærliggende at nedlægge det.
I stedet vælgerMandela at styrke holdet og giver kaptajnen Pienaar (Matt Daemon) opgaven at vinde verdensmesterskabet. Det virker som et uopnåeligt mål. Men lige så stille samles spillere og nation i fællesskab og holdet bliver symbol på Nelson Mandelas tilgivelsespolitik.
Invictus er en rigtig sympatisk film. Eastwood spiller på alle de rigtige visuelle virkemidler i en film der er gennemført flot at se på, men som også er ganske velfortalt. I bund og grund er det er helt almindelig sportsfilm om taberholdet, der vinder ære og berømmelse, men filmen får alligevel en ekstra dimension i og med at den har udgangspunkt i en rigtig historie, og at afviklingen af apartheid står tilbage som et flot eksempel på konfliktløsning. At nationalisme og sport kædes sammen i en vigtig historiefortælling gør Invictus værd at se. Den er dog alt for ordinær og forudsigelig på mange punkter, og ville sandsynligvis ikke have krav på mere end almindelig opmærksomhed, hvis det ikke havde været for de to hovedroller. Især Morgan Freeman ER Nelson Mandela. Han spiller sin rolle med vanligt underspil, men udstrålet ganske enkelt det, der ikke kan siges med ord. Som kaptajnen Pienaar er Matt Daemon perfekt. Han kan levere et troværdigt portræt og pondus til de sædvanlige ”jo, vi kan!” taler, der hører til i en sportsfilm. Invictus fremstår mest af alt som en hyldest til Mandela, og det kan man jo heller ikke fortænke Clint Eastwood i.
Invictus er en ordinær sportsfilm, men hæver sig i kraft af en visuel bredside og to gode hovedroller bestemt op over middel.
Der er begrænset ekstramateriale på udgivelsen:
Matt Daemon lærer at spille rugby og en musiktrailer er hvad der bydes på i den afdeling.
Warner Home Video.
