Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Iqbal er en trettenårig dreng, der er en del mere livlig og … ’initiativrig’ end dele af hans omgivelser bryder sig om eller kan forholde sig til.
For det første er der kemilæreren, der bestemt ikke ser med milde øjne på, at Iqbal sjældent læser sine lektier og som bestemt ikke bryder sig om drengens kreative måde at udføre kemiforsøg på. For det andet er der den gnavne og jævnt hen racistiske vicevært og for det tredje den entusiastiske psykolog, der i realiteten ikke har meget begreb om den verden hun fungerer i.
Nå ja, så er der selvfølgelig også Iqbals far der er i gang med at samle sammen til et solidt mavesår over, at hans søn ikke forholder sig seriøst, pænt og ordentligt til skolegangen.
Vi har med andre ord ridset en række klichéer op, som tilsammen blot udgør en moderat modernisering af Far til fire- og Min Søsters Børn-serierne.
Når den klichéfyldte cocktail alligevel glæder ned som en gang munter og lettilgængelig familieunderholdning, så skyldes det først og fremmest, at med en familie af anden etnisk oprindelse har grundlaget for mere eller mindre diskret at kommentere forskellige forhold i den stående integrations-debat. Klichéer bliver skamløst anvendt til at tegne billede af forretningsmæssig kreativitet, afslappet forhold til afregning af moms og afgifter osv.
Handlingen er i sig selv noget værre nonsens. En skrubelløs ejendomsspekulant og hans makker – herligt overdrevet spillet af Rasmus Bjerg og Andreas Bo – har sat sig for at erstatte Tivoli med Nordens største parkeringshus. Til det brug får de via Iqbals lillebror Tariqs optræden i en nyhedsundersøgelse på TV en idé om at anvende den bombeopskrift – som lå bag Iqbals seneste kemiforsøg, der sprængte store dele af hans skole i stumper og stykker – til deres skumle forehavende. Tariq lægger i hvert fald op til, at der er tale om en hemmelig opskrift, der har været i familiens hænder i generationer.
der er absolut en tidssvarende … feeling over filmen. Wafandes sang – og en enkelt sang af desværre nu afdøde Natasja – lægger den cool street-smartness, der hiver familieunderholdningen ud af den politisk korrekte forstads- og/eller soveby-idyl, der har ligget som en tung dyne over andre film i genren. Og så bliver kameraet ført med et fint ’øje’ for action og slowmotion-sekvenser. Blot kunne man have ønsket, at der billedet ikke så tit bliver forstyrret af solstråber, der skinner ind over billedet.
Kan man bære over med den noget stive personinstruktion, det mildt sagt løst sammensatte plot og at børnene i lange stræk hellere råber end taler til hinanden, så kan Iqbal og den hemmelige opskrift dog samlet set være et hæderligt filmmæssigt mellemmåltid.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
