Skriv en kommentar
Iron Man 2 udspiller sig et halvt år efter den første film. Tony Stark (Downey Jr.) har offentliggjort overfor hele verden, at han er Iron Man. Det kniber derfor med tid til at være direktør for hans firma, og han overlader derfor posten til hans assistent Pepper Potts (Gwyneth Paltrow), der får selskab af en ny ansat i firmaet, den smukke Natalie Rushman (Scarlett Johansson). Den amerikanske hær er ængstelig for få fat i teknologien bag Iron Mans avancerede jerndragt, men Stark nægter at udlevere den. Imidlertid udvikler den russiske fysiker Ivan Vanko (Mickey Rourke) et våben, der kan matche Starks, og da den slibrige våbenproducent Justin Hammer (Sam Rockwell) får nys om dette, indleder han et teknologisk samarbejde med Vanko. Russeren har dog sit eget regnskab at gøre op med Stark, og en konfrontation lurer forude, alt imens Stark må kæmpe med det faktum, at hans krop ikke kan klare den belastning, som jerndragten udsætter den for.
Overlegne efterfølgere
Tilbage i 2008 havde Iron Man premiere, og filmen var en dejlig frisk oplevelse med en charmerende og uimodståelig Robert Downey Jr. i hovedrollen. Tidligere eksempler, såsom X-Men 2 (2003), Spider-Man 2 (2004) og The Dark Knight (2008), viser, at efterfølgeren sommetider kan overgå sin forgænger og blive en mere interessant film, da efterfølgere ikke behøver en grundig introduktion af universet og derfor har mere tid og plads til at fokusere på universets karakterer og udforske den kompleksitet, superhelte og skurke ofte besidder.
Tomme karakterer
Desværre er dette ikke tilfældet i Iron Man 2. I stedet for at bruge den ekstra tid og plads på at udforske etablerede karakterer, introduceres alt for mange nye, som vi ikke har en jordisk chance for at få et ordentligt indblik i. Det er en skam, at fokus ikke i stedet lægges på Tony Stark-karakteren, for Downey Jr. er stadig charmerende og god i rollen, og filmen giver rig mulighed for, at figuren kan udforskes. Eksempelvis kunne filmen undersøge de tanker og følelser, som Stark formentlig gør sig omkring, at dragten tager livet af ham, eller komme nærmere ind på hans indviklede forhold til Pepper Potts. Men samtlige konflikter affejes med en rap og halvsjov replik fra Downey Jr., som udover at være en smule trættende i længden også medvirker til, at vi aldrig rigtig kommer ind under overfladen på jernmanden. Det samme er tilfældet med skurken Vanko: Filmen tager sig ikke tid til at forklare karakterens hævngrundlag ordentligt, hvilket ellers kunne have været en interessant sidehistorie. Personerne i Iron Man 2 har altså potentiale til at blive spændende og dybe figurer, men det sløje manuskript reducerer dem praktisk talt til tomme skaller – og det er uinteressant at se på.
Rock'n'roll-superhelt
Selvfølgelig skal fokus ikke kun være på karaktertegning, da Iron Man 2 jo er en actionfilm. Og indeholder filmen så store brag og spektakulære actionsekvenser? Næh, egentlig ikke. Actionscenerne er vellavede og flotte, men der ikke mange af dem, og især filmens klimaks forekommer tamt. Sammenligner man Iron Man 2 med sin forgænger, kan filmen ikke på nogen måde stå distancen, da den er overbefolket med et væld af uinteressante karakter og byder på forholdsvis tandløs action. Fans af den første film vil dog formentlig ikke blive skuffede, da Robert Downey Jr. som en vaskeægte rock'n'roll-superhelt stadig brager derudad med et væld af rappe replikker og AC/DC på lydsporet. Andre vil dog nok se Iron Man 2, som det den virkelig er: En gennemsnitlig og til tider tam actionfilm.
